Ankestyrelsens principmeddelelse 8-24 om barnets lov § 90, afløsning, aflastning, udmåling

GældendeÅr: 2024Udgivet: 2024-06-01

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Barnets lov § 90 oplister en række bestemmelser om hjælp og støtte i serviceloven, der finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn og unge, der har behov herfor. Fx bestemmelsen om afløsning og aflastning. Kommunen skal ...

Journalnummer

24-432

Indhold

Afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om afløsning og aflastning. Kommunen afgjorde sagen den 25. september 2023. Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ikke ret til aflastning i hjemmet.

Du har ikke ret til yderligere afløsning end allerede bevilget.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Afgørelsen er truffet på møde.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at dit behov for afløsning er kompenseret med det antal timer, som kommunen har bevilget. Vi vurderer derfor også, at du ikke har ret til aflastning.

I din konkrete sag tilsidesætter vi ikke den vurdering, som kommunen har foretaget. Det gør vi ikke, fordi vi ikke har konstateret retlige mangler i kommunens afgørelse.

Hvad er afgørende for resultatet

Du søger om aflastning uden for hjemmet. Du oplyser, at behovet for pusterum er opstået efter længere tid, hvor du og X har været sammen hele tiden i hjemmet. Du giver over for kommunen udtryk for udmattelse, stress og udbrændthed. X er 16 år og enebarn og er tilknyttet specialskolen X i 10. klasse i udskolingen. X har ikke samvær med sin far. Det fremgår, at X er diagnosticeret med infantil autisme og lider desuden af angst og har kravafvisende adfærd.

X er meget opmærksomhedskrævende i hjemmet, idet hun har brug for dit nærvær og din tilstedeværelse. Hun stiller mange spørgsmål. X er ikke er selvhjulpen i forhold til sin alder. X kan ikke være alene hjemme.

Vi lægger vægt på, at kommunen ved afgørelsen af 25. september 2023 bevilger dig ni timers afløsning i hjemmet om måneden. Vi lægger vægt på, at bevillingen er givet med det formål at give dig et pusterum fra tilværelsen med X. Vi lægger videre vægt på, at kommunen ved genvurderingen af 20. december 2023 bevilger dig yderligere ni timers afløsning i hjemmet om måneden til samme formål.

Vi lægger også vægt på, at du desuden er bevilget ni timers afløsning pr. måned efter reglerne om merudgifter. Bevillingen er givet til pasning i forbindelse med sociale aktiviteter og familiesammenkomster samt praktiske gøremål. Kommunen har på den baggrund vurderet, at du med bevillingerne er tilstrækkeligt kompenseret for behovet for afløsning som følge af X´s funktionsnedsættelse.

Vi lægger endelig vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at X er enebarn, og der er derfor ikke søskende at tage hensyn til.

Oplysningerne fremgår særligt af kommunens afgørelse og genvurdering samt din klage.

Kommunen har inddraget relevante oplysninger og har inddraget X i sagsbehandlingen.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger i klagen om, at angsten nærmest er invaliderende for X og hermed lægger et meget stort pres på dig som mor. Du oplyser også, at det er på et hængende hår, at du kan bevare dit arbejde og hænge sammen psykisk som menneske, fordi hele din tilværelse handler om at støtte X og være mor til en pige med så store udfordringer, som X har.

Det, du har anført, ændrer ikke ved resultatet, fordi du er kompenseret tilstrækkeligt med den hjælp, du allerede er bevilget.

På den baggrund har vi ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering.

Om reglerne

Der kan bevilges afløsning og aflastning til forældre, der passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Aflastning gives til pasning af barnet uden for hjemmet og afløsning gives til pasning af barnet i hjemmet.

Det er alene en betingelse for bevilling af afløsning og aflastning, at barnet har en funktionsnedsættelse. Der stilles ikke krav til omfanget af funktionsnedsættelsen. Funktionsnedsættelsen skal heller ikke være betydelig.

Aflastning og afløsning er naturalydelser, der skal stilles til rådighed af kommunen. Aflastning og afløsning kan derfor ikke bevilges med tilbagevirkende kraft.

Inden for barnets lov gælder et kompensationsprincip. Det betyder, at forældre, der passer et barn med nedsat funktionsevne alene kan kompenseres for de behov, der er en direkte følge af barnets nedsatte funktionsevne. Der kan ikke kompenseres for de behov, som forældre til børn på samme alder, men uden funktionsnedsættelse, også har.

Afløsning og aflastning for børn skal tilbydes efter børnehandicapbestemmelsen derom, når behovet for afløsning eller aflastning er opstået alene på grund af barnets funktionsnedsættelse, og når det sker af hensyn til den øvrige familie.

Er der tale om et behov for aflastning på grund af barnets særlige behov for støtte, skal aflastningen finde sted efter bestemmelserne om aflastning som en foranstaltning og efter forudgående udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse.

Bestemmelsen om nødvendige merudgifter er subsidiær i forhold til andre regler om aflastning. Det vil sige, at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til aflastning i eget hjem, hvis en af de øvrige aflastningsordninger ikke i tilstrækkeligt omfang kan løse behovet. Vi henviser til principmeddelelse 85-13.

Aflastning kan desuden gives i form af bevilling af praktisk hjælp i hjemmet. Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 3-18.

Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har

- anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,

- indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,

- inddraget relevante og saglige hensyn, og

- overholdt sagsbehandlingsreglerne.

Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.

Øvrige bemærkninger

Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter barnets lovs § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Vi bemærker, at kommunen i forbindelse med sagens behandling ses at have inddraget barnet i tilstrækkeligt omfang.

Kommunen traf afgørelse i sagen før barnets lovs ikrafttrædelse. Sagen er omfattet af overgangsreglerne i barnets lov § 213, stk.1, hvorefter indstillinger og henvendelser vedrørende børn og unge, herunder ansøgninger og underretninger efter serviceloven, som er modtaget eller påbegyndt før den 1. januar 2024 og ikke færdigbehandlet senest den 31. december 2023, færdigbehandles efter barnets lov.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Metadata

Retsområder

Lov om social serviceBarnets Lov

Nøgleord

UdmålingAfløsningAflastning

Paragraffer

§ 90§ 84

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 8-24 om barnets lov § 90, afløsning, aflastning, udmåling

Udgivet: 2024-06-01

Principmeddelelsen fastslår Barnets lov § 90 oplister en række bestemmelser om hjælp og støtte i serviceloven, der finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn og unge, der har behov herfor. Fx bestemmelsen om afløsning og aflastning. Kommunen skal ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 8-24 om barnets lov § 90, afløsning, aflastning, udmåling

Udgivet: 2024-06-01

Principmeddelelsen fastslår Barnets lov § 90 oplister en række bestemmelser om hjælp og støtte i serviceloven, der finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn og unge, der har behov herfor. Fx bestemmelsen om afløsning og aflastning. Kommunen skal ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 8-24 om barnets lov § 90, afløsning, aflastning, udmåling

Udgivet: 2024-06-01

Principmeddelelsen fastslår Barnets lov § 90 oplister en række bestemmelser om hjælp og støtte i serviceloven, der finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn og unge, der har behov herfor. Fx bestemmelsen om afløsning og aflastning. Kommunen skal ...