Ankestyrelsens principmeddelelse 10-20
Beskrivelse
Det er en betingelse for fortsat at modtage fuld kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse ud over sammenlagt 1 år inden for 3 år, at man udnytter sine arbejdsmuligheder. En modtager af hjælp anse...
Journalnummer
19-47814
Indhold
Afgørelse
Du har klaget over X kommunes afgørelse om bortfald af hjælp som følge af 225-timersreglen. Kommunen afgjorde sagen den 26. august 2019.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Din hjælp skal bortfalde fra den 1. marts 2019.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
(…)
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har udnyttet dine arbejdsmuligheder.
Vi vurderer, at du ikke har haft 225 timers arbejde i perioden fra den 1. februar 2018 til den 10. februar 2019.
Vi vurderer, at optjeningsperioden ikke skal forlænges på grund af uddannelse.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du og din ægtefælle har modtaget hjælp i sammenlagt et år inden for 3 år, og at I modtager hjælp beregnet ud fra en sats på 15.180 kr. (2019-sats).
Vi lægger vægt på, at din optjeningsperiode beregnes fra 1. februar 2018 til 10. februar 2019, da din optjeningsperiode er forlænget med 10 sygedage.
Vi er opmærksomme på, at du i perioden 30. januar 2018 til 30. november 2018 har deltaget i uddannelsestilbud i form af AMU-kurser med henblik på erhvervelse af buskørekort. Uddannelsestilbuddet er givet i henhold til beskæftigelsesindsatsloven.
Vi bemærker i den forbindelse, at man efter reglerne om aktiv beskæftigelsesindsat skal stå til rådighed under uddannelsestilbud, med mindre der er ansøgt om fritagelse for rådighed under uddannelse og kommunen har vurderet, at der er tale om et af de særlige tilfælde, hvor en ansøgning om fritagelse kan imødekommes.
Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det efter reglerne er en betingelse for at forlænge optjeningsperioden med den periode, hvor du har deltaget i AMU-kurserne, at du har været fritaget fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden. Det fremgår af sagen, at du ikke er fritaget fra at stå til rådighed under dit AMU-kursus.
Om reglerne
Efter reglerne er det en betingelse for at modtage fuld hjælp ud over sammenlagt 1 år inden for 3 år, at man udnytter sine arbejdsmuligheder.
En modtager af hjælp anses for ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, når han eller hun ikke har dokumenteret at have haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder.
Opgørelsen sker for hver ægtefælle for sig.
Perioden på 12 kalendermåneder forlænges med perioder, hvor den pågældende ikke har kunnet arbejde på grund af dokumenteret sygdom og perioder, hvor den pågældendes arbejdsevne har været vurderet så begrænset, at vedkommende ikke har kunnet opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.
Perioden på 12 kalendermåneder forlænges også med perioder, hvor den pågældende har været under ordinær uddannelse eller anden uddannelse eller opkvalificering til uddannelse, hvor der ikke stilles krav om udnyttelse af arbejdsmulighederne, eller hvor den pågældende har modtaget en anden offentlig forsørgelsesydelse, der ikke er betinget af, at vedkommende udnytter sine arbejdsmuligheder.
Efter reglerne kan kommunen give tilbud om uddannelse og opkvalificering til uddannelse. Udgangspunktet er, at borgeren fortsat skal opfylde sin rådighedsforpligtelse under tilbuddet.
Kommunen kan efter ansøgning i særlige tilfælde fritage en borger fra sin rådighedsforpligtelse, hvis kommunen skønner, at tilbuddet medvirker til, at personen kan opnå fast job. Dette kan eksempelvis være tilfældet, når personen har en klar aftale om et konkret, ordinært job, hvor gennemførelse af en forudgående uddannelse, et tilbud om virksomhedspraktik eller en ansættelse med løntilskud er en afgørende forudsætning for ansættelsen.
Efter reglerne beregnes der ikke hjælp til en gift person, der ikke udnytter sine arbejdsmuligheder. Hvis ingen af ægtefællerne udnytter deres arbejdsmuligheder, beregnes der kun hjælp til den af ægtefællerne, der efter kommunens vurdering er tættest på arbejdsmarkedet.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En afgørelse om tilbagebetalingspligt, som ikke havde angivet de hovedhensyn, som havde været bestemmende for, at en kommune havde fundet, at der forelå ubegrundet opsigelse af arbejdet, måtte anses for at være utilstrækkeligt begrundet. Ankestyrelse...
Udgivet: 2020-05-07
Det er en betingelse for fortsat at modtage fuld kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse ud over sammenlagt 1 år inden for 3 år, at man udnytter sine arbejdsmuligheder. En modtager af hjælp anse...
Udgivet: 2013-07-10
Ansøger havde ikke ret til kontanthjælp i en periode, hvor hendes ægtefælle holdt ferie uden feriegodtgørelse. Begrundelsen var, at ægtefællen ikke kunne anses for at udnytte sine arbejdsmuligheder, når han holdt ferie. Ankestyrelsen henviste til, at...