Ankestyrelsens principafgørelse 83-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-12-04

Beskrivelse

Når borgeren søger om en bestemt form for hjælp, f.eks. et ressourceforløb, skal kommunen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, herunder borgerens helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold vurdere...

Journalnummer

2014-4115-53120

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over XX Kommunes afvisning af 3. oktober 2014 af at behandle din ansøgning om ressourceforløb.

Resultatet er

Kommunen skal behandle din sag igen

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

Det betyder også, at kommunen, inden den træffer afgørelse, skal tage stilling til, om du har ret til hjælp og i givet fald hvilken.

Kommunen vil kontakte dig.

Ankestyrelsen kritiserer, at kommunen har begået fejl i sagsbehandlingen ved ikke at have truffet en afgørelse i din sag, men blot har afvist at behandle din ansøgning.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen skal træffe afgørelse om, hvorvidt du har ret til hjælp og i givet fald hvilken.

Kommunen skal træffe afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af din samlede situation, herunder dine helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold.

Det er vores opfattelse, at en borger ikke kan anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om ressourceforløb, da der ikke i reglerne om ressourceforløb er hjemmel til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om hjælp.

Vi har således lagt vægt på, at kommunen skal se en ansøgning om ressourceforløb i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning og dermed i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.

Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om der er grundlag for at behandle din sag med henblik på ressourceforløb, eller om der skal iværksættes andre initiativer.

Du har derfor ret til at få en afgørelse om, hvorvidt du har ret til hjælp. Det følger desuden af principperne for god forvaltningsskik, at kommunen skal svare på konkrete spørgsmål fra en borger. Du har derfor også ret til at få et svar på dit spørgsmål om ressourceforløb.

Kommunen skal kun starte behandling af sag om ressourceforløb i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for ressourceforløb.

Kommunen har kun pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at starte behandling af sag om ressourceforløb. Kommunen har endvidere kun pligt til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, hvis sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Vi henviser til Ankestyrelsens principafgørelse 6-14.

Efter reglerne skal kommunalbestyrelsen behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Efter reglerne skal kommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Metadata

Retsområder

ServicelovenRetssikkerhedsloven

Nøgleord

HelhedsvurderingAnsøgningBegrundelseGod forvaltningsskikRessourceforløbAfgørelse

Paragraffer

§ 3§ 5

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 34-18

Udgivet: 2018-06-23

Kommunen skal tilbyde vedligeholdelsestræning til børn og voksne, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Kommunen kan ikke give afslag på vedligeholdelsestræning alene med den begru...

Ankestyrelsens principafgørelse 94-11

Udgivet: 2013-07-10

Der kunne ikke ydes dækning af udgifter til ledsagers transport og aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Det var en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ...

Ankestyrelsens principafgørelse C-61-01

Udgivet: 2013-07-10

Efter hjælpemiddelbekendtgørelsen ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end én årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv den første årlige udskiftning. Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at en kør...