Ankestyrelsens principmeddelelse 95-19

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at Lolland Kommune ikke kan klage over en anden kommunes afgørelse om administrativ anbringelse af en domfældt på en sikret afdeling på Kofoedsminde.

Ankestyrelsen vurderer videre, at vi ikke kan behandle sagen som et spørgsmål om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser.

Endelig vurderer vi, at sagen ikke giver anledning til at rejse en tilsynssag.

Hvad er afgørende for resultatet

Sagen drejer sig om B Kommunes anbringelse af en borger på en særligt sikret afdeling på Koefoedsminde. Sagen er indbragt for Ankestyrelsen af Lolland Kommune, som driver Kofoedsminde. Borgeren har ikke selv klaget.

Det fremgår af sagen, at B Kommune efter din anholdelse i januar 2017 placerede borgeren på en institution efter servicelovens § 107, dog således at kommunen bevilgede ekstra ressourcer til døgnbemanding under anbringelsen. Den 3. juli 2017 modtog han en dom til anbringelse som en såkaldt ”type 2 dom” med en længste tid på fem år.

Det første år gik anbringelsen godt, men fra ca. januar 2018 faldt borgeren tilbage i sin tidligere kriminalitet (brandstiftelse). Herefter forsøgte B Kommune at overføre ham til et § 108-tilbud, men der var ikke ledige pladser på egnede tilbud, jf. B Kommunes brev af 2. januar 2019.

Den 16. november 2018 traf B på denne baggrund afgørelse om, at han skulle overflyttes til en særligt sikret afdeling på Kofoedsminde.

Lolland Kommune henviser til, at B Kommune ikke har haft borgeren placeret i et egnet § 108-tilbud, før kommunen traf afgørelse om overførsel til Kofoedsminde.

Ankestyrelsen vurderer, at det fordrer en udtrykkelig hjemmel eller andre klare holdepunkter for, at Ankestyrelsen kan behandle en klage fra en kommune, her Lolland Kommune, som ikke er part i sagen. Da Lolland Kommune ikke er part i sagen om B Kommunes anbringelse af borgeren på en særligt sikret afdeling på Kofoedsminde, kan kommunen ikke klage over anbringelsen.

Vi lægger herunder vægt på, at der ikke synes at være andre særlige argumenter for at tillægge Lolland Kommune en klageadgang i disse sager. Vi henviser i den forbindelse til, at der ikke er særlige udgifter eller andre forpligtelser for Lolland kommune, som følge af anbringelse af domfældte personer, som kunne tale for en helt særlig interesse. Vi henviser herved til, at det fremgår af § 23 i bekendtgørelse om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner, at udgifterne til driften af Kofoedsminde for domfældte personer fordeles mellem alle landets kommuner efter folketal.

Ankestyrelsen kan udover klagesager behandle sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens § 61. Det fremgår af forarbejderne til ændring af retssikkerhedslovens § 61, at uenighed typisk vedrører spørgsmål om, hvorvidt en kommune er betalingskommune og evt. pligten til at yde hjælp over for en konkret borger.

Det følger af §§ 19 og 20 i bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social service, at Lolland Kommune har pligt til at modtage personer på Kofoedsminde, som er dømt til anbringelse på institutionen, eller som i medfør af en ”type 2-dom” overføres til institutionen.

Allerede fordi Lolland Kommune således har været forpligtet til at modtage borgeren på Kofoedsminde som følge af B Kommunes afgørelse, vurderer vi, at der ikke foreligger en uenighed mellem kommunerne om deres forpligtelser i retssikkerhedslovens § 61’s forstand.

Vi er opmærksomme på, at det fremgår af botilbudsvejledningens pkt. 126, at hvis Lolland Kommune er uenig i, at borgeren skal overføres til en særligt sikret afdeling på Kofoedsminde, vil sagen kunne indbringes for Ankestyrelsen i medfør af retssikkerhedslovens § 61. Vi henviser til ovenstående om, at der efter vores vurdering ikke er tale om uenighed i bestemmelsens forstand. Vi bemærker endvidere, at en vejledning ikke er en bindende retskilde, og derfor ikke i sig selv kan tjene som selvstændigt retsgrundlag for en given retstilstand, herunder særlig adgang til at klage eller indbringe sager, som ikke i øvrigt kan genfindes i gældende ret.

Endelig fører Ankestyrelsen tilsyn med, at kommunerne og regionerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Det står i § 48, stk. 1, i kommunestyrelsesloven. Ankestyrelsen beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Det står i § 48 a i kommunestyrelsesloven.

Vi skal vurdere, om sagen er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns overordnede formål og funktion. Vi lægger vægt på, om det vil have væsentlig betydning, at vi tager sagen op til behandling.

Vi vurderer, at sagen ikke giver anledning til at rejse en tilsynssag.

Om reglerne

De almindelige forvaltningsretlige kriterier for, hvem der i en forvaltningsretlig sag er klageberettiget, er sammenfaldende med de forvaltningsretlige kriterier for partsstatus.

Det forvaltningsretlige partsbegreb opfattes i praksis sådan, at en fysisk eller juridisk person er part, hvis den pågældendes interesse i en given sag er væsentlig og individuel.

Ankestyrelsen kan udover klagesager behandle sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens § 61.

Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning.

Ankestyrelsen beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.