Ankestyrelsens principafgørelse 44-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-07-10

Beskrivelse

En person med en arbejdsskade, som er visiteret til et fleksjob, men endnu ikke er kommet i fleksjob og som får ledighedsydelse, skal have sit erhvervsevnetab vurderet efter de særlige regler, der gælder for personer i fleksjob. Østre Landsret har af...

Journalnummer

2015-0019-29214

Indhold

Afgørelse

Østre Landsrets dom af 24. april 2015.

Landsrettens afgørelse

Ordlyden af bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 17 a gør det nærliggende at antage,

at Arbejdsskadestyrelsen kun i forhold til personer, der er visiteret til fleksjob, og som oppebærer ledighedsydelse, mens de venter på at få et fleksjob, skal træffe midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab i medfør af bestemmelsens stk. 3 (nu stk. 4), jf. stk. 1, og ikke i medfør af hovedreglen i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3.

Det fremgår af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 17 a var at indføre en særlig regel om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob.

Endvidere fremgår det af forarbejderne, at der er behov for at tilkende en midlertidig løbende erstatning, indtil den tilskadekomne kommer i egentligt fleksjob, da ”tilskadekomne [imidlertid] modtager ledighedsydelse i perioden, inden pågældende opnår et egentligt fleksjob, og da ledighedsydelsen er lavere end indtægten i fleksjob”.

Forarbejderne bygger således på en almindelig forudsætning om, at alle, der er visiteret til fleksjob, modtager ledighedsydelse i perioden, indtil de faktisk får et fleksjob, selvom dette først blev retsstillingen den 1. januar 2013, da ændringen af § 74 a i aktivloven trådte i kraft, jf. lov nr. 1380 af 23. december 2012. Det er således ikke i forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 a angivet, at bestemmelsen ikke skulle gælde for alle personer, der er visiteret til fleksjob. Der er endvidere ikke holdepunkter for at antage, at det har været hensigten, at midlertidige afgørelser om erstatning for erhvervsevnetab i forhold til personer visiteret til fleksjob i nogle tilfælde skal træffes efter hovedreglen i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, og i andre tilfælde efter undtagelsesreglen i § 17 a, stk. 3 (nu stk. 4), selvom den endelige afgørelse i alle tilfælde, hvor pågældende faktisk får et fleksjob, skal træffes efter undtagelsesreglen i § 17 a, stk. 1.

Landsretten finder på denne baggrund, at arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 3 (nu stk. 4), jf. stk. 1 efter sit formål må forstås således, at bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle personer, der er visiteret til - og står til rådighed for - fleksjob, og som i kraft heraf modtager offentlig ydelse i form af ledighedsydelse, kontanthjælp eller særlig ydelse i perioden indtil ansættelse i fleksjob.

Da Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i forhold til sagsøger ikke er truffet på dette retlige grundlag, tager landsretten Arbejdsskadestyrelsens subsidiære påstand om hjemvisning til følge som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved de administrative myndigheder, som skal anerkende, at midlertidige afgørelser om erstatning for erhvervsevnetab i forhold til sagsøger for perioden 28. april 2009 til og med 31. december 2012 skal træffes efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 3 (nu stk. 4), jf. stk. 1.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

ArbejdsskadeKontanthjælpLedighedsydelseFleksjobErhvervsevnetab

Paragraffer

§ 17a§ 17§ 74a

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 29-18

Udgivet: 2018-06-12

Tabet af erhvervsevne for selvstændige erhvervsdrivende, der efter en arbejdsskade er tilkendt tilskud til selvstændig virksomhed efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 70 g, skal fastsættes skønsmæssigt efter arbejdsskadesikringslovens § 17. ...

Ankestyrelsens principafgørelse 148-10

Udgivet: 2013-07-10

Erstatning for tab af erhvervsevne til en sikret, der kom til skade i et fleksjob, og efterfølgende kom på ledighedsydelse, skulle fastsættes på grundlag af forskellen mellem, hvad skadelidte ville kunne tjene i fleksjobbet, inklusiv det kommunale lø...

Ankestyrelsens principafgørelse 17-19

Udgivet: 2019-03-30

Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter fleksjobordningen for lønmodtagere, og som samtidig har indtjening ved arbejde som selvstændig erhvervsdrivende, skal fastsættes efter r...