Ankestyrelsens principmeddelelse 11-20
Beskrivelse
I sager om sygedagpenge og jobafklaringsforløb har en arbejdsgiver alene ret til at få oplysninger om helbred eller andre lægelige oplysninger om lønmodtager i en sag om refusion, hvis oplysningerne har væsentlig betydning for arbejdsgivers varetagel...
Journalnummer
19-38041
Indhold
Afgørelse
I har klaget over X Kommunes afgørelse om aktindsigt i sagen om refusion af sygedagpenge for medarbejder X. X Kommune afgjorde spørgsmålet den 19. juni 2019.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort jeres sag.
Resultatet er:
–
I har ikke ret til yderligere aktindsigt i dokumenter og helbredsmæssige og lægelige oplysninger.
–
Kommunen skal tage stilling til udlevering af sagens aktliste, dvs. indsigt i indførelser i journalregistret for så vidt angår de dokumenter, der knytter sig til sagen.
Det betyder, at vi stadfæster X Kommunes afgørelse i forhold til aktindsigt i sagens oplysninger og dokumenter.
Det betyder også, at vi hjemviser spørgsmålet om udlevering af aktliste.
Vi kritiserer, at der i kommunens afgørelse af den 19. juni 2019 ikke var givet en korrekt klagevejledning. Vi kritiserer desuden, at kommunen ikke har overholdt fristen for behandling af aktindsigt. Det fører dog ikke til et andet resultat.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at I har fået aktindsigt i de væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger i sagen.
Vi bemærker, at de udleverede oplysninger ikke udgjorde en nærliggende fare for, at jeres medarbejders private interesser ville lide skade af væsentlig betydning.
Vi vurderer, at der ikke er andre akter i sagen samt yderligere helbredsmæssige og lægelige oplysninger, som I skulle have haft.
Vi vurderer også, at kommunen skal tage stilling til udlevering af aktliste fra sagen.
Hvad er afgørende for resultatet
Sagens akter
I klager over, at I ikke har fået aktindsigt i alle de akter, der indeholder helbredsmæssige og lægelige oplysninger. I modtog partshøring om ophør af refusion den 12. juni 2019. Den 17. juni 2019 traf kommunen afgørelse om ophør af refusion. I anmodede om aktindsigt den 18. juni 2019 og I modtog delvis afslag på aktindsigt den 19. juni 2019.
Vi lægger vægt på, at I den 12. juni 2019 i partshøringsbrevet, blev gjort bekendt med de væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger om jeres medarbejder, som dannede grundlag for kommunens påtænkte afgørelse om ophør af refusion.
I den forbindelse lægger vi særligt vægt på, at dét partshøringsbrev, som var fremsendt til medarbejderen om ophør af sygedagpenge var medsendt til jer den 12. juni 2019. I var derfor gjort bekendt med de væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger om jeres medarbejder, som dannede grundlag for kommunens afgørelse om ophør af refusion af sygedagpenge, og som var af betydning for, at I kunne varetage jeres økonomiske interesser i sagen om ophør af refusion af sygedagpenge.
I har derfor ikke ret til indsigt i yderligere helbredsmæssige og lægelige oplysninger om medarbejderen, fordi de ikke er afgørende for, at I kan varetage jeres økonomiske interesser i sagen.
Vi er opmærksomme på jeres oplysninger om, at I som part i sagen har ret til aktindsigt i alle sagens akter. I henviste til praksis fra ombudsmanden og Ankestyrelsen.
Det oplyste er indgået under sagens behandling, men kan ikke føre til et andet resultat.
Efter en særregel i sygedagpengelovens § 68 a gælder det, at de helbredmæssige og lægelige oplysninger om en lønmodtager er undtaget fra arbejdsgivers ret til aktindsigt. Arbejdsgiver har undtagelsesvist ret til indsigt i de helbredsmæssige og lægelige oplysninger, i de situationer, hvor oplysningerne har væsentlig betydning for, at arbejdsgiver kan varetage sine økonomiske interesser i forbindelse med en (påtænkt) afgørelse om ophør af sygedagpengerefusion.
Det betyder, at I som arbejdsgiver alene har ret til at blive gjort bekendt med de helbredsmæssige og lægelige oplysninger, hvis de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for, at I kan varetage jeres økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge.
Vi bemærker i øvrigt, at selvom arbejdsgiver har interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne, vil retten til aktindsigt i oplysningerne i nogle tilfælde være begrænset af medarbejderens interesse i at hemmeligholde oplysningerne, hvis der efter en konkretiseret interesseafvejning er væsentlige skadevirkninger for medarbejder.
Ud fra sagens oplysninger ses kommunen ikke at have foretaget en sådan afvejning af de modstående hensyn.
I forhold til vurderingen af de modstående hensyn ved udlevering af væsentlige helbredsmæssige og lægelige oplysninger, bemærker vi, at de helbredsmæssige og lægelige oplysninger, som I fik indsigt i, var af afgørende betydning for, at I kunne varetage jeres økonomiske interesser i sagen, fordi de dannede grundlag for afgørelsen om ophør af refusion. Oplysningerne var derfor væsentlige for jer.
Vi bemærker desuden, at oplysningerne beskrev jeres medarbejders helbredsmæssige forhold på tidspunktet for kommunens afgørelse om ophør af refusion og svarede til oplysninger der sædvanligvis indgår i sager om sygedagpenge, hvor en medarbejder er sygemeldt på baggrund af stress og depression udløst af forhold på arbejdspladsen. Herunder indgik oplysninger om helbredsforholdenes indvirkning på arbejdsevnen, oplysninger om den iværksatte behandling og skånehensyn.
Der var derfor ikke tale om helbredsmæssige og lægelige oplysninger af en sådan karakter, at private forhold ville lide skade af væsentlig betydning ved, at I fik kendskab til oplysningerne.
Aktliste
Det følger af offentlighedsloven, at kommunens journalsystem skal være indrettet således, at det indeholder oplysninger om journaliserede dokumenter, herunder dato for modtagelse og afsendelse samt en kort angivelse af dokumentets indhold.
Det følger ligeledes af forvaltningsloven, at I som part har ret til at få aktindsigt i fortegnelser vedrørende en sags dokumenter. Formålet er, at I skal have mulighed for at danne et overblik over de oplysninger, der er på sagen. Formålet er ligeledes, at sikre, at den der søger om aktindsigt, har mulighed for at kontrollere, om pågældende har fået aktindsigt i samtlige dokumenter, som den aktindsigtssøgende mener at have krav på aktindsigt i.
Vi finder ved henvisning til ovenstående, at kommunen er forpligtet til af egen drift at udarbejde og fremsende en aktliste i forbindelse med behandling af en anmodning om aktindsigt.
Om reglerne
En part kan forlange at få kendskab til alle dokumenter i en sag, hvor myndigheden afgør et spørgsmål over for parten. Det fremgår af forvaltningsloven.
En arbejdsgiver, der udbetaler løn under medarbejderens sygefravær, er part i sagen om sygedagpengerefusion. Arbejdsgiveren har derfor som klart udgangspunkt, ret til at blive gjort bekendt med det fulde faktiske grundlag for en afgørelse, så arbejdsgiveren har mulighed for at varetage sine interesser i sagen.
Med virkning fra 1. januar 2019 har en arbejdsgiver som udgangspunkt ikke ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtageren efter forvaltningslovens §§ 9, 19 og 24, der indgår i en sag om refusion af sygedagpenge, selvom arbejdsgiveren er part i sagen. Arbejdsgiveren har dog ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne, hvis de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge efter § 54, med mindre afgørende hensyn til lønmodtagerens interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Princip om meroffentlighed
Der er ikke mulighed for at give aktindsigt efter regler om meroffentlighed, hvis det betyder, at kommunen overtræder reglerne om tavshedspligt.
X Kommune kan derfor ikke give aktindsigt i yderligere helbredsmæssige og lægelige oplysninger efter reglerne om meroffentlighed, fordi der er tale om tavshedsbelagte oplysninger.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Sygedagpenge kan forlænges efter § 27, stk. 1, nr. 2, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. Selvom sygedagpengene har været forlæ...
Udgivet: 2013-07-10
En kommune kan ikke klage over en afgørelse fra samme kommune. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en kommunal arbejdsgiver ikke havde den fornødne retlige interesse, når klagen angik afgørelse truffet af sygedagpengekontoret i samme kommun...
Udgivet: 2013-07-11
En kommune skulle i forbindelse med partshøring, hvor parten havde flere verserende sager, oplyse, i hvilken konkret sag kommunen ville træffe afgørelse i. Dette var en forudsætning for, at parten kunne komme med relevante bemærkninger samt eventuelt...