Ankestyrelsens principmeddelelse 51-22 om sygedagpenge - flytning - opholdskommune - udbetalingsforpligtelse - fortsat udbetaling - stedlig kompetence

Sag nr. 1, j.nr. 22-35231

I har klaget over C Kommunes afgørelse om udbetaling af sygedagpengerefusion for jeres medarbejder X. C Kommune afgjorde sagen den 30. juni 2022.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort jeres sag.

Resultatet er:

I havde ret til sygedagpengerefusion fra den 4. januar 2022 til og med den 30. april 2022.

Det betyder, at vi ændrer C Kommunes afgørelse.

C Kommune kontakter jer.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at I har ret til sygedagpengerefusion for perioden fra den 4. januar 2022 til og med den 30. april 2022.

Hvad er afgørende for resultatet

I anmodede ved brev af 8. juni 2022 til C Kommune om refusion for perioden fra den 20. december 2021 til og med den 30. april 2022.

C Kommune traf den 30. juni 2022 afgørelse om, at I havde ret til sygedagpengerefusion fra C Kommune for perioden fra den 7. februar 2022 til og med den 30. april 2022, men at A Kommune havde pligt til at betale sygedagpengerefusionen for den forudgående periode fra den 20. december 2021 til og med den 6. februar 2022, fordi jeres medarbejder havde ophold i A Kommune.

I har efterfølgende oplyst, at A Kommune havde udbetalt sygedagpengerefusion for perioden til og med den 3. januar 2022.

I har oplyst i klagen, at I fortsat ikke havde fået udbetalt sygedagpengerefusion for perioden fra den 4. januar 2022 til og med den 6. februar 2022. Vi lægger til grund, at C Kommune ikke udbetalte refusion for perioden fra den 4. januar 2022 til og med den 6. februar 2022, og at jeres klage derfor vedrører retten til refusion fra den 4. januar 2022.

I har anført i klagen, at I ikke havde forudsætning for at vurdere, hvilken kommune der havde pligten til at yde hjælp.

Vi vurderer, at spørgsmålet om, hvilken kommune, der har udbetalingsforpligtelsen, ikke har betydning for jeres ret til sygedagpengerefusion.

Vi lægger vægt på, at det afgørende for retten til refusion er, at den sygemeldte opfylder betingelserne i sygedagpengeloven for at kunne modtage sygedagpenge, og at betingelserne om anmeldelse af fraværet og anmodning om refusion er opfyldte. Det har ikke betydning for jeres ret til refusion, at en eller flere kommuner er uenige om, hvem der skal yde hjælpen. 

Vi lægger til grund, at I efter sygedagpengeloven opfyldte betingelserne for at modtage refusion i den givne periode.

Desuden henviser vi til, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg d.d. har afgjort, at C Kommune var jeres medarbejders opholdskommune på tidspunktet for kommunens afgørelse og havde pligt til at yde hjælp, også selvom der er tale om ydelser for en periode, der ligger før den dato, jeres medarbejder flyttede til C Kommune. Det følger af afgørelsen om opholdskommunespørgsmålet, at det kun er C Kommune, der kan bevilge hjælpen og afholde udgifterne.

Oplysningerne fremgår særligt af jeres anmodning af 8. juni 2022 om sygedagpengerefusion, jeres klage og Ankestyrelsen afgørelse af d.d. om opholdskommunespørgsmålet.

Om reglerne

Efter reglerne kan en arbejdsgiver få sygedagpengerefusion, hvis medarbejderen ville have haft ret til at få udbetalt sygedagpengene fra kommunen.

Det er den aktuelle opholdskommune, der har den stedlige kompetence til at træffe afgørelse om ret til sygedagpenge og til at yde hjælp.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

I kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på

www.ast.dk

Sag nr. 2, j.nr. 22-42205

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har afgjort uenighed mellem A Kommune og C Kommune om opholdskommune for X og om pligten til at yde ham hjælp og betale for denne hjælp før 1. februar 2022.

Resultatet er:

X erhvervede ny opholdskommune i C Kommune i januar 2022. C Kommune fik pligt til at yde X hjælp og til at betale for denne hjælp.

På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at X fik bopæl eller sædvanligt ophold i C Kommune i januar 2022.

Hvad

er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at X ifølge sine egne oplysninger flyttede til en lejet bolig i C Kommune i januar 2022.

Ifølge A Kommunes journalnotater af 4. januar 2022, 10. januar 2022 og 13. januar 2022 og statusattest fra egen læge af 14. januar 2022 skulle X således fra den 17. januar 2022 bo i et hus, som han havde lejet af en kammerat, i C Kommune.

Det fremgår derudover af C Kommunes journalnotat af 20. januar 2022, at X telefonisk denne dag oplyste, at han var flyttet til kommunen den 18. januar 2022. Han havde ikke mulighed for at flytte adresse pga. manglende NemID. Derudover oplyste han til A Kommune den 31. januar 2022, at han var fraflyttet A Kommune den 19. januar 2022.

Vi er opmærksomme på, at X ifølge udateret logiværtserklæring skulle bo og opholde sig på logiværtens adresse fra 1. februar 2022.

Ifølge CPR var han fra 17. januar 2022 til 1. februar 2022 registreret på ukendt adresse. Han blev pr. 1. februar 2022 adresseregistreret i C Kommune. Ifølge oplysningerne i sagen meldte han først adresseflytning til B Kommune i februar 2022 og til C Kommune i marts 2022.

Vi lægger her særligt vægt på X’s egne oplysninger om, at han flyttede til C Kommune i januar 2022. Den efterfølgende adresseregistrering er ikke afgørende, da tidspunktet for det faktiske ophold vejer tungere.

C Kommune fik som opholdskommune fra omkring 18. januar 2022 pligten til at yde X hjælp og betale for denne hjælp, herunder efter sygedagpengelovens regler.

C Kommune har henvist til pkt. 68.8 i vejledning til sygedagpengeloven, hvoraf det fremgår, at fraflytningskommunen betaler og afholder sygedagpenge for hele den uge, hvor flytningen finder sted. Det er derfor C Kommunes opfattelse, at kommunen først har betalingspligt fra den 7. februar 2022, dvs. fra mandagen efter adresseregistreringen den 1. februar 2022.

Vi lægger her vægt på, at det fremgår af sygedagpengelovens § 68, at kommunen træffer afgørelse om sygedagpenge efter reglerne om opholds- og handlekommune i retssikkerhedslovens kapitel 3. Det er således reglerne om fastlæggelse af opholdskommune i retssikkerhedsloven, der er afgørende for, hvilken kommune, der skal yde hjælp i sygedagpengesager, og fra hvilket tidspunkt. Efter retssikkerhedslovens regler er det faktiske flyttetidspunkt afgørende for, hvornår en ny opholdskommune får forpligtelserne som opholdskommune.

Det forhold, at reglerne er beskrevet anderledes i pkt. 68.8 i Vejledning om sygedagpenge (vejledning nr. 9300 af 25. juni 2008) kan ikke føre til et andet resultat. Vi lægger afgørende vægt på ordlyden af § 68, stk. 1, i sygedagpengeloven, forarbejderne til bestemmelsen og reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3.

Vi henviser også til principmeddelelse 64-12, hvorefter en persons opholdskommune har stedlig kompetence til at træffe afgørelse om ret til sygedagpenge.

Da X flyttede til C Kommune, fik C Kommune således som ny opholdskommune pligten til at yde ham hjælp og til at betale for denne hjælp, herunder efter sygedagpengeloven.

Hverken A Kommune eller B Kommune har haft stedlig kompetence til at yde hjælp til X eller betale for denne hjælp efter, at han flyttede til C Kommune, heller ikke selvom der er tale om ydelser for en periode, der ligger før flyttetidspunktet. Hvis X er berettiget til hjælp for en periode, der ligger før flytningen til C Kommune, er det således kun C Kommune, der kan bevilge den og afholde udgifterne.

Vi er opmærksomme på, at C Kommune har anført, at A Kommune bibeholdt pligten til at yde X hjælp efter sygedagpengereglerne under opholdet i B Kommune.

A Kommune har hertil oplyst, at kommunen ikke kunne oversende X’s sag til B Kommune, da han ikke rettidigt havde ændret sin adresse, inden han flyttede til C Kommune. Han lod sig først efterfølgende adresseregistrere i B Kommune med tilbagevirkende kraft.

Under X’s ophold i B Kommune havde han efter retssikkerhedslovens regler opholdskommune i denne kommune, da han ikke havde bevaret en bopæl og dermed tilknytning til A Kommune. Ifølge A Kommune havde A Kommune og B Kommune ikke indgået aftale om, at A Kommune skulle beholde pligten til fortsat at yde X hjælp, da han tog ophold i B Kommune. A Kommune havde derfor ikke stedlig kompetence til fortsat at træffe afgørelse om at yde hjælp efter sygedagpengeloven.

Om reglerne

En person har opholdskommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig. Opholdskommunen har som udgangspunkt pligt til at hjælpe.

Ved afgørelse af, hvilken kommune der er opholdskommune, kan der lægges vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der kan lægges vægt på.

Folkeregistertilmeldingen er et vigtigt moment, men de faktiske forhold vejer tungere. Et væsentligt moment er personens egne oplysninger ikke mindst om, hvor den pågældende har været. Der kan også lægges vægt på, hvor en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp eller få udbetalt ydelser.

Alle har en opholdskommune, og der kan derfor ikke stilles minimumskrav til den tilknytning, en person skal have til en kommune, for at kommunen kan anses for opholdskommune. Fastlæggelsen af, hvilken kommune, der er opholdskommune, kræver ofte, at der foretages en vurdering af en persons tilknytning til flere kommuner, for at fastslå, hvilken kommune der er nærmest til at anse for at være personens opholdskommune.

Hvilken kommune, der kan træffe afgørelse om sygedagpenge, fastlægges efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, da sagen afgøres efter sygedagpengelovens bestemmelse § 68. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

I kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler sager på møde på

www.ast.dk