Ankestyrelsens principafgørelse 52-13

GældendeÅr: 2013Udgivet: 2013-12-04

Beskrivelse

Hjælp til briller til børn under 10 år afhænger af den faktiske udmålte synsstyrke og ikke den valgte brillestyrke I hjælpemiddelbekendtgørelsen er oplistet indikationer for hjælp til briller og kontaktlinser, der fastsætter en klar grænse på hyperme...

Journalnummer

5200332-12

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i A Kommunes sag om, hvorvidt hjælp til briller til børn under 10 år knytter sig til den udmålte synsstyrke eller den valgte brillestyrke.

Resultatet er

Barnet er berettiget til støtte til briller, fordi den faktiske udmålte synsstyrke er over +7 på højre øje.

Det betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Y er gældende.

Der var enighed om afgørelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at hjælp til briller ydes på baggrund af de indikationer, der fremgår af bekendtgørelsen om hjælpemidler.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at kommunalbestyrelsen ifølge servicelovens § 112, skal yde støtte til hjælpemidler.

Vi henviser til, at der er i bilag 2 til hjælpemiddelbekendtgørelsen pkt. 13 er fastsat en klar grænse på hypermetrop > + 7 i højst brydende plan til børn indtil 10 år. Der tilkendegives ikke andre faktorer, som kan give anledning til et skøn i forhold til, om et barn er i målgruppen til at få hjælp til briller. Det afgørende er, at barnet har en langsynethed, der er målt til over +7.

Vi har også lagt vægt på, at barnet ifølge øjenlægeundersøgelse af 15. juli 2011 har en langsynethed på + 8 på højre øje og + 7 på venstre øje.

Vi har lagt til grund, at Z i forhold til hjælpemiddelbekendtgørelsen og Socialministeriets vejledning er tillagt bestemte opgaver i forhold til deres kompetencer på området for øjenlidelser, men Z er ikke gennem lovgivningen tillagt kompetence til at fastlægge bestemmelser.

Ud fra en samlet fortolkning af lovgivning, forarbejder og vejledning ses der ikke at være lovhjemmel til differentiering i hjælpen til 1. og 2. brille, da formålet både ved tildeling af 1. og 2. brille er at undgå, at børnene får en blivende synsnedsættelse.

Ankestyrelsen vurderer derfor, at det afgørende for at få hjælp til briller til børn under 10 år er den faktiske udmålte synsstyrke. Har barnet en synsstyrke på over + 7 berettiger det således til hjælp til briller.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Y traf afgørelse i sagen
  • Det Sociale Nævns afgørelse af 22. december 2011
  • Klagen til Ankestyrelsen af 16. januar 2012 med præcisering af 6. februar 2012
  • Det Sociale Nævns genvurdering
  • A Kommune har den 25. juli 2011 truffet afslag om støtte til briller til barnet og begrunder afslaget med, at brilleglassene ikke opfylder de styrkemæssige betingelser. Kommunen skriver, at for at modtage bevilling kræves det for et barn under 10 år, at brilleglassets styrke er mindst +7,00. Hvis der er udmålt en styrke over +7,00 hos øjenlægen, kan der den første gang bevilliges en tilvænningsstyrke under +7,00.
  • Det Sociale Nævn har den 22. december 2011 truffet afgørelse om at ændre A Kommunes afgørelse delvist.
  • Det Sociale Nævn har begrundet afgørelsen med, at betingelserne for støtte er opfyldt for så vidt angår langsynetheden på det højre øje, men ikke venstre. Det Social Nævn skriver, at det afgørende for retten til hjælp ikke er den pågældende brillestyrke, men den faktiske/reelle langsynethed.
  • A Kommune har den 16. januar 2012 klaget over Det Sociale Nævns afgørelse og præciseret klagen i brev af 6. februar 2012.
  • I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at i næsten alle tilfælde har øjenlægen valgt at reducere et udmålt styrkeniveau > 7,00, for at lette barnets tilvænning til brillekorrektionen i en forventning om, at barnet ved næste øjenlægeundersøgelse fik den fulde styrke ordineret. Kommunen skriver, at Z finder det korrekt at bevilge 1. brille, selvom styrken er under +7,00, når barnet måler over +7,00 i dilation, men hvis næste brillekorrektion stadig er under grænsen, ydes der ikke tilskud længere. Det beskrives, at formålet altid har været, at undgå børnene udvikler eller får nedsat syn, og ved at bevilge den 1. brille, har man banet vejen for brillekorrektion.
  • Det Sociale Nævn har genvurderet afgørelsen den 14. februar 2012 og bemærker, at nævnet er opmærksomt på, at der kommunalt set er/har været en (fast) praksis på området. Det Sociale Nævn har lagt vægt på, at Z er tillagt en særlig kompetence på området, men at den aktuelle sag ikke direkte ses at vedrøre dette, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 15, stk. 3, og tilhørende vejledning pkt. 98. Det er fortsat Det Sociale Nævns opfattelse, at betingelserne for hjælp relaterer sig til den pågældende synsnedsættelse og ikke den brille(styrke), der konkret er søgt om støtte til.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

HjælpemiddelBrillestyrkeBørnBrillerSynsstyrke

Paragraffer

§ 112§ 15

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-38-08

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt, at blot et af kriterierne i servicelovens bestemmelse om hjælpemidler skulle være opfyldt, for at der kunne ydes støtte til en person, der var omfattet af personkredsen. I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at de ansøgte hjælp...

Ankestyrelsens principafgørelse C-28-00

Udgivet: 2013-07-10

Der kunne bevilges ortopædisk fodtøj til forskellige årstider og formål, når der kunne dokumenteres et behov herfor - og brugen ikke var meget begrænset. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger kun havde to par ortopædiske sko, som var bevilget i aug...

Ankestyrelsens principmeddelelse 84-19

Udgivet: 2019-12-14

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af C-25-05, 51-09, 94-09, 221-09, 222-09, 223-09, 30-10, 31-10, 32-10, 132-10, 168-10, 232-10, 49-11, 51-11, 118-11, 119-11, 50-12, 87-12, 114-12, 171-12, 60-13, 89-15, 35-16 og 86-16. Principmeddelelsen indeh...