Ankestyrelsens principmeddelelse 20-21 om forældrebetaling – anbringelse uden for hjemmet – hjemvisning – bebyrdende afgørelse – tilbagevirkende kraft

GældendeÅr: 2021Udgivet: 2021-11-13

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Kommunen kan ikke kræve betaling fra en forælder for en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller ung under 18 år, før der foreligger en gyldig afgørelse, der fastsætter forældrebetalingsforpligtelsen, og som er meddel...

Journalnummer

20-56520

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kan træffe afgørelse.

 

Der mangler oplysninger om jeres indkomstforhold på betalingstidspunktet, dvs. jeres forventede indkomstforhold i 2021.

 

De manglende oplysninger kan udgøre en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag og vil kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.

 

Oplysningerne skal derfor indgå i den vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen.

 

Manglen er så væsentlig, at kommunens afgørelse ikke kan opretholdes, som den er.

 

Vi kan på det foreliggende grundlag ikke vurdere, om der er grundlag for at meddele jer hel eller delvis fritagelse for forældrebetaling for anbringelsen uden for hjemmet af Barn A.

 

Vi vurderer dog, at anbringelsen af Barn A ikke har et udpræget behandlingssigte, der kan medføre, at der af den grund kan ske hel eller delvis fritagelse for forældrebetalingen. Barn A har ikke et massivt behandlingsbehov.

 

Hvad

er afgørende for resultatet

Bopæl

Vi lægger vægt på, at Barn A boede sammen med jer begge, da hun blev anbragt.

 

Forældrebetalingen skal derfor beregnes på baggrund af jeres samlede indkomster.

 

Det forhold, at B, ifølge C’s oplysninger, var fængslet på tidspunktet for anbringelsen af Barn A, kan ikke medføre en anden vurdering, fordi Barn A havde fælles bopæl med jer på tidspunktet for anbringelsen.

 

Indkomstgrundlag og beregning

Kommunen har anvendt jeres indtægt for 2019.

 

Vi lægger vægt på, at B i 2019 har en årlig personlig indkomst på kr. 94.989, og at han i 2020 har en årlig personlig indkomst på kr. 156.276. B’s indkomst fra juli 2019 er, ifølge årsopgørelser, oplyst som indkomst fra ”Folke-, førtids- og seniorpension”.

 

Kommunen har ikke forholdt sig til, om jeres aktuelle indkomst på betalingstidspunktet er vedvarende forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, der som udgangspunkt danner grundlag for beregningen af forældrebetalingen.

 

Kommunen skal derfor behandle sagen igen og tage stilling til, hvilke indkomstforhold, der skal danne grundlag for beregningen af forældrebetalingen.

 

Fritagelsesgrunde

 

Midlertidig fritagelse

Kommunen skal ved den nye behandling af sagen tage stilling til, om der er grundlag for i en periode at meddele jer hel eller delvis fritagelse for forældrebetalingen.

 

Behandlingssigte

Vi lægger vægt på, at Barn A er beskrevet med behov for forudsigelighed, ro og tryghed fra nærværende og stabile omsorgspersoner, men at hun også er beskrevet med normale udviklingsmæssige forudsætninger. Hun fungerer alderssvarende både sprogligt og motorisk.

 

Barn A er anbragt uden for hjemmet på baggrund af jeres begrænsede personlige ressourcer i forhold til at give Barn A den nødvendige omsorg i hverdagen.

 

I begge er beskrevet med personlighedsmæssige vanskeligheder og psykiatriske diagnoser. C er desuden beskrevet med manglende empati og umoden med impulsivitet og reduceret situationsfornemmelse. B er beskrevet som ansvarsforflygtigende og med misbrug og lovovertrædelser.

 

Øvrige fritagelsesgrunde

Kommunen skal ved den nye behandling af sagen tage stilling til, om der på baggrund af øvrige forhold er grundlag for at meddele jer hel eller delvis fritagelse for forældrebetalingen.

 

Hvad skal kommunen

Ved den nye behandling af sagen, skal kommunen foretage en ny vurdering af jeres indkomstforhold, herunder konkret forholde sig til, hvilke indkomstforhold, der skal lægges til grund for jeres forældrebetaling for 2021.

 

Derefter skal kommunen på baggrund af jeres aktuelle forhold og efter en konkret og individuel vurdering tage stilling til, om der aktuelt er grundlag for at meddele jer hel eller delvis fritagelse for forældrebetalingen, herunder om der foreligger sådanne særlige forhold, at der en periode kan meddeles hel eller delvis fritagelse.

 

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse om jeres fremadrettede betaling for Barn A’s anbringelse uden for hjemmet.

 

Hvad betyder hjemvisningen

Når en sag er hjemvist betyder det, at sagen er afsluttet i Ankestyrelsen og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse.

 

Klage over kommunens nye afgørelse

Du kan klage over kommunens nye afgørelse. Du klager ved at henvende dig til kommunen inden fire uger efter, at du har modtaget den nye afgørelse.

 

Om reglerne

Oplysningsgrundlaget

Kommunen har ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at kommunen kan træffe afgørelse.

 

Betalingspligten

Forældre til børn og unge under 18 år, der har ophold uden for hjemmet i et anbringelsessted for børn og unge, har pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet.

 

Forældrebetalingen fastsættes i forhold til indkomstgrundlaget.

 

Barnets bopæl

Hvis barnet boede sammen med begge forældre umiddelbart før opholdet uden for hjemmet, lægges deres sammenlagte indkomstgrundlag eller indkomster til grund.

 

Hvis barnet umiddelbart før opholdet boet hos den ene af ikke-samlevende forældre med fælles forældremyndighed, lægges dennes indkomstgrundlag eller indkomst til grund.

 

Indkomstgrundlaget

Indkomstgrundlaget består som udgangspunkt af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og aktieindkomst.

 

Indkomstgrundlaget opgøres på grundlag af indkomsten for det senest afsluttede indkomstår og anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

 

Den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, reguleres med satsreguleringsprocenten, gældende pr. 1. januar i indkomståret, og pr. 1. januar det følgende år.

 

Hvis forældrenes indkomst på betalingstidspunktet vedvarende er forøget med mere end 20 % eller nedsat med mere end 5 % i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, skal forældrenes ændrede økonomiske forhold lægges til grund for betalingen.

 

Indtægtsgrænserne reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

 

Fritagelse for betaling

Kommunen kan meddele en forælder, der har del i forældremyndigheden, hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.

 

Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse for betaling.

 

Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at

1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,

2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten,

3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge,

4) den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet, eller

5) forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.

 

Behandlingssigte

Kommunen kan give hel eller delvis fritagelse for betaling, hvis opholdet uden for hjemmet har et udpræget behandlingssigte.

 

Efter Ankestyrelsens praksis betyder udpræget behandlingssigte, at der skal være et massivt behandlingsbehov, som har stået på over en længere periode, og hvor der er udsigt til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang. Der kan som udgangspunkt ikke gives fritagelse for egenbetaling, hvis opholdet uden for hjemmet har et forebyggende formål, medmindre forebyggelsen skal forhindre en markant forværring af barnets eller den unges tilstand. Det er endvidere et krav, at anbringelsen af barnet eller den unge udspringer af barnets eller den unges forhold og ikke af forældrenes forhold.

 

Mødebehandling

 

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

AnbragtAnbringelse uden for hjemmetBebyrdende afgørelseTilbagevirkende kraftBørnAnbragte børnHjemvisningAnbragt uden for hjemmetForældrebetalingVirkningstidspunktLovhjemmel

Paragraffer

§ 159

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 29-22 om forældrebetaling - anbringelse uden for hjemmet - krav til begrundelsen - interne retningslinjer

Udgivet: 2022-07-20

Principmeddelelsen fastslår Forældre til børn, der er anbragt uden for hjemmet, har pligt til at bidrage til udgifterne ved barnets ophold i forhold til deres indkomstgrundlag. Kommunen kan helt eller delvist fritage forældrene for betalingen. I beta...

Ankestyrelsens principafgørelse C-28-04

Udgivet: 2013-07-11

Forældre til et barn, der var under 18 år, kunne afkræves betaling for barnets ophold i døgninstitution som alternativ til afsoning. Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke i den nugældende betalingsbekendtgørelse er fastsat bestemmelser, der gene...

Ankestyrelsens principafgørelse 158-12

Udgivet: 2013-07-10

Forældre har en pligt til at bidrage til udgifterne ved et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet i forhold til deres indkomstgrundlag. Dette gælder både anbringelser med samtykke og anbringelser uden samtykke. Der er dog mulighed for at me...