Ankestyrelsens principmeddelelse 4-20

GældendeÅr: 2020Udgivet: 2020-03-21

Beskrivelse

Principmeddelelsen er en omskrivning af 90-09. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse. ...

Journalnummer

19-23332-40

Indhold

Afgørelse

Tidligere principmeddelelse 90-09, j.nr. 3500449-08

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service (serviceloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008

§ 69, stk. 2

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om ung mand på 16 år, der var anbragt uden for hjemmet uden samtykke bl.a. grundet følelsesmæssige vanskeligheder samt et behandlingsbehov. Forældrene havde udvist stor modstand mod anbringelsen. Børn og unge-udvalget i kommunen traf derfor kort efter anbringelse en afgørelse om kontrol med brev-, mail- og telefonkontakten, jf. servicelovens § 74, stk. 1, nr. 10, jf. samme lovs § 123, stk. 2.

Kommunen traf afgørelse om fratagelse af mobiltelefon samt adgang til internettet med hjemmel i servicelovens § 69, stk. 2, med den begrundelse, at børn og unge-udvalgets afgørelse om kontrol med brev-, mail- og telefonkontakten ville være illusorisk, såfremt den unge mand havde fri adgang til mobiltelefon og internettet.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var meget indgribende at få frataget sin mobiltelefon samt adgang til internettet, da det afskar ham fra at indgå i de normale kommunikationsformer, der var blandt unge i dag. Til støtte herfor havde nævnet fremhævet, at han gik på en almindelig skole og ikke på en intern skole på opholdsstedet, samt at kommunen burde undersøge, om der ikke var andre muligheder for at beskytteham mod uhensigtsmæssig kontakt med især faderen.

Kommunen klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Kommunen anførte i klagen, at den unge mand på grund af følelsesmæssige problemer havde brug for professionel behandling i rammer, der kunne tilgodese hans særlige behov. Hertil kom et behov for at skærmeham for den negative påvirkning, som bl.a. forældrene udøvede, hvorfor børn og unge-udvalget havde truffet afgørelse om kontrol med brev-, mail- og telefonkontakt. Kommunen vurderede, at denne afgørelse ville være illusorisk, såfremt han havde fri adgang til mobiltelefon og internettet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen havde kompetence til at fratage mobiltelefon samt adgang til internettet for et barn, der var anbragt uden for hjemmet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde kompetence til at træffe afgørelse om fratagelse af mobiltelefon samt adgang til internettet.

Ankestyrelsen fandt endvidere efter en konkret vurdering, at kommunen ikke kunne fratageham adgangen til mobiltelefon samt internettet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at reguleringen af kontakten mellemham og de omhandlede personer var omfattet af formålet med anbringelsen, og derved indeholdt i kommunens kompetencer til at regulere forholdene under anbringelsen.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der var tale om en så indgribende afgørelse, hvorfor der skulle være mulighed for at påklage denne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at selvom der i nærværende sag var behov for en regulering af kontakten, var det for en 16-årig meget indgribende at få frataget sin mobiltelefon samt adgangen til internettet. En sådan afgørelse måtte derfor forudsætte, at der var afgørende momenter i sagen, der talte for fratagelse af mobiltelefon samt adgang til internettet.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det i den konkrete sag havde uforholdsmæssigt store konsekvenser for hans mulighed for at have en normal teenage-tilværelse med dertil hørende kommunikationsmuligheder, hvis man fratog ham hans mobiltelefon samt adgang til internettet.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det i den konkrete sag var muligt at begrænse hans kontakt på anden vis ved eksempelvis at lave en stedlig eller tidsmæssig begrænsning af ordensmæssige hensyn og af hensyn til hans kontakt med de omhandlede personer.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

InternetKompetenceMobiltelefonForhold under anbringelsen

Paragraffer

§ 74§ 123§ 69

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse O-45-98

Udgivet: 2013-07-11

Der skulle ydes supplerende tilskud med virkning fra begyndelsen afen bevilget orlov til børnepasning, selv om ansøgningen om det sup plerende tilskud først var indgivet til kommunen godt 3 uger senere. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det alen...

Ankestyrelsens principmeddelelse 20-20

Udgivet: 2020-08-26

Principmeddelelsen er en omskrivning af C-48-02. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse...

Ankestyrelsens principafgørelse 163-12

Udgivet: 2013-07-10

En person, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter til ekstra hjælper under ferie i Danmark, kunne få hjælp i den ferieperiode på to uger, der var søgt om. Det er almindeligt i Danmark at holde flere ugers ferie om året. Formålet med merudg...