Ankestyrelsens principafgørelse 139-12
Beskrivelse
Det er en betingelse for at få sygedagpenge, at man har anmeldt sygefraværet rettidigt. Der kan i visse tilfælde gives dispensation. Efter reglerne i sygedagpengeloven skal en selvstændigt erhvervsdrivende anmelde sygefravær til kommunen senest tre u...
Journalnummer
J.nr.: 5600026-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 653 af 26. juni 2012 - § 43
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sag om anvendelse af dispensationsreglerne ved anmeldelse af sygefravær.
Resultatet er
• NN har først ret til sygedagpenge fra den 17. marts 2011
Det betyder, at NN ikke får dispensation fra anmeldelsesfristen.
Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN først har ret til sygedagpenge fra den 17. marts 2011
NN opfylder ikke betingelsen for at få sygedagpenge i perioden 28. december 2010 – 16. marts 2011, fordi han først har anmeldt sit sygefravær den 17. marts 2011.
Vi har lagt vægt på, at kommunen først har modtaget anmeldelse om sygefravær den 17. marts 2011, hvilket er efter udløbet af tre-ugers fristen.
Den første sygefraværsdag var den 13. december 2010. NN, som ikke havde tegnet sygedagpengeforsikring, havde efter reglerne mulighed for sygedagpenge fra den 28. december 2010.
Det er en betingelse for at få sygedagpenge, at man har anmeldt sygefraværet rettidigt.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at der ikke er særligt undskyldende forhold i denne sag, der kan begrunde en dispensation fra den for sene anmeldelse af sygefravær.
Efter reglerne i sygedagpengeloven skal en selvstændigt erhvervsdrivende anmelde sygefravær til kommunen senest tre uger efter første fraværsdag for at sikre sig sygedagpenge fra sygedagpengerettens indtræden.
Hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senere, har den selvstændige først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget.
Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige for eksempel på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt.
Anmelder har anført, at han ikke kendte til muligheden for at søge om sygedagpenge fra kommunen. Han fik konstateret kræft den 1. december 2010 og blev indlagt til operation den 13. december 2010. Efterfølgende har hans dagligdag været påvirket af følgerne efter sygdommen, så han har været uarbejdsdygtig en stor del af sin arbejdsdag.
Beskæftigelsesudvalget finder, at NN ikke har været forhindret i at anmelde sit sygefravær til tiden. At han ikke havde kendskab til muligheden for at få sygedagpenge, kan ikke føre til en dispensation fra anmeldelsesfristen, idet ukendskab til reglerne ikke i sig selv er et særligt undskyldende forhold. Han kan derfor først få sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget anmeldelsen.
Det fremgår af praksis, at der i sager, hvor der ikke er dispenseret fra anmeldelsesfristen, er lagt vægt på, at anmelder kendte til reglerne. Det betyder imidlertid ikke, at der omvendt er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen, alene fordi anmelder ikke kendte til reglerne.
Der skal være særlige omstændigheder i øvrigt, der taler for at give dispensation fra anmeldelsesfristen.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 19. april 2011
- • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 16. maj 2011
- • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
- Kommunen traf 18. marts 2011 afgørelse om delvis afslag på sygedagpenge. Kommunen gav afslag på sygedagpenge for perioden 13. december 2010 til 12. marts 2011 (skulle være 17. marts 2011), fordi anmeldelsen er modtaget for sent. Kommunen modtog den 17. marts 2011 anmodning om sygedagpenge for perioden fra den 13. december 2010. (Kommunen har udbetalt sygedagpenge fra den 17. marts 2011).
- Beskæftigelsesankenævnet ændrede den 19. april 2011 kommunens afgørelse. Det betød, at borgeren (selvstændigt erhvervsdrivende) havde ret til sygedagpenge fra den 28. december 2010, hvis han opfyldte de øvrige betingelser i sygedagpengeloven.
- Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at der er særlige undskyldende forhold, der taler for at fristen for at anmelde sygdom kan fraviges. Nævnet har lagt vægt på, at borgeren ikke havde kendskab til reglerne, fordi han ikke tidligere har modtaget dagpenge fra kommunen.
- Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen anker, fordi det er et juridisk grundprincip, at det må forventes, at arbejdsgivere kender den nødvendige lovgivning. Kommunen finder, at det ikke er et særligt undskyldende forhold, at arbejdsgiveren ikke har sat sig ind i den relevante lovgivning. Såfremt det var tilfældet, ville de generelle anmeldelsesregler for første gangs sygemeldinger ikke være relevante.
- Beskæftigelsesankenævnet bemærker, at det fremgår af Arbejdsdirektoratets sygedagpengevejledning nr. 9300 af 25. juni 2008 punkt 43.3, at ved afgørelsen om dispensation må der lægges vægt på, om den selvstændige må antages at være bekendt med anmeldelsesfristerne. Dispensation vil således efter omstændighederne kunne gives, hvis den selvstændige ikke tidligere har modtaget sygedagpenge fra kommunen.
- Beskæftigelsesankenævnet bemærker endvidere, at den selvstændigt erhvervsdrivende ikke er frivilligt sikret.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Kommunerne har ikke hjemmel til at kræve dokumentation af en selvstændig erhvervsdrivende for fremtidige sygefravær i form af en lægeerklæring udstedt på 1. fraværsdag. Ankestyrelsen fandt, at kommunens krav om tidligere anmeldelse end fastsat i love...
Udgivet: 2013-07-11
En freelancejournalist blev ud fra en samlet vurdering anset som lønmodtager i dagpengelovens forstand. *)...
Udgivet: 2013-12-04
Når en arbejdsgiver har anmeldt en lønmodtagers sygefravær for sent, eller en selvstændig erhvervsdrivende har anmeldt sit sygefravær for sent, indgår det i vurderingen af spørgsmålet om dispensation fra anmeldelsesreglerne, om anmelderen i det konkr...