Ankestyrelsens principmeddelelse 38-22 om Arbejdsskade. Varigt mén. Tab af særlige færdigheder. Fravigelse af méntabellen. Daglige livsførelse.

GældendeÅr: 2022Udgivet: 2022-11-25

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen belyser, hvilke elementer der kan indgå i vurderingen af, om den tilskadekomne har ret til tillæg til varigt mén som følge af tab af særlige færdigheder. Varigt mén bliver fastsat på grundlag af en skade...

Journalnummer

22-3276

Indhold

Afgørelse

Din advokat har på dine vegne klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om godtgørelse for varigt mén.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 4. januar 2021.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag. 

Resultatet er: 

-Du har ret til 15 procent i godtgørelse for varigt mén.

Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 4. januar 2021, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at dine gener efter arbejdsskaden svarer til et varigt mén på skønsmæssigt samlet 15 procent. 

Vi vurderer, at dine gener med udgangspunkt i méntabellens afsnit om fingerskader svarer til et varigt mén på 8 procent, men at der er grundlag for et tillæg i méngraden for nervepåvirkning med påvirket følesans, som efter en lægefaglig vurdering er en afledt følge af tabet af højre ringfinger.

Vi vurderer også, at der er grundlag for et yderligere tillæg i méngraden, da arbejdsskaden har medført ganske specielle ulemper i din personlige livsførelse som følge af, at du har oplevet tab af en særlig færdighed. 

Hvad er afgørende for resultatet

Du har fået amputeret din højre ringfinger ved grundleddet. Det fremgår af speciallægeerklæringen af 2. juni 2020, at du oplever en snurrende og sovende fornemmelse fra spidsen af din højre hånds lillefinger og op på underarmen. Du klager over manglende kræfter, motorik og styrke i din hånd, som gør, at du bliver hurtigere træt og får ondt. Du har svært ved at bevare grebet om værktøj, og du taber tit ting ud af din hånd. Dine gener bliver forværret ved tungt arbejde. Ved den lægelige undersøgelse havde du desuden påvirket følesans. Det fremgår endvidere, at din højre hånd er din dominante hånd.

Vi har sammenlignet dine gener med méntabellens punkt D.1.1.1.22, hvorefter tab af ringfingeren vurderes til 8 procent. Vi vurderer, at nogle af dine gener svarer til punktet i tabellen, men du har også gener, der er værre end punktet.

Du er døv, og derfor har du tegnsprog som modersmål. Du har en døv ægtefælle, som du kommunikerer på tegnsprog med. Du og din kone kommunikerer på tegnsprog med jeres børn og plejebørn. En stor del af din omgangskreds er tegnsprogstalende. 

Der er som følge af arbejdsskaden visse ting, som du har fået sværere ved at udtrykke på tegnsprog. 

Det fremgår af en udtalelse fra professor i lingvistik, X, at enhåndstegn i reglen udføres med den dominante hånd. Det indebærer, at der er en række tegn, hvor det i en samtale vil være vanskeligt for modtageren at skelne og forstå dine tegn. Det fremgår videre af en udtalelse fra Danske Døves Landsforbund, at ringfingeren i mere eller mindre grad indgår i 1.041 ud af i alt omkring 2.200 tegnord.

Vi vurderer derfor, at skaden har givet dig ganske specielle ulemper i det daglige som følge af tab af særlige færdigheder, og at der derfor er grundlag for at fravige méntabellens udgangspunkt om, at ulemperne ved en skade vurderes stort set ens, uanset erhverv, alder, køn, indtægt, med videre. 

Det giver ikke anledning til en ændret vurdering, at forsikringsselskabet i brev af 15. januar 2021 anfører, at en manglende ringfinger ikke umiddelbart begrænser brugen af tegnsprog med henvisning til et link til en hjemmeside for tegnsprog. 

Vi bemærker hertil, at vi ud fra en samlet afvejning af sagens oplysninger finder grundlag for at forhøje méngraden som følge af tab af en særlig færdighed. Det betyder, at vi vurderer:

1)at du som følge af arbejdsskaden har pådraget dig en ganske speciel ulempe i den personlige livsførelse i forhold til andre tilskadekomne med den samme type skade,

2)at der er tale om en begrænsning, der rækker ud over en påvirkning af den erhvervsmæssige udøvelse, og

3)at det forhold, at du har sværere ved at kommunikere som følge af skaden, svarer til et ”tab” af en færdighed. 

Vi er ligeledes opmærksomme på, at din advokat i brev af den 16. november 2020 oplyser, at arbejdsskaden også har betydning for din erhvervsmæssige udøvelse. 

Du har desuden i brev af den 25. februar 2021 oplyst, at du har fået opbygget en ikke uvæsentlig kundegruppe af tegnsprogstalende kunder, som du er afhængig af at kunne kommunikere på tegnsprog med. Du anslår, at kundegruppen udgør 25-35 procent af din omsætning. Du bruger også mere tid på at kommunikere med dine tegnsprogstalende ansatte som følge af arbejdsskaden. Du varetager også to professionelle bestyrelsesposter, hvor du anvender tegnsprog.

Vi bemærker, at de erhvervsmæssige begrænsninger bliver kompenseret gennem eventuel erstatning for tab af erhvervsevne. Vi har behandlet spørgsmålet om varigt mén. Godtgørelse for varigt mén er kompensation for den daglige ulempe i den personlige livsførelse, som en skade har medført. 

Oplysningerne fremgår særligt af speciallægeerklæringen den 2. juni 2020, oplysningerne i din advokats breve den 16. november 2020 og den 25. februar 2021.

Om reglerne

Der udbetales kun godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden er 5 procent eller mere. Arbejdstilsynet udarbejder ud fra erfaringer fra tidligere tilfælde en vejledende méntabel med méngrader for de mest almindelige skader. Ankestyrelsen tager normalt udgangspunkt i denne tabel ved vurderingen af en skade.

Vi fastsætter méngraden efter et skøn, hvis følgerne af arbejdsskaden ikke fremgår direkte af méntabellen.

Det varige mén fastsættes på grundlag af en skades medicinske art og omfang og under hensyn til skadens forvoldte ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse. Ulemperne ved en skade vurderes stort set ens uanset erhverv, alder, køn, indtægt med videre, da ulempen ved en bestemt skade grundlæggende anses for at være det samme for forskellige mennesker. 

Vi tager udgangspunkt i oplysningerne fra tilskadekomne og sammenholder dem med de lægelige oplysninger om arbejdsskadens følger. 

Der er mulighed for at fravige méntabellen i ganske specielle særlige tilfælde, hvor arbejdsskaden har givet ganske specielle ulemper i den personlige livsførelse som følge af tab af en særlig færdighed.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

Daglig livsførelseArbejdsskadeFravigelse af méntabellenTab af særlige færdighederVarigt mén

Paragraffer

§ 18

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse U-12-06

Udgivet: 2013-07-11

Tilskadekomne pådrog sig en dropfod under hospitalsbehandling af en ryglidelse. Ryglidelsen var anerkendt som en arbejdsskade, og der var årsagssammenhæng mellem dropfoden og behandlingen af arbejdsskaden. Patientforsikringen havde anerkendt, at den ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 45-22 om arbejdsskade - godtgørelse for varigt mén - psykiske symptomer efter fysiske skader - årsagssammenhæng - formodningsregel

Udgivet: 2022-12-14

Principmeddelelsen fastslår Tilskadekomnes samlede varige mén er en følge af den anerkendte arbejdsskade, medmindre oplysninger i sagen godtgør, at hele eller dele af det varige mén med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskade...

Ankestyrelsens principafgørelse U-5-08

Udgivet: 2013-07-11

Det følger af arbejdsskadesikringsloven, at ydelse af godtgørelse for varigt mén er en personlig ydelse, som forudsætter, at skadelidte er i live på det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om kravet. Er skadelidte afgået ved døden...