Ankestyrelsens principafgørelse D-12-04

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7 og § 54

Afgørelse

Information

• En lønmodtager, som efter barselsorlov mm. havde genoptaget arbejdet som lagerekspedient i marts 1999, sygemeldte sig fra den 5. maj 1999.
• På dagpengeskemaet havde lønmodtageren om sygdommens art oplyst, at der var tale om psykiske problemer på arbejdet. Arbejdsforholdet skulle ophøre den 30. juni 1999 efter opsigelse fra lønmodtageren.
• Lønmodtagerens læge betegnede i sin erklæring lønmodtageren som psykisk nedbrudt.
• Lægen oplyste på telefonisk forespørgsel fra kommunen, at lønmodtageren havde oplyst, at der ikke direkte havde været tale om chikane, men at der havde været forskellige problemer gennem længere tid. Lægen vurderede, at lønmodtageren allerede efter 14 dages sygdom måtte have haft det så godt, at hun ville kunne have påbegyndt andet arbejde.
• Kommunen gav herefter afslag på refusion for perioden 19. til 31. maj 1999, da lønmodtageren ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Kommunen henviste til dagpengelovens § 26, stk. 1, hvorefter en arbejdsgiver, der betaler løn under fravær fra arbejdet, kun kan få udbetalt de dagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen.
• Kommunens afgørelse blev tiltrådt af det sociale nævn.
• Nævnet genoptog sagen på baggrund af Østre Landsrets dom af 19. april 2000 (SM D-8-00), men fastholdt sin afgørelse med den begrundelse, at der ikke var oplyst forhold, der tydede på, at lønmodtageren ville genoptage arbejdet, hvilket hun heller ikke gjorde. Der var ikke godtgjort behov for, at parterne skulle have mulighed for at løse problemerne, der forårsagede sygefraværet uden at fortabe retten til dagpenge. Der var ikke foregået nogen egentlig behandling fra lægens side, og denne gav udtryk for, at lønmodtageren ville kunne påtage sig andet arbejde.
• Nævnet fandt, at uarbejdsdygtigheden skulle bedømmes ud fra en bredere vurdering og fastholdt derfor sin tidligere afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. gjort gældende, at der først efter en vis sygemeldingsperiode kunne foretages en bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden.
• At lønmodtageren var i opsagt stilling, og at hun efter en lægelig vurdering kunne påtage sig andet arbejde var således kriterier, der tidligst efter en vis sygeperiode kunne berettige kommunen til at foretage en bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden, jf. dagpengevejledningens pkt. 23 og 24.
• Den manglende medicinske behandling var ikke et relevant kriterium. Det afgørende var, at lønmodtageren efter de lægelige oplysninger var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren.
• Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen kopi af egen læges journal for maj - juni 1999. Det fremgik heraf, at lønmodtageren udover den 11. maj 1999 også havde konsulteret lægen den 20. maj og den 31. maj 1999, men af andre årsager, og uden at der var nævnt noget om den psykiske tilstand.
• Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, da lønmodtageren den 19. maj 1999 ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5,stk. 1. Arbejdsgiveren havde derfor ikke ret til refusion, da hans ret var afledet af lønmodtagerens ret til dagpenge.
• Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren søgte læge den 11. maj 1999, da hun havde det psykisk dårligt på grund af forholdene på arbejdspladsen. Der blev ikke iværksat egentlig lægelig behandling, og det fremgik af lægens journal, at der havde været konsultationer både den 20. og den 31. maj 1999, uden at lønmodtagerens psykiske tilstand blev nævnt.
• Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren efter egen læges vurdering kun var uarbejdsdygtig i forhold til den aktuelle arbejdsplads, men ikke kunne anses for uarbejdsdygtig i forhold til andet arbejde. Ankestyrelsen fandt det derfor ikke afgørende, at lægen i sin erklæring havde betegnet lønmodtageren som psykisk nedbrudt.
• Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det var afklaret, at lønmodtageren ikke ville komme tilbage til arbejdspladsen, da hun havde sagt op.
• På baggrund heraf fandt Ankestyrelsen, at vurderingen af uarbejdsdygtigheden den 19. maj 1999 ikke udelukkende kunne ske i forhold til den konkrete arbejdsgiver.
• Sagen indgår i SM D-5-01 som sag nr. 1.
• Sagen blev indbragt for Østre landsret, som i dom af 23. januar 2003 frifandt Ankestyrelsen.
• Landsretten udtalte vedr. spørgsmålet om refusion, at der er tale om en afledet ret. Ved afgørelsen af, om lønmodtageren var berettiget til dagpenge lagde retten vægt på, at der efter pkt. 23 og pkt. 24 i Ankestyrelsens vejledning om syge- og barselsdagpenge ved vurderingen af, om en sygemeldt lønmodtager er uarbejdsdygtig på grund af sygdom af kortere varighed, skal tages udgangspunkt i det arbejde, der er udført før sygemeldingen, jf. herved tillige dommen i U. 2000.1649Ø ( sagen i SM D-8-00). I nærværende sag tillagde retten det vægt, at lønmodtageren havde opsagt sin stilling, således at ansættelsesforholdet efter det oplyste måtte anses for ophørt med udgangen af juni måned 1999. Lønmodtageren genoptog ikke sit arbejde i perioden fra sygemeldingen den 5.maj 1999 til ansættelsesforholdets ophør og havde forklaret, at det godt kunne passe, at hun efter 2-4 uger efter den 5. maj 1999 var i stand til at påtage sig andet arbejde. I en sådan situation fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte, at Ankestyrelsen i sin afgørelse af 12. juni 2000 anlagde en bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden, således at lønmodtageren fra den 19. maj 1999 ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.
• " Det fremgår af forarbejderne til § 5 (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1011), at uarbejdsdygtighed i lovens forstand er et relativt vidt begreb, og det er i administrativ praksis antaget, at vurderingen af, om en arbejdstager er fuldt uarbejdsdygtig ved sygdom af kortere varighed, skal ske med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført før sygemeldingen.
• Ved vurderingen af, om (lønmodtageren) var berettiget til sygedagpenge i tiden fra den 19. maj til den 31. maj 1999, må Højesteret efter de lægelige oplysninger lægge til grund, at hun i denne periode - og i øvrigt i hele opsigelsesperioden i henhold til hendes opsigelse af 11.maj 1999 - var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til sit arbejde hos arbejdsgiveren.
• Lønmodtageren var ansat på funktionærvilkår og var derfor først berettiget til at fratræde sin ansættelse ved opsigelsesperiodens udløb den 30. juni 1999. Hun har modtaget løn fra arbejdsgiveren til denne dato, og hendes ansættelse har således bestået i hele opsigelsesperioden.
• Højesteret finder, at der under disse omstændigheder ikke i denne kortvarige periode fra hendes sygemelding til hendes fratræden har været grundlag for at bedømme lønmodtagerens uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag end hendes hidtidige arbejde, og hun har derfor været berettiget til dagpenge som fuldt uarbejdsdygtig. Arbejdsgiveren har som følge heraf krav på refusion af sygedagpenge for perioden fra den 19. maj til den 31. maj 1999 som påstået. "