Ankestyrelsens principafgørelse C-6-03

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 71 og § 72, stk. 1
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 72, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 102, stk. 2
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 2

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om et forældrepar som havde en søn med cerebral parese med spasticitet i arme og ben. Forældrene havde søgt om hjælp til boligskift grundet deres handicappede søn.
• Det var oplyst, at familien har fundet et nyt hus (ejerbolig), som kommunen gerne ville medfinansiere efter servicelovens § 102, stk. 1 og 2.
• Kommunen traf herefter afgørelse om hjælp til boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2 og hjælp til boligændringer i det fremtidige hus efter servicelovens § 102, stk. 1.
• Kommunen havde bevilget ansøger støtte til køb af ny bolig, således at den fremtidige nettohusleje inkl. forbrugsafgifter, ejendomsskat, ejendomsforsikring m.v. ville udgøre det samme beløb som ansøgers udgifter i den aktuelle bolig.
• Det var anført, at friværdien fra salget af ansøgers hidtidige bolig skulle indgå ved beregningen, således at friværdien blev modregnet i tilskuddet efter servicelovens § 102, stk. 2 til køb af den nye bolig.
• Ansøger klagede efterfølgende over kommunens afgørelse for så vidt angår det forhold, at kommunen havde truffet afgørelse om at friværdien - overskuddet fra salget af hidtidige bolig - skulle indgå ved beregningen af hjælp. Ansøger anmodede derfor nævnet om, at tage stilling til om nettoprovenuet (en del af ansøgers formue) skulle indgå som en medfinansiering ved skift fra ejerbolig til ejerbolig.
• Kommunen genvurderede sagen på baggrund af den indgivne klage.
• I genvurderingen var det bl.a. anført at kommunen ved beregningen af støtten havde taget udgangspunkt i, at familien ved den nødvendige flytning dels ikke skulle have merudgifter på grund af flytningen og dels, at familien ikke skulle have nogen formueforøgelse.
• Såfremt egenkapitalen ikke skulle indgå, fandt kommunen, at familien fik tilført en i forhold til kravet om samme netto-husleje unødvendig formueforøgelse. Reelt ville familien da have en lavere husleje, idet den forudsatte nye belåning på 409.000 kr. til dels ville være unødvendig.
• Kommunen fastholdt derfor, at egenkapitalen fra familiens hidtidige bolig skulle indgå ved udmålingen af støtten til den nye bolig.
• Ansøger anførte efterfølgende i brev, at kommunen også skulle have udlignet ansøgers månedlige udgifter i det omfang kommunen havde fundet en egnet lejebolig. Ansøger ville imidlertid i dette tilfælde have fået udbetalt nettoprovenuet ved salg af hidtidig ejerbolig.
• Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at et eventuelt nettoprovenu fra salg af ansøgers hidtidige ejerbolig (friværdi) ikke kunne indgå ved beregningen af støtte efter servicelovens § 102, stk. 2 i forbindelse med flytning til ny ejerbolig. Ansøger kunne således frit disponere over friværdien.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at ydelser efter lov om social service § 102 er indkomst- og formueuafhængige.
• Kommunen klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at det forhold at tilbagebetalingspligt i form af pant udmåles til forskellen mellem ejendomsværdien på ny og gammel bolig skulle ses i lyset af det anførte i bemærkningerne i lovforslag L 229 Folketinget 1996/97, jf. kommentaren til § 100. Støtten kan herefter udmåles som forskellen mellem prisen på ny og gammel bolig, hvilket betyder at man efter denne metode netop lægger familiens samlede finansiering af ejendommen til grund, herunder tager man ikke stilling til familiens valg af finansiering.
• Ved nævnets genvurdering fandt nævnet ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse.
• Nævnet anførte samtidig, at sigtet med reglen i § 102, stk. 2 er, at f.eks. familier med et handicappet barn kompenseres indkomstuafhængigt for de merudgifter, som følger af et af handicappet nødvendiggjort boligskift.
• Dette medførte efter nævnets opfattelse, at hjælpen ved flytning fra en ejerbolig til en anden skulle ydes som et engangsbeløb som ekstraordinært afdrag på prioritetsgælden i den fremtidige bolig således, at nettoydelsen svarede til nettoydelsen på den hidtidige bolig, og at evt. friværdi fra den tidligere bolig ikke kunne indgå i beregningen.
• Nævnet var enig med kommunen i, at støtten ikke burde medføre en unødvendig formueforøgelse, men fandt, at der er gjort op med dette spørgsmål med reglerne om tilbagebetaling og sikring ved pant i værdiforøgelsen.
• Nævnet bemærkede afslutningsvis, at bemærkningerne i lovforslag 229 - 1996/97 ikke, efter nævnets opfattelse, indeholder konkrete fortolkningsbidrag vedrørende den nærmere beregning af hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, og at det anførte om hjælp i form af en engangssum svarende til forskellen mellem prisen på en ny og gammel bolig, sås at vedrøre praksis forud for bestemmelsens indførelse.
• Efter nævnets afgørelse kontaktede ansøger nævnet og oplyste, at kommunen ikke ville handle i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Kommunen ville afvente, at sagen, som var afgjort af nævnets formand, havde været behandlet på nævnsmøde.
• På baggrund af ansøgerens oplysninger kontaktede nævnet kommunen og oplyste, at kommunen, efter nævnets opfattelse, var forpligtet til at rette sig efter nævnets afgørelse. Kommunen var således ikke berettiget til hverken at afvente fremlæggelse på nævnsmøde eller Ankestyrelsens afgørelse.
• Kommunen kontaktede herefter Ankestyrelsen og anmodede om at få oplyst, hvorvidt kommunen var forpligtet til at udbetale hjælp i henhold til nævnets afgørelse før sagen havde været på nævnsmøde.
• Ankestyrelsen oplyste, at klage ikke har opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 1. Såfremt der skal tillægges afgørelsen opsættende virkning skal det besluttes af nævnet, jf. lovbemærkningerne til retssikkerhedslovens § 72 og Ankestyrelsens klagevejledning.
• Kommunen anmodede herefter nævnet om at træffe fornyet afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om opsættende virkning, når sagen skulle behandles på nævnsmøde. Kommunen henviste til retssikkerhedslovens § 72, stk. 1 og Ankestyrelsens klagevejledning.
• Nævnet meddelte senere, at sagen nu havde været behandlet på nævnsmøde, hvor den tidligere afgørelse var blevet fastholdt.
• Nævnet oplyste samtidig, at nævnet ikke havde fundet grundlag for at tillægge kommunens klage opsættende virkning. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den almindelige regel, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 1, hvorefter klage ikke har opsættende virkning.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et eventuelt nettoprovenu(friværdi) fra salg af hidtidig ejerbolig, skal indgå ved beregningen af støtte i forbindelse med hjælp til anskaffelse af ny ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2.