Ankestyrelsens principafgørelse 85-17

GældendeÅr: 2017Udgivet: 2017-11-17

Beskrivelse

Servicelovens bestemmelser om magtanvendelse gælder for borgere med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der er berettigede til hjælp efter servicelovens bestemmelser om blandt andet praktisk hjælp og personlig pleje, socialpædagogisk...

Journalnummer

2017-2161-44085

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du på grund af betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne og på grund af dit behov for personlig, praktisk og socialpædagogisk hjælp er omfattet af personkredsen i servicelovens § 124 a. Du kan give informeret samtykke, men du har modsat dig optagelse i et særligt botilbud.

Vi vurderer, at betingelserne for flytning uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1, ikke er opfyldte.

Hvad er afgørende for resultatet

Personkreds

Vi lægger vægt på, at du er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Du er desuden beskrevet med opiodafhængighedssyndrom og afhængighedssyndrom af benzodiazepiner. Derudover lider du af hepatitis C og en gendefekt, der gør det nødvendigt for dig med behandling med blodfortyndende medicin.

Vi lægger desuden vægt på, at du har haft flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling inden for de seneste par år, herunder flere på rød tvang på grund af trusler og vold på dit nuværende botilbud. Det beskrives, at du under indlæggelserne er fundet svært psykotisk og udadreagerende og har været bæltefikseret flere gange.

Vi lægger til grund, at du modtager omfattende hjælp efter servicelovens bestemmelser, da du på nuværende tidspunkt bor på et længerevarende botilbud.

Optagelse i botilbud uden samtykke

Du ønsker ikke at flytte til det botilbud, kommunen har indstillet til. Du modsætter dig derfor flytningen, og servicelovens bestemmelse om flytning uden samtykke finder anvendelse, uanset om du er i stand til at give et informeret samtykke.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af udtalelse fra overlæge på Psykiatrisk Center af 18. april 2017, at du på daværende tidspunkt ikke fandtes til fare for dig selv eller andre, og at du var i stand til at overskue konsekvenserne af dine handlinger. Det bemærkes dog, at det er væsentligt, at den medikamentelle behandling opretholdes og at misbrug minimeres.

Vi lægger desuden vægt på, at det fremgår af sagen, at du på nuværende tidspunkt samarbejder om den antipsykotiske behandling, og at du frivilligt deltager i metadonbehandling, og at dette har medvirket til en stabilisering af dine forhold.

Vi lægger også vægt på, at du ikke har nogen fysiske begrænsninger, du er selv i stand til at lave mad og styre din økonomi. Du er selv i stand til at opsøge personalet og udtrykke behov for hjælp.

Vi lægger endvidere vægt på, at der ikke er konkrete oplysninger om, hvorfor hjælpen ikke skulle kunne gives i din nuværende bolig, herunder eventuelt ved yderligere personaledækning.

Vi er opmærksomme på, at du har en truende adfærd og også har udsat botilbuddets personale for vold. Derudover er der mistanke om kriminel adfærd ved handel med stoffer fra din bolig. Det ændrer ikke ved resultatet, da flytning uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1, alene kan ske for at forhindre en borger i at udsætte sig selv for at lide væsentlig personskade.

Botilbuddet egnethed

Vi har ikke taget stilling til botilbuddets egnethed, da vi vurderer, at betingelserne for flytning uden samtykke ikke er opfyldte. Vi bemærker dog, at kommunen alene kan indstille til flytning uden samtykke til botilbud, der på indstillingstidspunktet er godkendte og fremgår af Tilbudsportalen. Det er kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, der kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning. Vi henviser til principafgørelse 120-12.

Oplysningerne fremgår særligt af udtalelse fra overlæge på Psykiatrisk Center af 18. april 2017, VUM – samlet faglig vurdering af 29. marts 2017 samt kommunens indstilling.

Om reglerne

Servicelovens bestemmelser om magtanvendelse gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der er berettiget til at modtage hjælp efter servicelovens bestemmelser om blandt andet praktisk hjælp og personlig pleje, socialpædagogisk støtte og behandling, og som ikke samtykker til en foranstaltning.

Statsforvaltningen kan, efter indstilling fra kommunen, træffe afgørelse om, at visse personer skal optages i et bestemt botilbud. Der er tale om personer, der enten modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke til flytning. Servicelovens § 129, stk. 2, er dog en undtagelse hertil.

Betingelserne for optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1 er:

1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og

2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og

3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og

4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og

5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Bestemmelsen om flytning uden samtykke gælder ved flytning til både midlertidige og længerevarende botilbud.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

MagtanvendelseOptagelse i særligt botilbudPersonkreds

Paragraffer

§ 129§ 124a§ 124

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 97-19

Udgivet: 2019-12-18

Principmeddelelsen er en omskrivning af den tidligere principmeddelelse O-12-99. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og so...

Ankestyrelsens principafgørelse 25-18

Udgivet: 2018-05-31

Kommunen fastsætter egenbetalingen for de borgere, som har fået bevilget et ophold på midlertidigt botilbud efter serviceloven. Kommunen kan opkræve egenbetaling både for husleje, el og varme og for udgifter, som er en integreret del af botilbuddet. ...

Ankestyrelsens principafgørelse 25-18

Udgivet: 2018-05-31

Kommunen fastsætter egenbetalingen for de borgere, som har fået bevilget et ophold på midlertidigt botilbud efter serviceloven. Kommunen kan opkræve egenbetaling både for husleje, el og varme og for udgifter, som er en integreret del af botilbuddet. ...