Ankestyrelsens principmeddelelse 31-22 om anbringelse - overgreb - medicinering/psykofarmaka
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen belyser Ankestyrelsens praksis om, hvornår der er tale om et overgreb i anbringelsessager. Hvis der er en åbenbar risiko for, at et barn eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grun...
Journalnummer
21-5947
Indhold
Afgørelse
A og C har klaget over børn og unge-udvalget i X Kommunes afgørelse om barnet C.
Ankestyrelsen har nu afgjort sagen i møde.
Resultatet er:
C skal være anbragt uden for hjemmet
Sagen om C skal tages op igen om 2 år fra vores afgørelse eller endelig dom
[…]
[…]
[…]
Det betyder, at vi stadfæster børn og unge-udvalgets afgørelse. […]
Begrundelsen for afgørelsen om anbringelse
Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen
Vi vurderer, at der er en åbenbar risiko for, at C’s sundhed og udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for og behandling af C, på grund af adfærds- og tilpasningsproblemer hos C og på grund af overgreb begået mod C i hjemmet hos A.
Vi vurderer, at A og B på grund af begrænsede personlige ressourcer ikke kan give C tilstrækkelig omsorg og pleje i dagligdagen og sikre C den behandling, som C har brug for på grund af C’s adfærds og følelsesmæssige problemer.
Vi vurderer, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under C’s ophold i hjemmet selv med støtteforanstaltninger. Vi vurderer derfor, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at løse problemerne.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at der igennem en længere periode har været udtrykt bekymring for C’s sundhed og udvikling fra forskellige fagfolk.
Vi lægger vægt på, at A er beskrevet med en mangelfuld til jævn mentaliseringsevne. A har videre svært ved på klar og tydelig vis og imødekomme C’s behov for krav- og rammesætning i hverdagen. A udviser ikke stabil markering af grænser og regler. Hun viser ikke en emotionel konsistens ved konflikter, fordi hun slet ikke ønsker konflikter, men forsøger at undgå dem. Dette medfører, at hendes krav til C afhænger af hendes egen psykiske tilstand og derfor vil være svingende.
Vi lægger også vægt på, at A har givet C sin egen psykofarmaka uden at have konsulteret en læge på forhånd. Vi vurderer derfor, at anbringelsen også skal gælde efter servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 2 om overgreb, som barnet har været udsat for. Vi er opmærksomme på, at A på mødet i Ankestyrelsen oplyser, at sigtelsen mod hende er frafaldet. Vi vurderer dog fortsat, at der er tale om et overgreb efter servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 2. Det skyldes, at C’s personlige integritet og legeme har været udsat for overgreb ved, at A gav C sin medicin. Der er i denne forbindelse uden betydning, at C har været klar over dette, da C har en alder og nogle vanskeligheder som medfører, at C ikke kan forventes at kende til de mulige konsekvenser. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at A har erkendt forholdet.
Vi lægger vægt på, at B ikke har været primær omsorgsperson for C. B har modtaget støtteforanstaltninger i form af familiebehandling i hjemmet. Formålet med familiebehandlingen var samtaler med B, samt at arbejde med relation, kontakt og samspil mellem B og […]. C har ikke ønsket at se B i perioden, og B har derfor ikke været en del af familiebehandlingen. Vi bemærker, at B samtykker til anbringelsen af C uden for hjemmet.
Vi lægger også vægt på, at der er beskrevet et højt konfliktniveau imellem A og B. Det har medvirket til at påvirke C negativt.
Om C lægger vi vægt på, at C er beskrevet med et massivt behandlingsbehov. Det fremgår af afsluttende notat fra Børnehus X, at C er en særdeles traumebelastet pige med store psyko-sociale udfordringer. C vurderes belastet af kumulative traumer, som har stået på i mange år. C spiser ikke tilstrækkeligt og har været indlagt grundet psykiske vanskeligheder. C er beskrevet med særlige behandlingskrævende vanskeligheder.
Vi lægger vægt på, at der tidligere har været iværksat foranstaltninger, der ikke har bedret de hjemlige forhold for C. Der har blandt andet været forsøgt med familiebehandling i hjemmet hos A og hos B. Vi lægger også vægt på, at C’s vanskeligheder er af en sådan karakter, at C’s behandlingsbehov ikke kan imødekommes ved ophold hos A eller B.
Vi er opmærksomme på, at Børnehus X beskriver i deres afsluttende notat […], at A er en nøgleperson i forhold til at motivere C til at modtage behandling. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi vurderer, at A ikke på nuværende tidspunkt har ressourcer og overskud til at se og agere relevant på C’s behov for ro, tryghed og forudsigelighed i anbringelsen. Vi bemærker i den forbindelse også, at det afsluttende notat fra Børnehus X er udarbejdet inden A giver C sin egen psykofarmaka uden først at have konsulteret en læge.
Vi er også opmærksomme på, at A mener, at hun godt kan varetage omsorgen for C i hjemmet. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi fortsat vurderer, at A ikke har de fornødne ressourcer til at sikre C’s daglige trivsel. vi lægger i denne forbindelse vægt på, at C har behandlingskrævende vanskeligheder, som medfører, at hun har særlige behov, som skal imødekommes i hverdagen.
Vi er opmærksomme på, at C har givet udtryk for, at C ønsker at bo hjemme. Vi vurderer dog, uanset C’s holdning, at det er bedst for hende at være anbragt uden for hjemmet.
Oplysningerne om C, A og B fremgår særligt af […]
Om reglerne
Vi har brugt servicelovens regel om, at børn og unge-udvalget uden samtykke kan beslutte, at et barn eller en ung skal være anbragt uden for hjemmet. Det er en betingelse, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges udvikling på grund af forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge selv. Det er desuden en betingelse, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge bor hjemme.
Begrundelsen for afgørelsen om genbehandlingsfrist
Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen
Vi vurderer, at der ikke er grund til at fravige hovedreglen om, at børn og unge-udvalget skal afgøre sagen igen inden 2 år.
Oplysningerne i sagen tyder på, at A og B’s forhold ikke vil ændre sig væsentligt inden for denne periode.
C har brug for behandling og ophold blandt ansvarlige og forudsigelige voksne i længere tid.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at A og B har vanskeligheder af omfattende og længerevarende karakter. Vi lægger i denne forbindelse vægt på, at A er beskrevet med en mangelfuld til jævn mentaliseringsevne og at A har svært ved at imødekomme C’s behov for struktur og faste rammer.
Vi lægger også vægt på, at C er beskrevet med massive behandlingsbehov, som kræver behandling igennem en længere periode.
Vi lægger desuden vægt på de oplysninger, som er beskrevet under vores begrundelse om anbringelse.
C har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Vi har derfor anvendt servicelovens almindelige udgangspunkt om en genbehandlingsfrist på 2 år, når barnet har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Det er i denne forbindelse uden betydning, at C’s anbringelse uden for hjemmet var med samtykke fra forældremyndighedsindehaverne.
Vi er opmærksomme på, at A mener, at A kan varetage omsorgen for C inden for en kortere periode, eventuelt med støtte i hjemmet. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi fortsat vurderer, at A har vanskeligheder af omfattende og længerevarende karakter. Vi lægger i denne forbindelse også vægt på, at C er beskrevet med massiv behandlingsbehov, som kræver behandling igennem en længere periode.
Oplysningerne om C, A og B fremgår af […]
Om reglerne
Vi har brugt servicelovens regler om, at børn og unge-udvalget senest skal afgøre sagen igen inden 2 år. Dette gælder, hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før udvalgets afgørelse. Vi kan fastsætte en kortere eller en længere frist.
Fristen på 2 år gælder fra vores afgørelse. Hvis der bliver klaget over vores afgørelse, gælder fristen dog fra rettens dom.
[…]
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
.
En børnesagkyndig konsulent har deltaget i sagens behandling med råd og vejledning.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2022-10-15
Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen belyser Ankestyrelsens praksis om, hvornår der er tale om et overgreb i anbringelsessager. Hvis der er en åbenbar risiko for, at et barn eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grun...