Ankestyrelsens principafgørelse 8-19

GældendeÅr: 2019Udgivet: 2019-03-16

Beskrivelse

Efter servicelovens bestemmelse om hjælpemidler skal kommunen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidler i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne...

Journalnummer

2017-2123-32768

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan afgøre, om udgiften til en påspændingscykel er en nødvendig merudgift.

Vi finder, at de manglende oplysninger udgør en så væsentlig del af beslutningsgrundlaget, at vi ikke kan træffe afgørelse i sagen.

Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har ikke ud fra objektive oplysninger godtgjort, at du er i stand til at dyrke andre fritidsinteresser.

Kommunen henviser til, at du som pensionist har mulighed for selvtræning i et af træningsafdelingens ni træningscentre, og at du er bevilget mobilitetshjælpemidler, i form af handicapbil og E-Motion hjul og Freewheel til din kørestol.

Det fremgår ikke af sagen, om du er i stand til at dyrke andre fritidsinteresser end cykling ved hjælp af en påspændingscykel.

Hvad skal kommunen gøre

Kommunen skal indhente oplysninger, der kan belyse, om du kan dyrke andre former for sammenlignelige fritidsinteresser. Hvis du kan dyrke andre fritidsinteresser, skal kommunen forholde sig til, om dette er forbundet med en merudgift for dig.

Vi bemærker, at kommunen ikke alene kan lægge vægt på, at du er bevilget E-Motion hjul og Freewheel til din kørestol, da det er hjælpemidler, som er bevilget for, at du kan komme omkring, og ikke en fritidsinteresse.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt ud imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering.

Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse fra kommunen.

Om reglerne

Det følger af servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter, at tilskud kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.408 kr. om året (i 2018), svarende til 534 kr. om måneden. Det er dog ikke en forudsætning, at der er bevilget løbende merudgifter, hvis (engangs-)udgiften overstiger minimumsbeløbet.

Det er en betingelse for at medtage en udgift ved beregningen af de samlede merudgifter, at udgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne. Udgiften skal være nødvendig og overstige de udgifter, som andre uden en funktionsnedsættelse har.

Udmålingen af merudgifter beror på et skøn over de sandsynliggjorte merudgifter.

Udstyr til fritidsaktiviteter kan ikke bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, da udstyr til fritidsaktiviteter ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse. Merudgifter til deltagelse i fritidsaktiviteter vil efter en konkret vurdering kunne dækkes som en merudgift. Det forudsætter dog, at borgeren er omfattet af personkredsen for merudgifter, og at andre borgere på samme alder og i samme livssituation, uden en funktionsnedsættelse, også ville have en fritidsaktivitet.

Merudgifter til fritidsaktiviteter kan kun dækkes, hvis mulighederne for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede, som følge af borgerens nedsatte funktionsevne. Kommunen kan ikke henvise til, at en borger kan dyrke andre former for fritidsaktiviteter uden at kommunen har undersøgt, om borgeren reelt kan deltage i andre fritidsaktiviteter end den der søges om merudgifter til. Kommunen kan ikke nøjes med at henvise til, at borgeren bør kunne deltage i andre fritidsaktiviteter eller at det formodes, at borger kan deltage i andre fritidsaktiviteter. Derudover skal de alternative fritidsaktiviteter kommunen henviser til, i et vist omfang være sammenlignelige. Kommunen skal i den forbindelse forholde sig til det objektive sammenligningsgrundlag, hvor behovet vurderes i forhold til andre på samme alder og i samme livssituation, men uden en funktionsnedsættelse. Kommunen skal altså forholde sig til, hvad der er almindeligt for andre på samme alder og i samme livssituation i forhold til fritidsaktiviteter.

Om en borgers mulighed for at dyrke andre fritidsaktiviteter er meget begrænset, er en konkret og individuel vurdering.

Hvis borgerens muligheder for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter ikke er meget begrænsede, som følge af borgerens nedsatte funktionsevne, kan der alene dækkes merudgifter til fritidsaktiviteter, hvis alle de fritidsaktiviteter borgeren kan deltage i, medfører merudgifter. Kommunen kan her vælge at dække merudgifterne til den billigste fritidsaktivitet, da det alene er de nødvendige merudgifter, der kan dækkes. Hvis en af de fritidsaktiviteter borgeren kan deltage i ikke medfører merudgifter, har borgeren ikke nødvendige merudgifter til fritidsaktiviteter.

Hvis en borger ikke kan dyrke andre former for fritidsaktiviteter, vil merudgifter til kontingent, udstyr m.v. kunne dækkes som en merudgift, hvis nødvendighedsbetingelsen er opfyldt. Hvis borgeren fx kan deltage i fritidsaktiviteten i den kørestol, borgeren anvender til hverdag, kan der ikke bevilges dækning af merudgifter til en ekstra kørestol til brug for den konkrete fritidsaktivitet.

Merudgifter til kontingent til en fritidsaktivitet, der på grund af særlige forhold omkring udøvernes funktionsnedsættelse er dyrere end den samme fritidsaktivitet er for borgere uden en funktionsnedsættelse, kan ligeledes dækkes som en merudgift, hvis borgerens mulighed for at deltage i andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede, og hvis det er nødvendigt for, at borgeren kan deltage i den pågældende fritidsaktivitet.

Det er alene merudgiften der kan dækkes, og kommunen er derfor berettiget til at fradrage de sparede udgifter, dvs. de udgifter borgeren ville have haft, hvis borgeren ikke havde en funktionsnedsættelse.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

HjælpemiddelElitesportNødvendig behandlingFritidsaktivitetMerudgifter

Paragraffer

§ 112§ 5§ 100

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-6-03

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen fandt ikke, at et eventuelt nettoprovenu ved salg af en hidtidig ejerbolig skulle indgå ved beregningen af hjælp til en ny ejerbolig efter servicelovens regler om hjælp til boligskift. Begrundelsen for afgørelsen var, at hjælp til bolig...

Ankestyrelsens principafgørelse 31-14

Udgivet: 2014-05-28

Ved beregning af sandsynliggjorte merudgifter til medicin skal kommunen foretage en konkret vurdering af, om udgiften til et originalpræparat er nødvendig, eller om den billigere kopimedicin kan dække borgerens behov. I den konkrete sag var der hverk...

Ankestyrelsens principafgørelse 40-19

Udgivet: 2019-07-05

Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig gr...