Ankestyrelsens principafgørelse 129-12
Beskrivelse
Unge under 30 år på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp kan ikke få tilbud om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse. Ved studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse i § 37 i beskæftigelsesindsatsloven forstås en hel ordinær udd...
Journalnummer
J.nr.: 2200019-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 706 af 28. juni 2012 - § 37
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om forståelsen af begrebet ”en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse” i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 37.
Resultatet er
• 2 hf-enkeltfag er ikke omfattet af udtrykket ”en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse” i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 37
Det betyder, at NNs ansøgning om tilbud om deltagelse i de to hf-enkeltfag ikke skulle afgøres efter § 37 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.
Vi er enige i nævnets hjemvisning af sagen til ny afgørelse i kommunen. Kommunen skal derfor træffe en ny afgørelse om, hvorvidt deltagelse i de 2 hf-enkeltfag kunne gives som tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at de ansøgte hf-enkeltfagskurser i tysk og engelsk på C-niveau ikke er omfattet af udtrykket ” en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse” i lovens § 37, stk. 1.
Kommunen kunne således ikke give afslag på de ønskede hf-enkeltfag med henvisning til § 37, stk. 1.
Det er en betingelse for at give afslag på en ansøgt uddannelse efter § 37, stk. 1, at den ansøgte uddannelse er omfattet af udtrykket ”en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse”.
Vi finder, at formuleringen af og formålet med bestemmelsen medfører, at det er hele studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, der er omfattet af bestemmelsen.
Vi har lagt vægt på, at formålet med bestemmelsen er, at unge under 30 år, som er omfattet af § 2, nr. 1-3, som udgangspunkt ikke skal have tilbud om en ordinær uddannelse efter beskæftigelsesindsatsloven, når de unge er i stand til at tage uddannelsen på almindelige vilkår, herunder på det forsørgelsesgrundlag, som der normalt er på uddannelsen, for eksempel SU eller elevløn.
Vi har også lagt vægt på, at det af forarbejderne (lovforslag 183 08/09) til ændringen af § 37 i 2009 fremgår, at bestemmelsen omhandler ”ordinær uddannelse”.
Ved ændringen af § 37 i 2009 blev formuleringen om, at der ikke kunne gives tilbud om en SU-berettigende uddannelse ændret til den nuværende formulering.
Det er kun hele uddannelser, som kan betegnes som studie- og erhvervskompetencegivende. Uddannelsen skal kvalificere til enten yderligere uddannelse, for eksempel optagelse på en videregående uddannelse, eller være erhvervsrettet og kvalificere til ansættelse på arbejdsmarkedet, hvilket for eksempel er tilfældet med uddannelserne til pædagog eller politibetjent.
I tilfælde hvor der alene er ansøgt om enkelte fag, uanset om der er tale om supplering af en tidligere taget gymnasial uddannelse eller lignende, er der ikke tale om en kompetencegivende uddannelse. I disse tilfælde vil det være den tidligere uddannelse plus hf-faget, som er kompetencegivende.
NN er som forsikret ledig en del af målgruppen, som kan få tilbud om vejledning og opkvalificering, der blandt andet kan bestå af uddannelser. Det fremgår af lovens § 32.
Personer under 30 år kan som udgangspunkt ikke modtage tilbud om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse. Det fremgår af § 37, stk. 1.
Jobcenteret kan fravige bestemmelsen i § 37, stk. 1, for personer under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn eller er over 25 år og har ret og pligt til efterfølgende tilbud efter § 89.
Sagsoplysninger
- Jobcenteret har oplyst, at de ønsker Ankestyrelsens stillingtagen til fortolkningen af ordene ”studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse”, og i hvilke tilfælde det vil være muligt at bevilge ”uddannelse” til personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1-3 i beskæftigelsesindsatsloven.
- Jobcenteret oplyser videre, at de tidligere har søgt dette spørgsmål afklaret ved Arbejdsmarkedsstyrelsen, som har henvist til forarbejderne vedrørende beskæftigelsesindsatslovens § 21 b, hvoraf blandt andet er nævnt hf-enkeltfag og enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau.
- Derudover oplyser jobcenteret, at efter formuleringen af § 37, stk. 1 blev ændret således, at ordet ”SU-berettigende” er udgået, kan ret til SU ikke være afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse.
- Endelig anfører kommunen, at nævnet tidligere har truffet afgørelse om, at enkeltfagsundervisning til valgfag på masterniveau betragtes som erhvervskompetencegivende, og derfor ikke kan bevilges til ledige personer under 30 år, der er omfattet af § 2, 1-3.
- Vi bemærker, at bestemmelserne i § 21 b og § 37 skal ses i nær sammenhæng. Unge, der skal have et uddannelsespålæg, vil også være omfattet af § 37 således, at de må henvises til at tage uddannelse på ordinære vilkår.
- De uddannelser, som en ung kan pålægges at tage efter § 21 b, vil være de samme, som der ikke kan gives tilbud om efter § 37, stk. 1.
- Vi er enige i, at det ikke er afgørende om uddannelsen giver ret til SU.
- Vi henviser i øvrigt til begrundelsen for afgørelsen ovenfor, og for så vidt angår nævnet afgørelse i en anden konkret sag, henviser vi til nævnets bemærkninger herom i genvurderingen.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • de oplysninger, som forelå da Statsforvaltningen YY traf afgørelse i sagen
- • Statsforvaltningen YYs afgørelse af 7. oktober 2011
- • klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 3. november 2011
- • Statsforvaltningen YYs genvurdering
- Jobcenteret traf den 3. august 2011 afgørelse om afslag på støtte til enkeltfagene engelsk og tysk, idet jobcenteret henviste til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 37.
- Beskæftigelsesankenævnet hjemviste den 7. oktober 2011 sagen til jobcenteret.
- Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at beskæftigelsesindsatslovens § 37 ikke finder anvendelse i sagen, idet 2 hf-enkeltfag ikke udgør en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse.
- Jobcenteret har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at jobcenteret ønsker Ankestyrelsens stillingtagen til fortolkningen af ordene ”studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse”, og oplysning om i hvilke tilfælde det vil være muligt at bevilge ”uddannelse” til personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1-3 i beskæftigelsesindsatsloven.
- Det oplyses også, at jobcenteret tidligere har søgt spørgsmålet afklaret ved drøftelse med Arbejdsmarkedsstyrelsen, som har henvist til forarbejderne til lovens § 21b om uddannelsespligt for unge under 25 år.
- Jobcenteret oplyser videre, at der i forarbejderne er oplistet en række forskellige uddannelser, herunder hf-enkeltfag og enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau. Det er angivet, at de nævnte uddannelser er SU-berettigede, men at der også kan være tale om uddannelser med andet forsørgelsesgrundlag, for eksempel elevløn, praktikløn eller skoleydelse.
- Derudover anfører jobcenteret, at eftersom ordet ”su-berettigende” er udgået af § 37, anser jobcenteret ikke SU-ret som afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om en studie- og/eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
- Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at nævnet ikke har truffet afgørelse om, at hf-enkeltfag ikke er studie- og erhvervskompetencegivende, men at der ikke er tale om en hel uddannelse i § 37s forstand.
- Det er desuden nævnets opfattelse, at der ikke kan sættes direkte lighedstegn mellem uddannelse i § 21b og § 37s forstand pga. bestemmelsernes formål.
- At unge kan vælge hf-enkeltfag er ikke ensbetydende med, at disse udgør uddannelse i § 37s forstand. Det bemærkes også, at en ung kun kan pålægges hf-enkeltfag, hvis disse har et omfang, som gør at pågældende bliver berettiget til SU.
- Nævnet er enigt med kommunen i, at SU-berettigelsen ikke i sig selv er afgørende, men at det dog kan sige noget om omfanget af uddannelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-12-14
Kommunen kan bevillige tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne. Efter den 1. januar 2013 beregner kommunen tilskuddet på baggrund af gennemsnittet af indtægten i de to bedste regnskabsår, der er afsluttet inden tilkendelse...
Udgivet: 2013-07-10
Der kan ydes tilskud til hjælpemidler, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at ansøgeren opnår eller fastholder ordinær ansættelse. Hvervet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant anses for at være en naturlig del af enhver ordinær ansætt...
Udgivet: 2013-07-11
Der skulle have været udarbejdet en jobplan forud for tilbudet efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Udarbejdelse af jobplanen var en garantiforskrift. Tilsidesættelse af en garantiforskrift var en væsentlig retlig mangel. Den manglende udarbe...