Ankestyrelsens principafgørelse 13-15

Sådan vurderer vi sagen

Anbringelsen af NN har et udpræget behandlingssigte.

NN har et massivt behandlingsbehov, der har stået på over en længere periode.

Der er udsigt til udvikling af ikke ubetydeligt omfang for NN.

Vurderingen af udsigten til udvikling skal tage udgangspunkt i NN’s forudsætninger og mulighed for at udvikle sig.

Hvad har været afgørende for resultatet

Behovet for behandling

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at NN er beskrevet med autismespektrum forstyrrelse og mental retardering, og at hans behov for støtte er så massivt, at det er afgørende for hans udvikling, at han er anbragt i døgnregi.

Ankestyrelsen henviser til, at det fremgår af handleplanen af 9. oktober 2014, som er revideret den 26. januar 2015, at det overordnede formål med anbringelsen er, at NN’s vanskeligheder bliver håndteret og arbejdet med på en sådan måde, at han bibeholder de færdigheder han har og udvikler sig i et passende tempo.

Ankestyrelsen har endvidere lagt vægt på oplysningerne i udførerplanen fra institution D, som er dateret 9. oktober 2014.

Det fremgår, at NN ikke har forståelse for sit handicap, og at hans vanskeligheder primært ses ved de eksekutive funktioner, kommunikation, empati, fleksibilitet og emotionelle forudsætninger. NN er meget bundet af rutiner og er afhængig af tydelig struktur og guidning fra voksne. Det er beskrevet, at NN er impulsstyret, men at han ved intensiv og vedholdende guidning og struktur kan lære at følge et skema og en struktur.

Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at det fremgår af referat fra møde på institution D den 25. juni 2014 (dateret 30. juni 2014), at NN generelt er inde i en positiv udvikling. Han har blandt andet nemmere ved at acceptere, at andre siger noget andet, end han forventer, og han kan i højere grad end før være sammen med andre børn. Der skal dog stadig være personale i nærheden.

Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at NN er anbragt på institution D, som er et specialiseret tilbud til børn og unge med autismespektrum forstyrrelser og/eller svær ADHD. NN er omfattet af institution D’s målgruppe, og han modtager relevant behandling i forhold til sine vanskeligheder.

Udsigt til udvikling af ikke ubetydeligt omfang

Kommunen anerkender i sin genvurdering af sagen, at der forventes at ske en udvikling for NN, men kommunen vurderer, at han ikke vil udvikle sig ”i væsentlig grad”.

Ankestyrelsen er ikke enig i denne vurdering.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at vurderingen af, om der er en ”udvikling af ikke ubetydeligt omfang” skal tage udgangspunkt i det enkelte barn, og dette barns forudsætninger for at udvikle sig eller bevare sine færdigheder. Vurderingen kan ikke foretages ud fra en fast målestok, og der kan ikke stilles krav om, at barnet skal udvikle sig i en grad, så barnet ikke længere har en funktionsnedsættelse eller et omfattende behov for støtte.

Ankestyrelsen vurderer, at den udvikling, som NN har udsigt til at opnå i kraft af anbringelsen, er af væsentlig betydning for NN.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der allerede da NN var 3½ år var mistanke om en udviklingsforstyrrelse, og at der efterfølgende er konstateret autismespektrum forstyrrelse og mental retardering, samt at det i udførerplanen er beskrevet, at NN har et omfattende behov for socialpædagogisk behandling og støtte.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der på institution D er iværksat socialpædagogisk og anden behandling af NN. Institution D anvender blandt andet visuelle støttesystemer til at skabe struktur i hverdagen og gøre NN mere selvhjulpen, ligesom han får træning og støtte i social interaktion. NN modtager desuden socialpædagogisk behandling i forhold til sin ekspressive og impressive sproglige udvikling. Endelig er man opmærksom på at forebygge overvægt ved at sørge for, at NN får daglig motion. Det er oplyst, at NN responderer relevant på behandlingen, og at han er i udvikling.

Ankestyrelsens praksis

Det følger af Ankestyrelsens praksis som udmeldt i principafgørelse 158-12, at udpræget behandlingssigte skal forstås således, at der skal være et massivt behandlingsbehov, der har stået på over en længere periode, og hvor der er udsigt til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang. I situationer, hvor vanskelighederne er konstateret, skal der som udgangspunkt ikke ske fritagelse for egenbetaling ved forebyggelse af vanskelighederne med mindre der er tale om forebyggelse for at imødekomme en markant forværring af barnets eller den unges tilstand.