Ankestyrelsens principafgørelse 130-11

GældendeÅr: 2011Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Det var en forudsætning for, at kommunen skulle gøre pensionen hvilende, at den forventede indtægt vedvarende oversteg det dobbelte af grundbeløbet. Det var ikke tilstrækkeligt, at kommunen udelukkende foretog en konkret vurdering af erhvervsevnen....

Journalnummer

J.nr.: 6100256-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 1006 af 19. august 2010 - § 44a, stk. 1

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse om NNs sag om hvilende pension.

Sagen er antaget for at belyse praksis for, hvorvidt det er en forudsætning for, at kommunen gør pensionen hvilende, at pensionisten har indtægter, der vedvarende overstiger det dobbelte af grundbeløbet.

Resultatet er

• Sagen hjemvises til kommunen, der skal beregne, om den forventede indtægt vedvarende overstiger det dobbelte af grundbeløbet. Dette er en forudsætning for, at kommunen kan gøre pensionen hvilende.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er således kommet til det samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at det er en forudsætning for, at kommunen skal gøre pensionen hvilende, at den forventede indtægt vedvarende forventes at overstige det dobbelte grundbeløb.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at kommunen udelukkende foretager den konkrete vurdering efter pensionslovens § 15, stk. 3, der angiver, hvordan erhvervsevnen skal fastlægges og måles.

Ifølge førtidspensionsloven skal retten til pension gøres hvilende, hvis indtægten ved personligt arbejde forventes vedvarende at overstige det dobbelte af grundbeløbet, jf. dog § 15, stk. 3.

Vi henviser til lovteksten, hvor det udtrykkeligt er fremhævet, at det er en betingelse for at gøre pensionen hvilende, at indtægten forventes at overstige det dobbelte grundbeløb.

Endvidere fremgår det af lovbemærkningerne, at det forhold, at der skal foretages en konkret vurdering efter pensionslovens § 15, stk. 3, kan betyde, at retten til pension ikke skal gøres hvilende, selvom indtægten ved personligt arbejde vedvarende overstiger det dobbelte af grundbeløbet, men pensionisten ikke tjener over halvdelen af det, der er normalt inden for pågældendes fagområde, eller en pensionist med mellemste førtidspension ikke tjener over en tredjedel af det normale inden for dennes fagområde.

I det foreliggende tilfælde var det derfor ikke tilstrækkeligt for at gøre pensionen hvilende, at kommunen kun vurderede, at ansættelsen som chauffør 20 timer ugentligt pr. 1. december 2008 var uforenelig med modtagelsen af mellemste førtidspension. Kommunen skulle udtrykkeligt beregne, om indtægten ville være over det dobbelte grundbeløb.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
  • • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 30. juni 2010
  • • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
  • • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
  • Kommunen traf afgørelse om, at førtidspensionen gøres hvilende med virkning fra 1. juli 2009, og at der i stedet var ret til invaliditetsydelse.
  • A Kommune vurderede, at arbejdsindtægten ved 20 timers ansættelse til normal overenskomstmæssig løn er uforenelig med, at hun modtog mellemste førtidspension eller forhøjet almindelig førtidspension.
  • Beskæftigelsesankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse.
  • Beskæftigelsesankenævnet fandt, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering/beregning af, hvorvidt hun har eller forventede at få en indtægt, der vedvarende overstiger eller forventes at overstige det dobbelte af grundbeløbet (126.096 kr. i 2009), hvilket efter nævnets opfattelse er første betingelse for, at førtidspensionen kan gøres hvilende efter førtidspensionslovens § 44 a, stk. 1.
  • Nævnet fandt ikke, at udbetalingen af mellemste førtidspension skulle genoprettes, mens kommunen behandler sagen. Nævnet lagde herved vægt på, at der er tale om genoptagelse af deltidsarbejde 20 timer om ugen på ordinære vilkår, og at der således er en formodning for, at indtægten ville overstige det dobbelte af grundbeløbet.
  • Hvis A Kommune efter fornyet behandling af sagen kom frem til, at indtægten vedvarende oversteg grundbeløbet efter førtidspensionslovens § 44 a, skal kommunen eksplicit begrunde hvorfor i den nye afgørelse.
  • A Kommune har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er der blandt andet henvist til lovbemærkningerne, hvorefter kriterierne for, hvornår pensionen skal gøres hvilende efter gældende regler ikke ændres med lovforslaget.

Metadata

Retsområder

Gammelførtidspensionloven

Nøgleord

Hvilende førtidspensionFørtidspensionDobbelt grundbeløbForventet fremtidig indtægt

Paragraffer

§ 15§ 44a

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-21-99

Udgivet: 2013-07-11

Der var ikke grundlag for at påbegynde behandling af en sag om forhøjelse af tidligere tilkendt førtidspension. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger led af fibromyalgi og slidgigt i ryggen, men at der alene havde kunnet påvises beskedne obj...

Ankestyrelsens principafgørelse 22-10

Udgivet: 2013-07-10

Der var ikke hjemmel til, at en person kunne frakendes invaliditetsydelse, når personen overgik til fleksydelse. Der blev lagt vægt på, at der ikke i førtidspensionsloven er udtrykkelig hjemmel til at frakende invaliditetsydelsen ved overgang til fle...

Ankestyrelsens principafgørelse 44-16

Udgivet: 2016-07-22

Invaliditetsydelse blev før 1. juli 2008 kun tilkendt personer, som havde eller ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde erhvervsmæssigt arbejde. Kommunen kunne tilkende invaliditetsydelse uden først at tage still...