Ankestyrelsens principafgørelse 214-11

GældendeÅr: 2011Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Aktivlovens bestemmelse om tilbagebetaling skal anvendes i tilfælde, hvor en person kan bebrejdes, at pågældende har mistet et andet forsørgelsesgrundlag, som der ellers ville væreret til. Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at kræve tilbagebeta...

Journalnummer

J.nr.: 2100522-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 93, stk. 1, nr. 2

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om betingelserne for at kræve tilbagebetaling af hjælp efter § 93, stk. 1, nr. 2, i Lov om aktiv socialpolitik.

Resultatet er

• NN skal ikke tilbagebetale kontanthjælpen, som kommunen bevilgede den 5. maj 2010

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Nordjylland.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke taget stilling til, om NN opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Kommunen har truffet beslutning om, at NN skal betale kontanthjælp tilbage efter reglen i aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2.

Efter bestemmelsen kan kommunen træffe beslutning om tilbagebetaling, når der ydes hjælp, fordi modtageren ikke har givet nødvendige oplysninger til andre offentlige myndigheder, private m.fl., der har betydning for modtagelse af anden offentlig forsørgelsesydelse eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v.

Vi finder, at NNs situation ikke er omfattet af denne bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp. Han har ikke undladt at give oplysninger, der ville have ført til, at han kunne modtage en anden ydelse til forsørgelse.

Vi har lagt vægt på, at NN har søgt kontanthjælp, fordi han ikke har ret til at modtage sygedagpenge.

Kommunen har fundet det sandsynliggjort, at NN har arbejdet samtidig med, at han har modtaget sygedagpenge, og at han har tilsidesat sin oplysningspligt. NN er blevet pålagt at tilbagebetale uretmæssigt modtagne sygedagpenge.

Vi har lagt vægt på, at bestemmelsen om tilbagebetaling i lovens § 93, stk. 1, nr. 2, finder anvendelse, hvor en person kan bebrejdes, at pågældende har opgivet et andet forsørgelsesgrundlag, som der er ret til.

Ifølge forarbejderne giver reglen hjemmel til at kræve tilbagebetaling af kontanthjælp, hvis modtageren tilsidesætter sin oplysningspligt i et andet system, der har betydning for modtagelsen af anden forsørgelsesydelse end kontanthjælp med den virkning, at den anden ydelse bortfalder.

Vi har lagt vægt på, at NN ikke ville have haft ret til sygedagpenge, hvis han havde opfyldt sin oplysningspligt om arbejde.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • Nævnets afgørelse af 22. november 2010
  • • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 25. november 2010
  • • Nævnets genvurdering
  • • Nævnets supplerende oplysninger af 4. februar 2011
  • AA træffer afgørelse af 5. maj 2010 om, at NN skal tilbagebetale kontanthjælp efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2.
  • Kommunen begrunder afgørelsen med, at NN har tilsidesat sin oplysningspligt.
  • Nævnet ændrer kommunens afgørelse. Nævnet finder, at NN har ret til udbetaling af kontanthjælp uden tilbagebetalingspligt.
  • Det er nævnets opfattelse, at kommunen ikke kunne anvende aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2, til at træffe afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælpen. Nævnet vurderer, at bestemmelsen vedrører den situation, at behovet for kontanthjælp skyldes, at der ikke kan udbetales en anden forsørgelsesydelse, fordi der ikke er givet de nødvendige oplysninger.
  • Kommunen klager over nævnets afgørelse.
  • Det er kommunens vurdering, at sagen opfylder kriterierne for anvendelse af aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2, jf. lovbemærkningerne.
  • Kommunen oplyser, at NN har mistet sin ret til sygedagpenge, idet han efter kommunens vurdering har været i arbejde uden at oplyse herom til kommunen og dermed tilsidesat sin oplysningspligt.
  • Nævnet oplyser supplerende, at det ikke er manglende overholdelse at oplysningspligten, der er årsag til, at NN har mistet retten til sygedagpenge. Nævnet finder, at overholdelse af oplysningspligten tværtimod ville have bevirket, at han ikke ville have fået udbetalt sygedagpenge.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpTilbagebetalingBortfald af anden ydelseOplysningspligt

Paragraffer

§ 93

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-38-06

Udgivet: 2013-07-10

Der var ikke ret til kontanthjælp under forlænget barselorlov udover 46 uger, idet ansøger ved at have indgået aftale med arbejdsgiveren om forlænget barselorlov havde fraskrevet sig muligheden for at arbejde og klart havde tilkendegivet, at hun ikke...

Ankestyrelsens principafgørelse A-27-01

Udgivet: 2013-07-10

Det kunne ikke sidestilles med uforsvarlig økonomi, at ansøger havde sagt sit arbejde op, uden at have andet forsørgelsesgrundlag. Et krav om eventuel tilbagebetalingspligt på grund af ubegrundet opgivelse af arbejde burde have været rejst efter best...

Ankestyrelsens principafgørelse A-17-07

Udgivet: 2013-07-10

En kommune kunne ikke generelt henvise til, at der var tale om uforsvarlig økonomi, når en ansøger ikke kunne betale en forudsigelig udgift. Der skulle tages konkret stilling til, hvori den uforsvarlige økonomi bestod....