Ankestyrelsens principafgørelse 168-09

GældendeÅr: 2009Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Indfrielse af ikke forfalden gæld måtte anses for uforsvarlig økonomi. Kommunen havde med rette ydet kontanthjælp med tilbagebetalingspligt fra den 19. august 2008. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vægt på, at der var tal...

Journalnummer

J.nr.: 2000103-09

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93, stk. 1, nr. 1

Afgørelse

Kommunen havde med rette ydet kontanthjælp med tilbagebetalingspligt fra den 19. august 2008.

Kommunen skulle tage stilling til, hvor længe tilbagebetalingspligten skulle gælde.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at indfrielsen af ikke forfalden gæld på kvindens kreditforeningslån, måtte anses for uforsvarlig økonomi.

Ved denne vurdering lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på, at der var tale om et lån, som hverken var forfaldent eller misligholdt, og at kvindens indtægt var uændret, da hun bad om nedskrivningen.

Beskæftigelsesudvalget lagde desuden vægt på, at nedskrivningen skete på kvindens initiativ.

Beskæftigelsesudvalget lagde endvidere vægt på principperne i Principafgørelse A-39-03 om, at det ikke kunne anses for uforsvarlig økonomi at indfri forfalden gæld. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var muligt for en kontanthjælpsmodtager, der kom i besiddelse af en formue, at tilbageholde denne formue fra en kreditor med henblik på sin egen fremtidige forsørgelse.

I Principafgørelse O-55-99 havde Ankestyrelsen meldt ud, at indfrielse af ikke forfalden gæld måtte anses for uforsvarlig økonomi. Dette gjaldt uanset, at formuen skyldtes, at ansøger havde optaget studielån, og at formuen blev brugt til at indfri disse lån.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Information

  • En kvinde omlagde i maj 2007 i fællesskab med sin samlever sit kreditforeningslån, og fik et samlet provenu på ca. 200.000 kr. Lånet skulle bruges til at lave ny indkørsel, istandsættelse af 1. salen og nyt badeværelse. I juli 2008 traf beskæftigelsesankenævnet afgørelse om, at kommunen var berettiget til at standse kvindens kontanthjælp på grund af formuen. Det var alene halvdelen af lånets beløb, der vedrørte hende. Den 19. august 2008 nedskrev banken lånet med 90.000 kr.
  • Kommunen traf i september 2008 afgørelse om, at kvinden var berettiget til kontanthjælp med virkning fra den 19. august 2008. Kontanthjælpen blev bevilget mod tilbagebetaling på grund af uforsvarlig økonomi.
  • Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden handlede økonomisk uforsvarligt ved at nedskrive sit lån, uden at det var krævet indfriet, og kommunen var derved berettiget til at gøre kontanthjælpen tilbagebetalingspligtig. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at nedskrive lånet den 19. august 2008, idetkvindens indtægt var uændret, og gælden hverken var forfalden eller misligholdt. Kvinden handlede derved økonomisk uansvarligt, da hun bad om nedskrivningen.
  • Kvindens advokat klagede over nævnets afgørelse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om indfrielse af ikke forfalden gæld måtte anses for uforsvarlig økonomi. Sagen blev antaget som supplement til Principafgørelser O-55-99 og A-39-03.
  • Note:
  • *) Principafgørelse O-57-95 kasseres samtidig.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpFormueIndfrielse af gældUforsvarlig økonomi

Paragraffer

§ 93

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 214-11

Udgivet: 2013-07-10

Aktivlovens bestemmelse om tilbagebetaling skal anvendes i tilfælde, hvor en person kan bebrejdes, at pågældende har mistet et andet forsørgelsesgrundlag, som der ellers ville væreret til. Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at kræve tilbagebeta...

Ankestyrelsens principafgørelse A-18-01

Udgivet: 2013-07-10

Forbrug af løn før tiden som følge af alkoholforbrug var ikke i sig selv en ændring af ansøgers forhold (social begivenhed), der kunne begrunde udbetaling af kontanthjælp....

Ankestyrelsens principafgørelse A-27-01

Udgivet: 2013-07-10

Det kunne ikke sidestilles med uforsvarlig økonomi, at ansøger havde sagt sit arbejde op, uden at have andet forsørgelsesgrundlag. Et krav om eventuel tilbagebetalingspligt på grund af ubegrundet opgivelse af arbejde burde have været rejst efter best...