Ankestyrelsens principafgørelse 54-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-09-17

Beskrivelse

Der kan bevilges hjælp til nødvendige praktiske opgaver til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Rengøring og tilknytning til...

Journalnummer

2014-2121-13619

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsen har behandlet din klage over Kommunens afgørelse af 4. februar 2014. Afgørelsen er truffet på møde.

Resultatet er:

• Kommunen skal træffe en ny afgørelse om rengøring

Det betyder, at kommunes afgørelse af 4. februar 2014 ikke gælder. Kommunen skal behandle din sag efter de retningslinjer, vi har angivet nedenfor i begrundelsen.

Du skal være opmærksom på, at kommunen godt kan komme til samme resultat som tidligere.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at kommunen ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af dit behov for rengøring.

Vi vurderer, at kommunen ikke har foretaget en helhedsvurdering af din mulighed for at udføre rengøring og samtidig have et så normalt liv som muligt.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af din klage, at du har behov for rengøring, da du har et fleksjob, som du ønsker at bevare, hvorfor du har behov for hvile. Kommunen har imidlertid oplyst telefonisk til dig, at der i kommunen ikke ydes hjælp til opgaver, man selv kan udføre, da der ikke ydes kompenserende rengøring, jf. journalnotat af 24. februar 2014.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af kommunens afgørelse, at du har konstante smerter i hoved, nakke, skuldre, hofte og fødder, hvorfor du kun kan klare rengøring af 65 m2 af din bolig ved at dele det op over flere uger, og at det er oplyst, at du har en bolig på 200 m2. Kommunen har et udgangspunkt i kvalitetstandarden på 60 m2.

Vi skal henvise til, at det følger af Ankestyrelsens praksis, at der ved vurderingen af, om opgaverne kan deles op, skal tages hensyn til borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt jf. principafgørelse 82-12.

Vi vurderer desuden, at kommunen ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af, om du har behov for hyppigere rengøring end hver 3. uge. Du har oplyst, at du har hudgener fra støvet i din bolig. Kommunen henviser til, at det kun er husstøvmideallergi, der kan berettige til hyppigere rengøring end hver 3. uge.

I kommunens kvalitetsstandard beskrives muligheden for hyppigere rengøring på grund af særlige helbredsforhold, og det fremgår, at det f.eks. kan være ved diagnosen støvallergi. Støvallergi er dog alene beskrevet som et eksempel i standarden, og kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering. Kommunen skal altid vurdere, om der er baggrund for at fravige kvalitetsstandarden, jf. Ankestyrelsens principafgørelse C-3-05.

Vi finder endelig, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan træffe afgørelse i sagen.

Kommunen skal derfor indhente oplysninger om, hvorvidt du har helbredsmæssige problemer med skimmelsvamp i din bolig. Det vil sige, at kommunen skal indhente oplysninger, der konkret omhandler dig og din bolig.

Kommunen skal desuden tage stilling til, over hvor lang en periode, du vil være nødt til at dele rengøringsopgaverne op og samtidig vurdere, hvorvidt denne opdeling af opgaverne giver dig tid nok til at restituere, varetage dit fleksjob, og have mulighed for et socialt liv ved siden af udførelsen af opgaverne.

Kommunen skal desuden tage stilling til, om der i din sag er behov for at vurdere, om der skal bevilges rengøring på et større areal. Kommunen skal altid vurdere, om der er baggrund for at fravige kvalitetsstandarden. Dette fremgår af principafgørelse 20-15.

Vi bemærker, at vi med denne afgørelse alene har taget stilling til, hvorvidt du er berettiget til praktisk hjælp til rengøring.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt ud imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering. Hvis du er uenig i kommunens nye afgørelse, kan du klage efter de almindelige klageregler.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

Tilknytning til arbejdsmarkedetRengøringFleksjobHjemmehjælp

Paragraffer

§ 81§ 1§ 83

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 26-17

Udgivet: 2017-05-03

En handicappet borger kan efter serviceloven modtage kontant tilskud til aflønning af hjælpere, der udfører konkrete hjælpeopgaver i hjemmet i form af praktisk hjælp og personlig pleje. Kommunen kan i særlige tilfælde beslutte, at det kontante tilsku...

Ankestyrelsens principafgørelse C-57-03

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen fandt ikke, at en ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers klagesager som en nødvendig merudgift efter serviceloven eller som en rimel...

Ankestyrelsens principafgørelse C-40-03

Udgivet: 2013-07-10

Forældrene til en stærkt handicappet dreng med muskelsvind var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for sønnens hjælper i forbindelse med familiens ferie i en uge i udlandet. D...