Ankestyrelsens principmeddelelse 5-25 om forhøjet boligstøtte - stærkt bevægelseshæmmet - fysisk, psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse - behov for pladskrævende hjælpemidler - servicehund - kan have behov for større bolig
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår Efter boligstøttelovens regler kan en borger få beregnet forhøjet boligstøtte, hvis borgeren er stærkt bevægelseshæmmet, og borgerens bolig er egnet herfor. Der skal foretages en samlet vurdering af oplysningerne om borger...
Journalnummer
23-110109
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 23-110109
Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om afslag på at få beregnet boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 27. september 2023.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du har ret til at få beregnet boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.
Det betyder, at vi ændrer Udbetaling Danmarks afgørelse.
Udbetaling Danmark skal derfor beregne din boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.
Udbetaling Danmark kontakter dig.
Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark ikke har genvurderet og sendt sagen til Ankestyrelsen inden for fire uger efter, at de har modtaget din klage. Det fører dog ikke til et andet resultat.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid. På de næste sider kan du læse mere om afgørelsen.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du er stærkt bevægelseshæmmet i
boligstøttelovens forstand.
Vi vurderer også, at din bolig er egnet til dig som bevægelseshæmmet.
Da Udbetaling Danmarks afgørelse lider af retlige mangler, har vi fundet grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks vurdering.
Hvad er afgørende for resultatet
Du oplyser, at du har autisme, angst, adhd og ankelsmerter, som medfører panikanfald, ubehag og til tider balanceproblemer. Du er diagnosticeret med atypisk autisme DF84.1, og du er i henhold til udtalelsen fra din læge påvirket af autismen ved bl.a. at have angstanfald i samspil med andre mennesker eller i ustrukturerede situationer. Du er bevilget en psykiatrisk servicehund som hjælpemiddel.
Din servicehund er en nødvendighed for, at du kan bevæge dig rundt i din lejlighed. Hunden forhindrer dig i panikanfald, hjælper dig med at udføre deep pressure therapy og giver dig mobilitetsstøtte, når du har balanceproblemer eller svage og smertende muskler. Den er med dig overalt – selv i badet.
Du kan til tider klare dig uden dit hjælpemiddel, men det er uforudsigeligt, hvornår du får brug for din servicehund. Du er derfor nødt til at have hunden i nærheden hele tiden, hvis du får brug for den. På dårlige dage kan du ikke gå fra sengen til toilettet uden hundens hjælp. Hunden arbejder mellem 5-15 timer helt op ad dig i døgnet, og når den skal hvile sig, så gør I det sammen, og så må den hjælpe dig, når I har hvilet. Hunden er essentiel for, at du kan fungere både ude og hjemme.
Du har indsendt dokumentation for, at din servicehund optager plads i dit hjem, både fordi det er en labrador (en hunderace af en vis størrelse), men også fordi du til hunden har en hundekurv, plejeting, udstyr, legetøj, mad og skåle. Du oplyser hertil, at du har været nødt til at bo i en toværelses lejlighed for, at der er plads til dig og din servicehund.
Vi lægger navnlig vægt på, at dit kognitive handicap påvirker dig på en sådan måde, at du meget af tiden har vanskeligt ved at bevæge dig uden din servicehund. Det er også indgået i vurderingen, at din servicehund og dens udstyr optager plads i din bolig i et sådant omfang, at du kan have behov for en større bolig. Du er derfor stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.
Endelig har du oplyst til Udbetaling Danmark, at din bolig er indrettet til din hund, fordi din bolig er en toværelses lejlighed med plads til din hund. Din lejlighed ligger på 1. sal for at undgå, at din hund skal gå på for mange trapper, hvilket ikke er godt for den. Din bolig er derfor egnet til dig.
Om reglerne
Stærkt bevægelseshæmmet
Er borger stærkt bevægelseshæmmet, skal der ved beregningen af borgers boligudgift medregnes for en person yderligere 10 m
2
. Derudover er der forskellige gunstigere beregningsregler.
Ved bedømmelsen af, om en borger kan anses for at være stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand, skal der lægges vægt på, om den pågældende har et handicap (det kan være fysisk, psykisk, kognitivt mv.), som medfører, at denne kun vanskeligt kan bevæge sig uden hjælpemidler, og derfor kan have behov for en større bolig. Det beror på en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde, hvor der lægges vægt på en helhedsvurdering af borgerens tilstand og behov for at have hjælpemidlet eller hjælpemidlerne inde i boligen.
Det kan indgå i vurderingen, om borger har flere hjælpemidler, som samlet optager meget plads i borgers bolig og derfor kan medføre, at borger kan have behov for en større bolig.
Det er ikke en betingelse, at borger har behov for sine hjælpemidler hele tiden, at borger anvender hjælpemidlerne til at komme omkring i sin bolig, eller at boligen har en særlig indretning.
En borger, der kan bevæge sig uden hjælpemidler, vil typisk ikke have behov for en større bolig, og er derfor ikke stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.
Det er også en betingelse for at få beregnet boligstøtten efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede, at boligen er egnet herfor. Det er ikke en betingelse, at boligen er specielt indrettet med henblik på bevægelseshæmmede, blot den er egnet. Afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Ankestyrelsens prøvelse
Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har
- anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,
- indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,
- inddraget relevante og saglige hensyn, og
- overholdt sagsbehandlingsreglerne.
Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.
Bemærkninger til Udbetaling Danmark
Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark ikke har genvurderet afgørelsen inden fire uger efter, at de modtog din klage.
Udbetaling Danmark har modtaget din klage den 29. september 2023. Genvurderingen er sendt til Ankestyrelsen den 19. december 2023.
Udbetaling Danmark har under behandlingen af din klage anmodet om yderligere oplysninger. Det gør Udbetaling Danmark først den 20. november 2023, hvilket er efter fristen på fire uger.
Det fører dog ikke til et andet resultat. Grunden er, at sagen nu er sendt til os. En overskridelse af en lovbestemt tidsfrist kan ikke føre til et andet resultat i sagen, men kan alene føre til kritik.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Sag nr. 2, j.nr. 24-23859
Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om afslag på at få boligstøtte beregnet efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 9. oktober 2023.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Udbetaling Danmark skal behandle din sag igen.
Det betyder, at Udbetaling Danmark skal behandle din sag igen og afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.
Udbetaling Danmark kontakter dig.
Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark ikke har genvurderet og sendt sagen til Ankestyrelsen inden for fire uger efter, at de har modtaget din klage. Det fører dog ikke til et andet resultat.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid. På de næste sider kan du læse mere om afgørelsen.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst og begrundet til, at vi kan tage stilling til, om du har ret til at få beregnet boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.
Vi hjemviser derfor sagen til Udbetaling Danmark, som skal behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse.
Hvad er afgørende for resultatet
Det fremgår af din lægeerklæring, at du har alvorlige bevægelsesproblemer, som gør det svært for dig at navigere rundt i din lejlighed både gående og siddende. Du har flere medicinske tilstande, herunder Ehlers Danlos, Dercum, Lipomatose, slidgigt, kronisk migræne, depression, kronisk belastningsreaktion og PTSD. Din læge oplyser også, at du falder flere gange dagligt, at du har svært ved at holde overkroppen oprejst, at du har tab af følelse i benene, og at du det meste af tiden opholder dig i sengen.
Derudover fremgår det af lægeerklæringen, at du har behov for en arbejdsrullestol for at kunne bevæge dig rundt i din lejlighed, og at du er afhængig af mange forskellige former for aflastnings- og lejringspuder, gåbånd til at vedligeholde og bedre gangfunktion, trampolin til vedligeholdelsesøvelser af led og muskelstyrke, full body lymphedemmaskine og hængende TRX for at hjælpe dig med at rejse dig op. Du anvender dermed dine hjælpemidler og dit udstyr til at bevæge dig samt vedligeholde din funktionsevne.
Udbetaling Danmark har givet dig afslag på at få din boligstøtte beregnet efter de særlige regler for stærkt bevægelseshæmmede med den begrundelse, at du ikke har en kørestol eller lignende pladskrævende hjælpemidler, som medfører behov for en større bolig, for at du kan komme omkring i din bolig.
Derudover har Udbetaling Danmark anført, at der ikke er oplysninger i sagen om, at den arbejdsstol, som du anvender til at bevæge dig med indendørs, er af en størrelse, som gør det sværere for dig at komme rundt i boligen, således at du har behov for en større bolig.
Udbetaling Danmark har også anført, at det kræver plads at opbevare en fuld kropsbriks, tilhørende lymphedemapparat, en trampolin, hængende TRX, gåbånd, arbejdsstole, aflastningspuder og –kiler, diverse trænings- og aflastningsredskaber samt skabe og skuffer med udtræk, men at behovet for en større bolig skal være begrundet i personens vanskeligheder med at bevæge sig uden hjælpemidler som kørestol, personlift eller lignende.
Udbetaling Danmark har således ikke forholdt sig til, om blandt andet dine arbejdsstole, aflastningspuder og –kiler kan udgøre hjælpemidler for dig, og om de optager plads i et sådant omfang, at du kan have behov for en større bolig.
Hvad skal Udbetaling Danmark gøre
Udbetaling Danmark skal, inden sagen afgøres, foretage en konkret og individuel vurdering af din sag, herunder dit behov for dine hjælpemidler. Det er ikke afgørende, om du anvender alle hjælpemidlerne til at bevæge dig, men om det er nødvendigt for dig at have hjælpemidlerne i din bolig på grund af din funktionsnedsættelse.
Det skal indgå i Udbetaling Danmarks vurdering, om dine hjælpemidler til sammen optager plads i din bolig i et sådant omfang, at du kan have behov for en større bolig.
Udbetaling Danmark skal eventuelt indhente yderligere oplysninger til brug for denne vurdering ift. til, om det er nødvendigt, at du anvender og opbevarer alle dine hjælpemidler i din bolig.
Hvis Udbetaling Danmark ikke efter en fornyet konkret vurdering kommer frem til, at du har ret til forhøjet boligstøtte efter de særlige regler for stærkt bevægelseshæmmede, skal afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i vurderingen. Du kan klage over den nye afgørelse til Ankestyrelsen.
Om reglerne
Stærkt bevægelseshæmmet
Er borger stærkt bevægelseshæmmet, skal der ved beregningen af borgers boligudgift medregnes for en person yderligere 10 m
2
. Derudover er der forskellige gunstigere beregningsregler.
Ved bedømmelsen af, om en borger kan anses for at være bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand, skal der lægges vægt på, om den pågældende har et handicap (det kan være fysisk, psykisk, kognitivt mv.), som medfører, at denne kun vanskeligt kan bevæge sig uden hjælpemidler, og derfor kan have behov for en større bolig. Det beror på en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde, hvor der lægges vægt på en helhedsvurdering af borgerens tilstand og behov for at have hjælpemidlet eller hjælpemidlerne inde i boligen.
Det kan indgå i vurderingen, om borger har flere hjælpemidler, som samlet optager meget plads i borgers bolig og derfor kan medføre, at borger kan have behov for en større bolig.
Det er ikke en betingelse, at borger har behov for sine hjælpemidler hele tiden, at borger anvender hjælpemidlerne til at komme omkring i sin bolig, eller at boligen har en særlig indretning.
En borger, der kan bevæge sig uden hjælpemidler, vil typisk ikke have behov for en større bolig, og er derfor ikke stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.
Det er også en betingelse for at få beregnet boligstøtten efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede, at boligen er egnet herfor. Det er ikke en betingelse, at boligen er specielt indrettet med henblik på bevægelseshæmmede, blot den er egnet. Afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Pligt til at oplyse sagen
Ifølge det forvaltningsretlige princip om sagsoplysning (officialprincippet)
og retssikkerhedslovens § 10, har en myndighed ansvaret for, at sagen er tilstrækkelig oplyst, inden der træffes afgørelse.
En afgørelse skal være begrundet
Efter forvaltningsloven skal en afgørelse være ledsaget af en begrundelse, når den meddeles skriftligt. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de regler, sagen er afgjort efter. Begrundelsen skal også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Når en afgørelse beror på en konkret vurdering, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for vurderingen.
Ankestyrelsens prøvelse
Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har
- anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,
- indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,
- inddraget relevante og saglige hensyn, og
- overholdt sagsbehandlingsreglerne.
Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.
Bemærkninger til Udbetaling Danmark
Genvurdering
Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark ikke har genvurderet afgørelsen inden fire uger efter, at de modtog din klage.
Udbetaling Danmark har modtaget din klage den 1. november 2023. Genvurderingen er sendt til Ankestyrelsen den 6. marts 2024.
Det fører dog ikke til et andet resultat. Grunden er, at sagen nu er sendt til os. En overskridelse af en lovbestemt tidsfrist kan ikke føre til et andet resultat i sagen, men kan alene føre til kritik.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Der var klageadgang til det sociale nævn vedrørende en kommunes afslag på fortsat rente- og afdragsfrihed på et beboerindskudslån ydet efter reglerne om pligtlån. Afgørelsen om rente- og afdragsfrihed var omfattet af den generelle klagebestemmelse, h...
Udgivet: 2025-04-30