Ankestyrelsens principmeddelelse 84-19

Bekendtgørelser

• Social- og Integrationsministeries bekendtgørelse nr. 648 af 25. juni 2012 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Begrundelse for afgørelsen

Sagsoplysninger

• X forening har oplyst, at nævnet har tilsidesat dit ønske om juice i stedet for druesukker.
• Vi bemærker, at Ankestyrelsen ikke finder grundlag for at tage stilling til, om du er berettiget til juice i stedet for druesukker.
• Vi henviser til, at vi har offentliggjort praksis vedrørende denne problemstilling. Vi henviser til vores Principafgørelser nr. 102-10 og 103-10 om betingelserne for dækning af udgifter til druesukker/juice. Vi finder ikke, at din sag kan afklare problemstillingen yderligere.
• Vi går derfor ud fra, at kommunen vil vurdere dit behov for juice eller druesukker set i lyset af disse 2 Principafgørelser.
• X anførte i samråd med dig, at nævnets afgørelse fremstod som truffet ud fra den ”gamle bekendtgørelse”, altså den bekendtgørelse, der var gældende før den blev ændret med virkning fra 1. december 2008. Citatet: ”nævnet finder ikke, at der herved er indsat med betydelige og omfattende hjælpeforanstaltninger med henblik på at gøre din dagligdag tilnærmelsesvis normal” var ifølge X ikke i overensstemmelse med ordlyden i den nye bekendtgørelse eller forarbejderne i forbindelse med lovændringen. X henviste til endvidere til, at Principafgørelse C-27-07 var gjort historisk i forbindelse med den nye bekendtgørelse.
• Du henviser til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 172-09, hvoraf det fremgår, at gældende regler på området skal fortolkes således, at retstilstanden skal føres tilbage til den generelle praksis, der var gældende før sommeren 2007. Du havde på dette tidspunkt merudgiftsbevilling.
• Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse.
• Du har anført, at du er nødt til at få hjælp fra dit netværk for at få en dagligdag til at hænge sammen. Du oplyser også, at du har kognitive problemer.
• Vi er opmærksomme på, at du modtager hjælp og støtte fra din mand til at strukturere dagligdagen, og at du har modtaget enkelte hjælpemidler. Det betyder dog ikke, at betingelsen om indgribende konsekvenser for den daglige tilværelse eller betingelsen om ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger er opfyldt. Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.
• Du henvendte dig direkte til Folketingets Ombudsmand efter afgørelsen fra nævnet. Du har blandt andet anført, at både kommunen og nævnet har undladt at begrunde yderligere, hvorfor du ikke længere er berettiget til dækning af nødvendige merudgifter, når kommunen i en årrække netop har vurderet, at du var omfattet. Du har i den forbindelse henvist til, at din situation er forværret i forhold til tidligere, samt henvist til, at praksis ikke har ændret sig.
• Vi er opmærksomme på dine bemærkninger, men de kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi er enige med dig i, at hverken kommunen eller nævnet i tilstrækkelig grad har begrundet, hvorfor du ikke længere er berettiget til dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100. Der henvises til ovenstående begrundelse.

Information

• Sagen handlede om en kvinde, der i 1998 pådrog sig et piskesmældstraume.
• Hun modtog behandling med fysioterapi, kiropraktorbehandling og kraniosakral terapi. Endvidere fik hun en del medicin samt deltog i et smertetacklingskursus. Symptomerne nåede i løbet af det første års tid til en stationær fase.
• Kvinden gennemførte efterfølgende en datamatikeruddannelse, men måtte opgive forsøg på at komme i job. Hun var siden under revalidering og i arbejdsprøvning og var nu i fleksjob 16 timer om ugen.
• Hun indgav ansøgning om økonomisk støtte efter servicelovens § 84 blandt andet til dækning af merudgifter til medicin, behandling, rengøringshjælp, ekstra udgifter til varme og varmt vand samt tandlæge.
• Kommunen gav afslag på dækning af merudgifter efter servicelovens § 84, idet kommunen vurderede, at kvinden på grund af hendes piskesmældstraume havde en funktionsevnenedsættelse, men at den ikke var af et sådan omfang, at hun tilhørte personkredsen for § 84.
• Kommunen vurderede endvidere, at kvinden ved ændring og fordeling af de daglige gøremål kunne have en normal tilværelse. Desuden fandt kommunen, at hun var arbejdsmæssigt kompenseret ved at være bevilget et fleksjob.
• Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse, idet nævnet fandt, at kvindens lidelse var omfattet af definitionen i § 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.
• Nævnet lagde vægt på, hvordan kvindens lidelse påvirkede hendes daglige tilværelse samt, at lidelsen havde resulteret i iværksættelsen af et fleksjob.
• I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen fortsat var af den opfattelse, at kvinden ikke var omfattet af den personkreds, som var berettiget til hjælp efter § 84 i serviceloven.
• Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af den personkreds, der kunne modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, jf. servicelovens § 84, herunder til belysning af definitionen på varigt nedsat funktionsevne, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.
• En 19-årig ung kvinde led af en fremadskridende øjenlidelse. Hun kunne ikke se i stærkt sollys, tusmørke og mørke. Hun havde et aftagende synsfelt med kun 10 grader tilbage.
• Kvinden startede på VUC i 2007. Hun benyttede stok, når hun færdedes ude, og nogle gange anvendte hun førerhund. Hun havde til tider svært ved at tage bussen eller i det hele taget komme ud på grund af en angst, hun havde udviklet som følge af øjenlidelsen.
• Kvinden ansøgte kommunen om dækning af merudgifter efter servicelovens § 100, idet hun tidligere havde fået merudgifter dækket efter § 41 til tøj, transport og el.
• Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at hun ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, stk. 1, idet kommunen ikke fandt, at hendes lidelse var af så indgribende karakter i den daglige tilværelse, at det medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen henviste i sin vurdering blandt andet til, at det, at kvinden var bevilget taxakørsel til VUC, ikke var en sådan betydelighjælpeforanstaltning.
• Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet mente, kvinden havde en tilstrækkelig nedsat funktionsevne til at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
• Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde en fremadskridende øjenlidelse, og at hun på nuværende tidspunkt var meget begrænset af sin lidelse, idet hun alene i begrænset omfang kunne deltage i hverdagslivet på grund af sin angst, som hun havde udviklet i takt med forværringen af sin øjenlidelse.
• Nævnet bemærkede, at det, at hun var selvhjulpen i hverdagen med at varetage den personlige pleje og deltage i madlavning, og at der (endnu) ikke var iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger eller bevilget særlige hjælpemidler, ikke kunne føre til et andet resultat, idet nævnet vurderede, at det alligevel var et spørgsmål om kort tid, før hun var afhængig af yderligere hjælp og støtte.
• Kommunen anførte i sin klage over nævnets afgørelse, at denne fandtes at være i strid med Principafgørelserne C-25-05 og C-27-07, dels hvad angik varetagelse af den personlige pleje og daglige praktiske gøremål, dels hvad angik iværksatte, betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen undrede sig over nævnets henvisning til, at det var et spørgsmål om kort tid, før hun var afhængig af yderligere hjælp og støtte. Der var ikke aktuelt iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger, og det var kommunens opfattelse, at kvinden burde henvises til på ny at rette henvendelse, når forholdene ændrede sig.
• Ved genvurdering af sagen fastholdt nævnet sin afgørelse. Nævnet vurderede, at da der var tale om en så fremadskridende lidelse, hvormed kvinden næsten var blind, måtte der tages særligt hensyn til hendes muligheder for at kunne deltage på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i uddannelse/arbejdslivet, uanset at hun havde en selvhjulpenhed og ingen betydelige hjælpeforanstaltninger, som ifølge Principafgørelserne C-48-06, C-25-05 og C-27-07 ville have afskåret hende fra at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af personkredsen for merudgifter i forhold til personer med synshandicap, hvor lidelsen var fremadskridende.
• Ansøger led af Aspergers syndrom, OCD og en metabolisk lidelse med abnorm dannelse af peptider. Han kunne selv købe ind, lave mad samt færdes ude og inde. Han gik i gymnasiet og boede sammen med sin mor.
• Indtil han fyldte 18 år, havde moderen modtaget dækning af merudgifter til diætkost og tabt arbejdsfortjeneste til bl.a. tid til fremstilling af diætkost, jf. servicelovens §§ 41 og 42.
• Disse ydelser ophørte i forbindelse med, at han fyldte 18 år, og han ansøgte herefter om dækning af nødvendige merudgifter til diætkost efter servicelovens § 100.
• Kommunen gav efter at have indhentet en yderligere speciallægeerklæring til belysning af de lægelige oplysninger i sagen afslag med den begrundelse, at han ikke fandtes omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
• Lidelsen – Aspergers Syndrom, OCD (tvangstanker) og en metabolisk lidelse med abnorm dannelse af peptider – vurderedes ikke at have medført konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, som medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.
• Ansøger kunne uanset den varige lidelse selv varetage den personlige pleje, selv købe ind og lave mad, og han kunne benytte offentlige transportmidler, selvom det var svært. Lægeligt var der ikke noget, der medførte, at hans situation uden diætbehandling ville udvikle sig livstruende.
• Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
• Begrundelsen var, at udgiften til diætkost ikke skønnedes at være en følge af den nedsatte funktionsevne.
• Der blev også lagt vægt på, at det ikke sås lægefagligt godtgjort, at der forelå en nedsat funktionsevne som følge af en sikker påvist fødevareallergi, og at ansøger uden diætkost ville komme i en livstruende tilstand.
• Der blev endelig lagt vægt på, at der ikke forelå lægefaglig dokumentation for effekten af en gluten- og mælkefri diætbehandling af personer med OCD/ADHD og Aspergers Syndrom. Der sås således ikke at være en dokumenteret sammenhæng mellem diætkosten og det observerede forbedrede funktionsniveau.
• Der blev klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at diæten havde betydet en meget mærkbar forbedring i funktionsniveauet, således at ansøger nu kunne fungere næsten normalt under forudsætning af, at diæten blev fulgt. Der henvistes til flere lægelige udtalelser.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til diæt uden gluten og mælk til en person med Aspergers syndrom m.m. kunne dækkes som nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.
• Sagen drejede sig om en mand, der havde svære følger efter diabetes, åreforkalkning i ben, stærkt nedsat syn og følger efter blodpropper med kraftnedsættelse og delvis lammelse af venstre arm og ben.
• Manden havde søgt om dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100 til blandt andet medicinudgifter og diætkost.
• Kommunen gav afslag på støtte til nødvendige merudgifter med den begrundelse, athan ikke var omfattet af personkredsen efter servicelovens § 100. Kommunen vurderede, at hans nedsatte funktionsevne ikke medførte, at der ofte måtte sættes ind med væsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Det sociale nævn traf afgørelse om, athan havde ret til økonomisk støtte til dækning af merudgifter til medicin og diætkost efter servicelovens § 100. Nævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at han var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
• Nævnet lagde vægt på, at han ikke selv klarede al personlig pleje, at han fik hjælp til rengøring og personlig pleje, og at han ikke kunne færdes alene udenfor hjemmet.
• Nævnet fandt ligeledes, at der var behov for at sætte ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af personkredsen efter reglerne om merudgifter til voksne.
• En yngre mand med ægtefælle og to mindreårige børn led af multipel sclerose. Han havde store balanceproblemer og væsentlige udtrætningssymptomer samt betydelige hukommelsesvanskeligheder og vanskeligheder med at planlægge som følge af sin sygdom.
• Han var ikke i arbejde, og han var tilkendt førtidspension.
• Han havde søgt om dækning af nødvendige merudgifter som en følge af sin sygdom, men kommunen havde afslået ansøgningen.
• Afslaget var begrundet med, at han havde en funktionsnedsættelse i dagligdagen, men denne funktionsnedsættelse blev af kommunen vurderet til ikke at være af en sådan karakter, at der måtte iværksættes ikke ubetydelige hjælpeforanstaltninger.
• Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
• Nævnets begrundelse var, at ansøgers funktionsnedsættelse aktuelt ikke kunne anses for at have så indgribende konsekvenser i dagligdagen, som det ifølge praksis var forudsat for at kunne få bevilget merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betingelserne for at være omfattet af personkredsen for merudgifter efter servicelovens § 100.
• Sagen drejede sig om en kvinde, som havde søgt om nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100 til fodterapeut, rengøring, havehjælp og malerarbejde
• Kvinden havde nedsat funktionsevne som følge af slidgigt, følger efter diskusprolaps operation og to knæimplantater.
• Kommunen gav afslag på støtte til nødvendige merudgifter med den begrundelse, at kvinden ikke var omfattet af personkredsen for bestemmelsen. Kommunen lagde vægt på, at kvinden var opereret for diskusprolaps i lænden. Hun havde i 2005 fået isat halv protese i venstre knæ og total protese i højre knæ. I venstre side af knæet fandtes der god funktion og ubetydelige smerter. På højre side var der ikke helt smertefrihed og bevægeligheden var ikke helt tilfredsstillende. Endvidere var der konstateret slidgigt i begge hænder. Kommunen lagde desuden vægt på, at kvinden var tilkendt invalidebil, men derudover sås ikke at være iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger.
• Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at kvindens lidelser i form af slidgigt, følger efter operation af diskusprolaps og to knæimplantater ikke kunne siges at have så indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse, at hun var berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgifter.
• Nævnet foretog en samlet vurdering af kvindens begrænsninger og funktionsevne i dagligdagen og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af sagen, at hun selv kunne varetage størstedelen af den personlige hygiejne, at hun selv kunne handle ind. Det var dog oplyst at hun havde problemer, når der skulle handles stort ind, at hun i et vist omfang kunne færdes inde og ude og kunne gå ture med sine hunde samt ordne lettere rengøring.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af personkredsen efter reglerne om merudgifter til voksne.
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 23. april 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 19. maj 2009
• –
• Nævnets genvurdering
• Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
• Ved afgørelse af 9. januar 2009 meddelte A Kommune afslag på fortsat bevilling af merudgifter efter servicelovens § 100.
• Kommunen fandt, at du ikke var omfattet af personkredsen.
• Kommunen vurderede, at du har en varig nedsat funktionsevne, dværgvækst. Denne funktionsnedsættelse har konsekvenser i din dagligdag, men kommunen vurderede, at disse konsekvenser ikke er af indgribende karakter.
• Der var desuden efter kommunens vurdering ikke ofte sat ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger for at din dagligdag kan fungere.
• Det Sociale Nævn traf afgørelse den 23. april 2009.
• Det Sociale Nævn fandt, at du ikke har ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.
• Begrundelsen var, at dine merudgifter til omsyning af dit tøj ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. om året, jf. servicelovens § 100, stk. 3.
• Nævnet fandt, at du ikke er omfattet af personkredsen efter § 1 i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, idet din funktionsevnenedsættelse ikke medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at du selv klarer din personlige pleje og påklædning, du kan selv tilberede din mad og komme omkring i hjemmet, hvor der ikke er foretaget nogle særlige boligændringer. Du får dog hjælp af andre til at vedligeholde dit hjem. Du kan selv køber ind men det kræver stor grad af organisering, hvorfor du også får hjælp af andre til at handle ind.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at du er i stand til at cykle på din special-byggede cykel. Du fravælger så vidt muligt offentlige transportmidler pga. flere forhold fx distancen til stoppesteder, din inkontinens og besvær med at komme op og ned af sæderne i tog og bus.
• Nævnet fandt, at du er omfattet af personkredsen i servicelovens § 100 efter bekendtgørelsens § 3, hvorefter personer, som pga deformiteter eller ganske særlig legemsbygning eller lignende har behov for særligt dyrt eller særligt udformet tøj, kan få hjælp til merudgifter hertil.
• Nævnet havde lagt vægt på, at du efter bekendtgørelsens § 3 alene kan få dækket merudgifter i forbindelse med specialsyning af dit tøj, og at dine nødvendige udgifter ril omsyning af tøj alene var sandsynliggjort til 1445,50 kr. om året.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at dine udgifter til specialsyning af sandaler skal søges dækket efter reglerne om hjælpemidler, idet § 100 er subsidiær i forhold til øvrige bestemmelser i den sociale lovgivning.
• Du har klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du vurderer, at du har behov for, at der ofte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger for, at du kan føre en normal tilværelse.
• Du har endvidere anført, at du nu havde fået oplyst, at din rygmarvsforsnævring ikke kan opereres, så du har behov for medicin til at afhjælpe din inkontinens. Din ryg vil hele tiden blive svagere.
• Du tilføjede, at du havde søgt om hjælp til boligændringer, men måtte afslå disse, da den løsning, som kommunen foreslog, ville forringe køkkenet i din andelslejlighed. Du har i forvejen et velfungerende komfur, men kan ikke nå grundet højden. I stedet blev du tilbudt et campingblus, som kunne afhjælpe problemet med højden, men løsningen har ikke de samme faciliteter (ovn m.m.), som dit oprindelige komfur.
• Nævnet fandt, at der ikke var kommet nye oplysninger eller anbringender frem, der kunne give grundlag for at ændre afgørelsen.
• Nævnet bemærkede dog, at såfremt din funktionsevne forværres væsentligt, kan du ansøge kommunen på ny om merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 17. december 2008
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 19. januar 2009
• –
• Nævnets genvurdering
• –
• Nævnets bemærkninger af 19. februar 2009
• –
• E-mail fra dig af 18. og 20. december 2008, 5. og 27. januar, 1. marts, 23. april, 9. august og 30. september 2009
• –
• brev fra dig af 2. marts 2009
• A Kommune meddelte den 10. juli 2008 afslag på ansøgning om dækning af nødvendige merudgifter. Kommunen fandt, at du ikke vurderedes omfattet af personkredsen i § 100, stk. 1. Kommunen vurderede, at det ikke fandtes godtgjort, at din sygdom havde medført konsekvenser af indgribende karakter for din daglige tilværelse.
• Ved afgørelsen lagde kommunen vægt på en konkret og samlet vurdering af oplysningerne om din funktionsevne beskrevet i samtaleskema, sammenfatning og dine kommentarer til sammenfatning. Der indgik aftaleskema og dine kommentarer til dette. Endvidere indgik den lægefaglige vurdering og konklusion.
• Kommunen var opmærksom på dine oplysninger om, at du var bevilget flere hjælpemidler efter § 112 i serviceloven. Kommunen vurderede, at disse ydelser ikke kunne opfattes som betydelige hjælpeforanstaltninger og de bevirkede ikke i sig selv, at du var berettiget til støtte til merudgifter, når kommunen havde afgjort, at din sygdom ikke vurderedes at have indgribende konsekvenser for dig i hverdagen.
• I den samlede vurdering indgik afgørelser fra Ankestyrelsen C 25-05 og C 27-07.
• Du klagede over kommunens afgørelse til Det Social Nævn, som den 17. december 2008 stadfæstede kommunens afgørelse.
• Nævnet vurderede, at du ikke har en varigt nedsat funktionsevne, således som det begreb skal forstås i relation til der dagældende merudgiftsbekendtgørelses § 1, stk. 2. samt § 1, stk. 2 i den nugældende merudgiftsbekendtgørelse, idet dine lidelser ikke skønnedes at have konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse.
• Nævnet havde lagt vægt på, at du selv klarer din personlige hygiejne, bortset fra at du ikke kan klippe dine tånegle eller smøre kroppen ind i creme efter bad, at du i det daglige så vidt muligt ordner vasketøj ved at opdele opgaverne i etaper, at du ved brug af de hjælpemidler du enten har fået bevilget eller selv anskaffet, deltager i madlavningen, at du kan klare lettere opvask, men at det som oftest er din mand, der klarer opvasken og rydder op i køkkenet efter aftensmaden, idet du er for træt, at du selv kan forestå mindre indkøb, og at du sammen med din mand deltager i større indkøb og at du selv kører bil.
• Nævnet lagde endvidere vægt på Ankestyrelsens principafgørelse C-25-05, C46-06 og C27-07.
• Du har i din klage bl.a. anført, at nævnet ikke kunne træffe afgørelse efter de nye regler, samt at nævnet ikke – som det er lovens intension - havde foretaget en helhedsvurdering.
• Sag nr. 10, tidligere principmeddelelse 32-10, j.nr. 3500305-09
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 12. maj 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 2. juni 2009
• –
• Nævnets genvurdering
• –
• Ressourceprofil samt oplysninger om personlig assistance.
• Kommunen traf den 21. januar 2009 afgørelse om afslag på merudgiftsydelse, idet den fandt at du ikke var omfattet af målgruppen. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at funktionsnedsættelsen ikke var i en sådan grad, at der var tale om indgribende karakter i dagligdagen.
• Nævnet stadfæstede ved afgørelse af 12. maj 2009 kommunens afgørelse med samme begrundelse.
• A klagede den 2. juni 2009 på dine vegne. A finder, at din varigt nedsatte funktionsevne har konsekvenser, som er af indgribende karakter i din daglige tilværelse.
• A henviser til begrænsningerne i dit funktionsniveau og behov for hjælp, således som det er beskrevet i samtaleskemaet.
• Der henvises videre til, at der er sat ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, idet du er ansat i fleksjob og i den forbindelse er bevilget personlig assistance og arbejdsredskaber.
• Der henvises endvidere til lovændringen pr. 1. december 2008.
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn statsforvaltningen X traf afgørelse i sagen
• –
• Statsforvaltningens afgørelse af 7. oktober 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 17. november 2009
• –
• Statsforvaltningens genvurdering
• Kommunens afgørelse af 15. maj 2010:
• Afslag på ansøgning om dækning af merudgifter til tegnsprogskursus for samlever samt til familiehøjskole.
• Ansøgers lidelse er varig, men bevirker ikke, at hun har en væsentlig funktionsnedsættelse i hverdagen. Der er ikke iværksat ikke-uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Der meddeles endvidere afslag efter servicelovens § 102, stk. 1 om tilbud af behandlingsmæssige karakter, idet tilbuddet ikke har behandlingsmæssig karakter.
• Nævnets afgørelse af 7. oktober 2009:
• Kommunens afgørelse tiltrædes. Ansøger tilhører ikke den personkreds, der er berettiget til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.
• Lidelsen har ikke så indgribende konsekvenser for dagligdagen, at det er nødvendigt at sætte ind med ikke ubetydelige hjælpeforanstaltninger.
• Ansøger har ikke nogen fysiske begrænsninger i forhold til personlig pleje, indkøb, madlavning og praktiske opgaver i hjemmet. Hun kan benytte alle former for transportmidler. Ansøger arbejder fuldtids og kommunikerer med hørende via sms og tolk ved telefonsamtaler. Hun er bevilget lyskaldeanlæg, vækkeursvibrator, teksttelefon, computer, teleslynge og FM-smartlink.
• Nævnet har inddraget principperne fra C-48-06.
• Anke ved Center for Døve af 17. november 2009:
• Vejl. nævner tegnsprogskurser som typeeksempel på handicaprettede kurser, der kan dækkes som merudgifter. Nævnet har ikke taget hensyn til ændring af serviceloven fra 5. februar 2009, der ligger efter C-48-06.
• Ansøger har brug for tegnsprogstolkning i de fleste situationer med hørende, hvilket må betragtes som at have brug for ikke ubetydelige hjælpeforanstaltninger.
• Nævnets genvurdering:
• Ingen yderligere bemærkninger.
• Sag nr. 12, tidligere principmeddelelse 168-10, j.nr. 3500636-09
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 12. oktober 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 12. oktober 2009
• –
• Nævnets genvurdering
• Ved afgørelse 16. juni 2009 meddelte kommunen afslag på fortsat dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.
• Kommunen fandt, at ansøger havde en varig lidelse, muskelsvind. Kommunen vurderede, at dennes konsekvens ikke var af indgribende karakter i hans dagligdag.
• Det var endvidere kommunens vurdering, at lidelsen ikke medførte, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige foranstaltninger.
• Nævnet tiltrådte den 12. oktober 2009, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.
• Begrundelsen var, at han ikke var omfattet af personkredsen, idet hans funktionsevne ikke var nedsat i tilstrækkelig omfang, og idet der ikke var sat ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.
• Nævnet lagde vægt på, at han lider af muskelsvind. Han bor i egen bolig, som han selv kan komme rundt i. Han har vanskeligheder med finmotorik, og han har vanskeligt ved at bære. Disse to forhold vanskeliggør madlavning og indkøb, om end han selv kan varetage mindre indkøb og grovere madlavning.
• Nævnet havde endvidere lagt til grund, at han var under forrevalidering, og at kommunen har vurderet, at han ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Han kan ikke skrive i hånden. Ligeledes kan han ikke gøre rent eller vaske tøj selv.
• Nævnet havde endelig lagt til grund, at han har handicapbil, idet han ikke kan tage offentlige transportmidler, og at han har hjemmehjælp.
• Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at hans funktionsevne er nedsat i et sådant omfang, at han er omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp efter bestemmelsen. Nævnet fandt ligeledes ikke, at der er sat ind med eller behov for at sætte ind med betydelige hjælpeforanstaltninger over for ham.
• Nævnet bemærkede, at han har mulighed for at ansøge igen, såfremt hans situation ændres.
• NN’s hjælper klagede over denne afgørelse. Fonden fandt, at sagen havde et stort antal lighedspunkter med den sag, som ankestyrelsen traf afgørelse om den 22. september 2009 vedrørende en sclerosepatient, hvor Ankestyrelsen fandt, at pågældende var omfattet af personkredsen.
• NN’s hjælper anførte endvidere, at nævnet havde bemærket, at hjælpeforanstaltningerne skal være ”betydelige”, men hjælpeforanstaltningerne skal være ”ikke uvæsentlige”.
• Anførte endvidere, at det af vejledningen fremgår, at eksempler på ”ikke uvæsentlige ” hjælpeforanstaltninger kan være støtte til køb af bil, fleksjob m.v. Ansøgeren har fået støtte til køb af bil og X hospital anbefaler fleksjob.
• Herefter fandt NN’s hjælper, at spørgsmålet alene var, om ansøgerens funktionsnedsættelse havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse.
• NN’s hjælper redegjorde for ansøgerens funktionsnedsættelse og henviste til X hospitals udtalelse om hans funktionsnedsættelse. Fonden fandt, at ansøgeren måtte anses for at være omfattet af bestemmelsens personkreds.
• Nævnet beklagede den 20. januar 2010, at et af afgørelsen fremgik, at nævnet ikke fandt, at der var sat ind med eller behov for at sætte ind med betydelige hjælpeforanstaltninger over for ansøgeren. Der skulle rettelig have stået ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 29. september 2009 ved formanden
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 15. oktober 2010
• –
• Nævnets genvurdering
• –
• Nævnet stadfæster formandens afgørelse 13. januar 2010
• Kommunen traf den 26. januar 2009 afgørelse om afslag på forsat udbetaling af merudgiftsydelse. Du var fortsat omfattet af personkredsen i § 100, men kom ikke over 6.000 kr. i accepterede merudgifter.
• Der var søgt om merudgiftsydelse til dækning af udgifter til:
• Medicin
• Diabetes kost
• Druesukker og juice
• Kørsel
• Kørekortfornyelse
• Kommunen vurderede herefter de samlede merudgifter til 5.063,82 kr.
• Nævnet stadfæstede den 29. september 2009 A Kommunes afgørelse.
• Nævnet lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at du var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
• Nævnet vurderede, at du ikke oversteg bagatelgrænsen for merudgifter på 6.000 kr. årligt, uanset at glugagen blev medtaget som en nødvendig merudgift.
• Nævnet vurderede, at der ikke kunne medtages udgifter til medicin, som du fik i forbindelse med behandling af leddegigt, da leddegigten ikke skønnedes at være direkte afledt af din diabetes.
• Afgørelsen var truffet som en formandsafgørelse.
• X forening har den 15. oktober 2009 klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du angav at have merudgifter for 6.391 kr. A Kommune havde afvist beregning af udgift til henholdsvis medicin og kulhydrater til behandling eller forebyggelse af lavt blodsukker.
• A Kommune havde heller ikke medtaget udgiften til gigtmedicin.
• Det fremgik ikke af sagen, at kommunen havde søgt oplysninger, om gigtlidelsen var diabetesrelateret, og om udgiften var relevant for § 100 beregningen.
• Udgiften til Glucagen var heller ikke regnet med. Nævnet begrundede afgørelsen med, at du uanset denne udgift ikke havde udgifter for mere end 6.000 kr. årligt.
• X forening anførte under henvisning til retssikkerhedsloven, at det var myndighedens pligt at sørge for, at en sag var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes en afgørelse. Myndigheden burde derfor søge lægefaglig oplysning om dels gigtlidelsens sammenhæng med diabetes og dels nødvendigheden af Glucagenpenne. Vedrørende Glucagenpenne henviste foreningen til brev fra overlæge Y. Din forklaring på, hvorfor du indtog juice og ikke druesukker, havde nævnet tilsidesat.
• Nævnet har ikke ved genvurdering af 18. november 2009 fundet anledning til at ændre den trufne afgørelse. Der var ikke kommet nye oplysninger om sammenhængen mellem diabetes og gigt samt oplysninger om behovet for juice frem for druesukker, der gav nævnet anledning til en anden vurdering.
• Sagen havde været forelagt nævnets lægekonsulent, og der sås ikke umiddelbart at være en sammenhæng mellem leddegigten og diabeteslidelsen, således at medicinudgifter til leddegigten kunne medtages i beregningen. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke var lægelige beskrivelser af, at der var livstruende eller skadelige symptomer, f.eks. synkebesvær, der hindrede indtag af druesukker.
• Nævnet oplyste den 13. januar 2010, at nævnet havde stadfæstet formandens afgørelse.
• Der var ikke grundlag for at antage, at du på grund af sin leddegigt isoleret set var omfattet af personkredsen for servicelovens § 100, og de eventuelle merudgifter som følge af leddegigt kunne derfor heller ikke på denne baggrund medtages i beregningen.
• Sag nr. 14, tidligere principmeddelelse 49-11, j.nr. 350010-10
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100
• Du er blind og har i en periode fra 2004 til 2009 modtaget ydelser efter merudgiftsreglerne.
• A Kommune traf i april 2009 afgørelse om, at du ikke mere var berettiget til hjælp efter merudgiftsreglerne.
• Funktionsnedsættelsen vurderes ikke at have tilstrækkeligt indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse.
• Det sociale nævn stadfæstede A Kommunes afgørelse.
• Nævnet vurderede, at lidelsen ikke skønnedes at være af indgribende betydning i den daglige tilværelse.
• I klagen er det blandt andet nævnt, at du har meget vanskeligt ved at klare din dagligdag til trods for tekniske og praktiske hjælpemidler. Når du færdes har du eksempelvis brug for hjælp til at finde en plads på bestemmelsesstedet, finde garderobe/toilet, få læst menukort op mm. Det anføres, at der kun kan ske inddragelse af den tidligere bevilling, hvis den må anses for at være urigtig.
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævntes afgørelse af 8. december 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 18. december 2009
• –
• Nævnets genvurdering
• Sag nr. 15, tidligere principmeddelelse 51-11, j.nr. 3500222-10
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da Det sociale Nævn, Statsforvaltningen X traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 23. februar 2010
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 10. marts 2010
• –
• Nævnets genvurdering
• A Kommunes afgørelse af 28. august 2009:
• Afslag på dækning af merudgifter til transport til venner, idet der ikke er tale om nødvendige merudgifter i forhold til andre unge.
• Nævnets afgørelse af 23. februar 2010:
• Ansøger ikke omfattet af personkredsen.
• Nævnet har begrundet afgørelsen med, at hun udelukkende har problemer med at orientere sig i samfundet og skabe sociale relationer, samt at der ikke er sat ind med hjælpeforanstaltninger.
• Center for døve’s klage af 10. marts 2010:
• Klagen indeholder en gennemgang af den retlige historik for merudgiftsreglerne.
• Nævnets genvurdering af 12. maj 2010:
• Ikke yderligere bemærkninger til sagen.
• Sag nr. 16, tidligere principmeddelelse 118-11, j.nr. 3500155-10
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 14. september 2009
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 13. oktober 2009 og 24. oktober 2009
• –
• Nævnets genvurdering i breve af henholdsvis 9. april 2010, 4. maj 2010 og 2. juni 2010
• Kommunen foretog ved afgørelse af 30. oktober 2008 opfølgning på din månedlige merudgiftsydelse i henhold til servicelovens § 100. Du opfyldte ikke længere betingelserne for at få dækning af merudgifter, idet du ikke længere vurderedes omfattet af personkredsen for merudgifter.
• Kommunen lagde vægt på, at der var sat ind med følgende hjælpeforanstaltninger for dig: praktisk hjælp til rengøring, fleksjob, invalidebil, medicin, samt forskellige hjælpemidler i form af albuestok, gangstativ, badetaburet, kørestol, samt mindre ændringer af din bolig.
• Kommunen vurderede, at du på grund af din benamputation havde en varigt nedsat funktionsevne, som havde konsekvenser for dig i din dagligdag. Men kommunen vurderede samtidig, at konsekvenserne ikke var af indgribende karakter i det daglige.
• Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at din fysiske funktionsevne var varigt nedsat som følge af din benamputation. Ved afgørelsen af, hvorvidt funktionsevnenedsættelsen havde indgribende konsekvenser for dig i din dagligdag lagde nævnet vægt på, at du selv varetog den personlige pleje og påklædning, men at dette krævede planlægning. Du tilberedte selv mad i køkkenet, dog med de vanskeligheder, der fulgte af, at køkkenet ikke var indrettet til dit handicap. Du klarede i et vist omfang indkøb og var bevilget ledsageordning til de indkøb, du ikke selv kunne klare. Du var ansat i fleksjob i henhold til en 50 % -ordning. Du var bevilget invalidebil og diverse hjælpemidler såsom gangstativ, albuestok og badetaburet. Der var derudover foretaget mindre ændringer af din bolig. Nævnet fandt ikke, at der herved var indsat med betydelige og omfattende hjælpeforanstaltninger med henblik på at gøre din dagligdag tilnærmelsesvis normal.
• Du har i samråd med X klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at nævnets afgørelse fremstod som truffet ud fra den ”gamle bekendtgørelse”, altså den bekendtgørelse, der var gældende før den blev ændret med virkning fra 1. december 2008. Citatet: ”nævnet finder ikke, at der herved er indsat med betydelige og omfattende hjælpeforanstaltninger med henblik på at gøre din dagligdag tilnærmelsesvis normal” var ifølge X ikke i overensstemmelse med ordlyden i den nye bekendtgørelse eller forarbejderne i forbindelse med lovændringen. Bemærkningerne kunne genfindes i punkt 76 i Vejledning nr. 5 om særlig støtte til voksne.
• X henviste til endvidere til, at Principafgørelse C-27-07 var gjort historisk i forbindelse med den nye bekendtgørelse, og at din sag kunne være et godt udgangspunkt for at præcisere fremtidig praksis. Nævnets prøvelse var en retlig prøvelse, men i det konkrete tilfælde var det netop nævnets to tidligere hjemvisninger, som havde bevirket, at kommunen havde frakendt dig merudgiftsydelsen.
• Du har i særskilt brev anført, at du var tilkendt fleksjob med personlig assistance på grund af nedsat arbejdsevne, at du har ledsagertimer 10 timer om ugen, at der er foretaget væsentlige ændringer i din bolig på af din nedsatte funktionsevne, at du har nødkaldeanlæg, som du ikke har kunnet anvende uden håndsrækningshjælp inden for rækkevidde, at den bevilgede 1½ times praktisk bistand om ugen ikke er tilstrækkelig, at din nedsatte funktionsevne har store praktiske konsekvenser i din hverdag i henseende til rengøring, vask, småreparationer og havearbejde, at du har merudgifter til reparation af din handicapbil, at du har merudgifter til forskellige behandlingsformer, at du har merudgifter til særligt fodtøj og slitage heraf, samt at du har ansvaret alene for din mindreårige datter. Du henviser til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 172-09, hvoraf det fremgår, at gældende regler på området skal fortolkes således, at retstilstanden skal føres tilbage til den generelle praksis, der var gældende før sommeren 2007. Du havde på dette tidspunkt merudgiftsbevilling.
• Nævnet har ved genvurdering af sagen bemærket, at ordet ”omfattende” ved en fejl var anvendt i nævnets afgørelse af 14. september 2009, men at denne redaktionelle fejl ikke ændrede ved resultatet af nævnets afgørelse. Nævnet anførte endvidere, at afgørelsen var truffet i henhold til lov om social service § 100, jf. § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1124 af 25. november 2008 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Nævnet havde ikke yderligere bemærkninger til sagen.
• Sag nr. 17, tidligere principmeddelelse 119-11, j.nr. 3500325-10
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da Statsforvaltningen, Det sociale Nævn, traf afgørelse i sagen
• –
• Statsforvaltningens afgørelse af 10. marts 2010
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 8. april 2010
• –
• Statsforvaltningens genvurdering
• A Kommune traf afgørelse i september 2009 om, du ikke var omfattet af personkredsen efter reglerne om merudgifter til voksne.
• Det Sociale Nævn stadfæstede kommunens afgørelse.
• Nævnet vurderede at din funktionsnedsættelse ikke havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse.
• Du ankede sagen, da du fandt sagen var af principiel betydning.
• Sag nr. 18, tidligere principmeddelelse 50-12, j.nr. 3500299-10
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da Statsforvaltningen, Det sociale Nævn, traf afgørelse i sagen
• • Statsforvaltningens afgørelse af 23. marts 2010
• • Klagen til Ankestyrelsen af 30. marts 2010
• • Statsforvaltningens genvurdering
• A Kommune traf i september 2009 afgørelse om, at du ikke var omfattet af personkredsen efter reglerne om merudgifter til voksne.
• Det Sociale Nævn stadfæstede kommunens afgørelse.
• Nævnet vurderede at din funktionsnedsættelse ikke havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, som det efter praksis kræves for at få bevilget merudgifter.
• Sag nr. 19, tidligere principmeddelelse 87-12, j.nr. 5200025-12
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 28. april 2010
• –
• Klagen til Folketingets Ombudsmand af 28. maj 2010
• –
• Ombudsmandens brev af 2. september 2010 til nævnet
• –
• Nævnets svar til ombudsmanden (udateret)
• Det fremgår af sagen, at du siden 2005 havde modtaget merudgiftsydelser efter servicelovens § 100. I 2009 foretog din kommune en revision af din sag og ved afgørelse af 25. november 2005 meddelte kommunen dig, at du ikke længere var omfattet af personkredsen i bestemmelsen. Kommunen foretog en konkret vurdering af dine forhold og funktionsevne. Kommunen begrundede ikke nærmere, hvorfor der var foretaget en ændret vurdering i forhold til tidligere, men henviste til praksis udmeldt af Ankestyrelsen i Principafgørelserne C-48-06 og C-51-09.
• Ved afgørelse af 28. april 2010 stadfæstede nævnet kommunens afgørelse. Nævnet foretog tillige en konkret vurdering af dine forhold og din funktionsevne og henviste derudover til, at den omstændighed, at du tidligere havde fået bevilget merudgiftsydelse, ikke kunne føre til et andet resultat.
• Sag nr. 20, tidligere principmeddelelse 114-12, j.nr. 5200060-12
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 26. maj 2011
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 22. juni med bemærkninger af 5. august 2011
• –
• Nævnets genvurdering
• –
• Lægelige akter fra kommunen af 4. november 2011
• A Kommune traf den 2. august 2010 afgørelse om, at NN ikke havde ret dækning af nødvendige merudgifter jf. servicelovens § 100. Kommunen begrundede afgørelsen med, at udgifter til rengøringsartikler, plejeartikler, vask, vand- og elforbrug og kassering af tøj og merudgift til husleje ikke var nødvendige merudgifter.
• Kommunen henviste til, at merudgiften skulle være
• –
• Nødvendig
• –
• En følge af den nedsatte funktionsevne
• –
• Et led i den daglige livsførelse
• –
• Omfattet af den almindelige sektoransvarlighed
• Kommunen henviste til nævnets tidligere afgørelse, om at ansøger var omfattet af personkredsen.
• Kommunen vurderede, at der ikke var et reelt behov for de øgede udgifter, da disse var forbundet med ansøgers tvangshandlinger. Det blev vurderet, at udgifterne ikke var en følge af pågældendes funktionsnedsættelse, samt at hjælp til afholdelse af de ovennævnte udgifter ville kunne understøtte og forværre OCD lidelsen.
• Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
• Nævnet har begrundet afgørelsen med, at tvangshandlinger var en del af NNs funktionsnedsættelse, og at kommunen skulle medtage de nødvendige merudgifter, som NN havde som følger heraf i merudgiftsberegningen.
• Kommunen skulle derfor afklare, i hvilket omfang, NN havde nødvendige merudgifter i forbindelse med funktionsnedsættelsen, herunder tvangshandlingerne.
• Nævnet lagde ved vurdering vægt på, at
• –
• NN var 34 år og boede sammen med sine børn
• –
• led af OCD,
• –
• var omfattet af personkredsen, der kunne få dækket nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100, jf. nævnets tidligere afgørelse
• –
• tvangshandlingerne var en direkte følge af lidelsen OCD
• –
• af lægeattest fremgik det, at sygdommen hos NN primært manifesterede sig ved vaske- og renlighedsritualer. Dette betød, at patienten havde mange udgifter i forbindelse med vask, rengøring og personlig hygiejne. Dette gjorde sig også gældende i forhold til patientens børn.
• Nævnet var opmærksomt på, at kommunen i sin afgørelse vedrørende udgifterne til vand, el, tøj og rengørings- og plejeartikler havde begrundet afslaget med, at der ikke sås et reelt behov, og at der derimod var tale om øgede udgifter på grund af tvangshandlinger.
• Det var nævnets opfattelse, at tvangshandlingerne var en del af funktionsnedsættelsen, og at behovet for en øget anvendelse af vand, el, tøj og rengørings- og plejeartikler var nødvendig.
• Kommunen måtte afklare, i hvilket omfang de anførte udgifter var merudgifter, set i forhold til personer uden funktionsnedsættelse.
• Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at A Kommune gjorde gældende, at nødvendigheden af merudgifter ved en nedsættelse af funktionsevnen skulle afgøres i henhold til normalforståelsen af begrebet ”nødvendighed”. Nødvendigheden var af nævnet vurderet i forhold til borgerens oplysninger om merudgifter i dagligdagen på grund af OCD. Dette medførte, at nødvendigheden af udgifterne var sandsynliggjort med baggrund i borgerens oplevelse af nødvendigheden.
• A Kommune var bekymret for risikoen for at komme til at medvirke til borgerens uhensigtsmæssige adfærd gennem blandt andet overdreven vask af hænder m.v., i princippet i ubegrænset omfang.
• Kommunen var endvidere bekymret for, om nævnets afgørelse ville danne præcedens i andre lignende sager.
• A Kommune anmodede om, at Ankestyrelsen optog sagen til behandling til afklaring af, om merudgifter på grund af tvangshandlinger var nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.
• Kommunen henviste til, at Ankestyrelsen den 11. august 2011 havde meddelt, at styrelsen ville behandle sagen for at afklare, om en person med OCD og omfattende tvangshandlinger var omfattet af personkredsen efter merudgiftsreglerne. Klagefristen var overskredet, og Ankestyrelsen meddelte den 23. december 2010, at Ankestyrelsen ikke kunne behandle sagen.
• Nævnet har ved genvurderingen bemærket, at nævnet havde lagt vægt på, at tvangshandlingerne var en direkte følge af den psykiske funktionsnedsættelse. Det var herefter nævnets vurdering, at de merudgifter, som opstod som følge af tvangshandlingerne var nødvendige set i sammenhæng med funktionsnedsættelsen.
• Ankestyrelsen havde ved brev af 26. august 2011 bedt nævnet oplyse, i hvilket omfang principafgørelse C-33-07 var indgået i nævnets vurdering af sagen.
• Nævnet har den 30. august 2011 oplyst, at der ikke var taget stilling til personkredsen i denne afgørelse. Ved afgørelse af 12. maj 2010 havde nævnet taget stilling til spørgsmålet om personkredsen i sagen. I den forbindelse havde nævnet forholdt sig til principafgørelse C-33-07 og havde konkret vurderet, at NN var omfattet af personkredsen. Nævnets afgørelse af 26. maj 2011 var alene en stillingtagen til de konkrete merudgifter.
• Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
• Sag nr. 21, tidligere principmeddelelse 171-12, j.nr. 5200076-12
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 - § 100
• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• –
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• –
• Nævnets afgørelse af 2. august 2011
• –
• Klagen til Ankestyrelsen af 30. august 2011 med uddybende bemærkninger af 12. september 2011
• –
• Nævnets genvurdering
• A Kommune traf den 2. december 2010 afgørelse om, at NN ikke havde ret til merudgifter efter servicelovens 100, da hun ikke var omfattet af personkredsen.
• Kommunen vurderede, at NN havde en varigt nedsat psykisk funktionsevne, at denne funktionsnedsættelse gav nogle begrænsninger i hverdagen, men kunne ikke karakteriseres som at have en indgribende karakter i den daglige tilværelse. Den nedsatte funktionsevne var ikke af en sådan karakter, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Det blev ikke vurderet, at lidelsen uden relevant behandling ville blive akut livstruende, men at der ved medicinophør ville være en risiko for gennembrud af psykotisk symptomer, og at dette kunne føre til en væsentlig funktionsnedsættelse.
• De iværksatte hjælpeforanstaltninger bestod i, at NN var tilkendt førtidspension.
• Kommunen henviste til Ankestyrelsens principafgørelse C-39-08 og 56-09.
• Nævnet ændrede den 3. august 2011 kommunens afgørelse. Nævnet hjemviste samtidigt sagen til beregning af størrelsen af eventuelle merudgifter.
• Nævnet har begrundet afgørelsen med, at NN tilhørte personkredsen, da hun havde en varigt nedsat funktionsevne, som var indgribende i dagligdagen, og som medførte, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
• Nævnet anførte, at vurderingen af om en person var omfattet af personkredsen, der havde ret til merudgifter, skulle foretages uafhængigt af den løbende behandling for personens lidelse.
• Der blev lagt vægt på, at lidelsen uden relevant behandling ville blive akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.
• NN led at en skizoid personlighedsforstyrrelse med markante træk af paranoid personlighedsforstyrrelse.
• NN Havde svært ved at fungere i sociale sammenhænge – både privat og arbejdsmæssigt. Tilstanden var forværret og blev beskrevet som varig.
• NN var ifølge statusattest af 1. november 2010 i intensiv behandling med antipsykotiske, antidepressive, og beroligende midler samt sovemedicin. Det fremgik videre, at umiddelbart ophør med disse præparater ville have en ganske drastisk effekt med risiko for gennembrud af psykotiske symptomer og føre til en væsentlig funktionsnedsættelse.
• Efter en konkret vurdering fandt nævnet, at behandlingen med medicin var at betragte som værende ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, når der i vurderingen indgik det oplyste i speciallægeerklæringen af 31. maj 2007. Det syntes udelukket, at NN kunne fungerer på arbejdsmarkedet, selv på nedsat tid. Hun var på baggrund heraf bevilget førtidspension i 2007.
• A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke fandt, at der efter en helhedsvurdering i den konkrete sag var påvist, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, hvor eneste foranstaltning udover medicin var førtidspension.
• Det fremgik ikke af statusattester eller lignende, at pågældende ville være i akut livstruet ved ophør af medicinsk behandling.
• Sag nr. 22, tidligere principmeddelelse 89-15, j.nr. 2015-2123-13277
• Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015, § 100, stk. 1.
• Bekendtgørelse nr. 1434 af 23. december 2012 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse § 1, stk. 1, og 2 og § 2, stk. 1