Ankestyrelsens principafgørelse 57-13
Beskrivelse
Der kan ydes hjælp til egenbetaling af befordringsudgifter ved benyttelse af handicapkørsel til behandling hos fysioterapeut uden for hospital efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Dette gælder, hvis der ikke kan ydes ...
Journalnummer
5200644-12
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afklaring af, i hvilket omfang transportudgifter til lægeordineret fysioterapibehandling kan dækkes efter reglerne om merudgifter, eller om udgifterne alene kan dækkes efter reglerne i sundhedsloven.
Resultatet er
• NN har ret til dækning af egenbetalingen til befordring til lægeordineret fysioterapibehandling.
Det betyder, at der kan ydes hjælp til egenbetalingen som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen har vurderet, at NN har ret til at få dækket sine merudgifter til befordring til lægeordineret fysioterapi.
NN har ret til dækning af egenbetalingen for den del, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning.
Vi har lagt vægt på NN har befordring til nødvendig behandling hos fysioterapeut 1 gang ugentligt.
Vi har lagt til grund, at NN er omfattet af den personkreds, der kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse på grund af dissemineret sclerose.
Endelig har vi lagt vægt på, at befordringsudgifter til behandling efter praksis er omfattet af servicelovens § 100. Dette gælder i det omfang, der ikke ydes hjælp til befordring efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
Vi har lagt til grund, at NN får befordring efter reglerne om handicapkørsel i region P, der er tilrettelagt efter lov om trafikselskaber. NN har herved en egenbetaling, som hun ikke ville have haft, hvis funktionsevnen ikke var nedsat.
Der er ikke ved handicapkørslen ydet støtte til transport efter reglerne i serviceloven.
Sagsoplysninger
- A Kommune har oplyst, at sagen er principiel. Afgørelsen var truffet i strid med gældende regler og praksis.
- Kommunen har henvist til nævnets afgørelse vedrørende befordring.
- A Kommune har fundet, at den lægeordinerede kørsel var omfattet af sundhedslovens regler for vederlagsfri transport, og at disse regler var udtømmende og gjorde op med kompensationsprincippet.
- Vi bemærker, at handicapkørsel ikke hører under sundhedsloven.
- Vi bemærker endvidere, at der ikke ydes befordring til tilskudsberettiget behandling hos fysioterapeut efter henvisning eller til vederlagsfri behandling hos fysioterapeut efter sundhedslovens regler.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
- • Nævnets afgørelse af 9. maj 2012
- • Klagen til Ankestyrelsen af 6. juni 2012
- • Nævnets genvurdering
- • Nævnets bemærkninger af 3. juli 2012
- A Kommune traf den 7. november 2011 afgørelse om, at NN ikke havde ret til dækning af egenbetalingen til handicapkørsel. Kommunen henviste til, at servicelovens § 100 efter sit formål ikke omfattede hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.
- Nævnet ændrede ved afgørelse af 9. maj 2012 kommunens afgørelse, således at NN havde ret til at få medtaget nødvendige merudgifter til befordring til behandling.
- Nævnet har begrundet afgørelsen med, at egenbetalingen for befordring var en nødvendig merudgift, der var en konsekvens af NNs nedsatte funktionsevne, og som ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven, jf. lovens § 100, stk. 1, sidste pkt.
- Kommunen havde henvist til, at det ikke var muligt at yde hjælp efter servicelovens § 100 til udgifter, der hidrørte fra egenbetaling efter anden lovgivning.
- Nævnet bemærkede hertil, at dette til dels var korrekt, da det fremgik af merudgiftsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 (nu § 11, stk. 1), at der ikke kunne ydes hjælp efter servicelovens § 100 til udgifter til egenbetaling, der fulgte af regler i den sociale lovgivning.
- Det var nævnets opfattelse, at reglerne om handicapkørsel ikke var en del at den sociale lovgivning i servicelovens forstand.
- A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.
- Det Sociale Nævn fastholdt ved genvurderingen, at egenbetaling til handicapkørsel ikke var en del af sociallovgivningen.
- Nævnet har overfor Ankestyrelsen den 3. juli 2012 bemærket, at den konkrete problemstilling vedrørte egenbetaling i forbindelse med handicapkørsel. Denne handicapkørsel havde ikke lovmæssig baggrund i sundhedsloven, men i lov om trafikselskaber.
- Nævnet henviste videre til afsnit 10.2 i Socialministeriets vejledning nr. 110 af 1. december 2009 om træning i kommuner og regioner, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne ydes befordring efter sundhedsloven til fysioterapi. Det fremgik også, at reglerne om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven var udtømmende.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En person, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter til ekstra hjælper under ferie i Danmark, kunne få hjælp i den ferieperiode på to uger, der var søgt om. Det er almindeligt i Danmark at holde flere ugers ferie om året. Formålet med merudg...
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne ikke ydes dækning af udgifter til ledsagers transport og aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Det var en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ...
Udgivet: 2013-07-10
Udgifter til el til opladning af hjælpemidler kunne ikke ydes som en merudgift, da der var tale om en almindelig driftsudgift. Reglen om merudgifter kan alene anvendes i de situationer, hvor der er tale om en udgift som følge af brug af hjælpemidlet,...