Ankestyrelsens principafgørelse 110-10
Beskrivelse
Efter en lovændring per 20. marts 2009 kan sager, der er afvist som for sent anmeldt, genoptages. Reglen finder anvendelse på alle afgørelser om genoptagelse, som træffes efter den 20. marts 2009. Sager, der er afvist som for sent anmeldt efter en ti...
Journalnummer
J.nr.: 1215300-09
Indhold
Lovhenvisninger
- Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -
- Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 41, stk. 1
- Note:
- Note: Principafgørelse U-7-07 ophæves.
Afgørelse
Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om, hvorvidt der kan ske genoptagelse af spørgsmålet om dispensation fra anmeldelsesfristen på 1 år. Din sag vedrører den anmeldte hændelse den 14. marts 2007, hvor du oplyser, at du kom til skade med din ryg.
Resultatet er
Vi vurderer, at en lovændring, som trådte i kraft den 20. marts 2009, hvorefter vi kan genoptage sager efter arbejdsskadeloven, der er afvist som for sent anmeldte på grundlag af lov om arbejdsskadesikring, finder anvendelse i din sag.
• Vi har genoptaget sagen
• Hændelsen er anmeldt for sent, og vi kan ikke se bort fra, at fristen for anmeldelse er overskredet
Du kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.
Arbejdsskadestyrelsen afslog at genoptage din sag. Denne afgørelse har vi ændret.
Vi har vurderet hele din sag på ny, men vi finder, at der ikke er grundlag for at dispensere fra den 1-årige anmeldelsesfrist.
Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelsen af 22. juni 2009 efter lov om arbejdsskadesikring § 42. Arbejdsskadestyrelsen skulle i stedet have truffet afgørelsen efter samme lovs § 41, idet sagen drejer sig om genoptagelse af spørgsmålet om dispensation fra anmeldelsesfristen på 1 år.
Kritikken medfører imidlertid ikke, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er ugyldig, idet vi retter fejlen ved i vores afgørelse at henvise til og vedlægge uddrag af § 41 i lov om arbejdsskadesikring.
På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.
Lovændringen
Ved lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. nr. 186 af 18. marts 2009 blev § 41, stk. 1 ændret.
Herefter er ordlyden i § 41, stk. 1 således: ”Efter anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsskadestyrelsens foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det gælder tillige for sager, der er afvist på grund af for sen anmeldelse”.
Lovændringen trådte i kraft den 20. marts 2009. Det følger af forarbejderne til lovændringen, at den finder anvendelse på alle afgørelser om genoptagelse, som træffes fra denne dato efter lov om arbejdsskadesikring.
For de tidligere arbejdsskadelove, for eksempel lov om sikring mod følger af arbejdsskade, gælder det fortsat, at sager, der er afvist som for sent anmeldte, kun kan genoptages på ulovbestemt grundlag.
Begrundelsen for at genoptage din sag
Ifølge formuleringen af arbejdsskadelovens § 41, stk. 1 er det ikke en betingelse, at der skal foreligge væsentlige nye oplysninger, for at der kan ske genoptagelse inden for 5-årsfristen. Der er således beskedne krav til nova.
Vi vurderer, at der er kommet nye oplysninger i din sag, der er relevante for spørgsmålet om dispensation fra den 1-årige anmeldelsesfrist.
Vi har lagt vægt på, at der i forbindelse med anmodning om genoptagelse er indsendt nye lægelige oplysninger i form af en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring af 6. april 2009. Desuden har dit forbund i brev af 7. maj 2009 afgivet nye oplysninger om din henvendelse til din arbejdsgiver om hændelsen den 14. marts 2007.
Arbejdsskadestyrelsen har givet afslag på genoptagelse af din sag. Dette er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Vores beslutning om at genoptage din sag er til gengæld ikke en afgørelse, men et processuelt sagsbehandlingsskridt, idet beslutningen ikke i sig selv medfører retsvirkninger efter loven.
Begrundelsen for afgørelsen om afslag på dispensation
Hændelsen skete den 14. marts 2007, men hændelsen blev først anmeldt til din arbejdsgivers forsikringsselskab den 4. april 2008. Der er derfor ikke sket anmeldelse af hændelsen inden for anmeldelsesfristen på 1 år.
Vi kan ikke dispensere fra anmeldelsesfristen, fordi vi skønner, at der ikke er særlig grund dertil.
Er anmeldelsen ikke indsendt rettidigt til forsikringsselskabet eller Arbejdsskadestyrelsen, kan krav om erstatning efter arbejdsskadeloven dog rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. Vi kan se bort fra overskridelse af fristen, når
1. det er dokumenteret, at tilskadekomne har været udsat for en personskade, som skyldes en hændelse eller en påvirkning, som er sket pludseligt eller inden for 5 dage
2. der er anført en rimelig begrundelse for, at sagen ikke er rettidigt anmeldt
3. der foreligger ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem tilskadekomnes nuværende gener og den anmeldte skade
4. mén, tab af erhvervsevne eller behandlingsudgifter som følge af arbejdsskaden har et sådant omfang, at det kan medføre godtgørelse eller erstatning
Alle fire forhold skal være opfyldt, for at vi kan dispensere fra anmeldelsesfristen.
Vi henviser til Principafgørelse U-24-01 om dispensation fra anmeldelsesfristen.
Vi vurderer, at du ikke opfylder forhold 2.
Det fremgår af sagen, at du den 14. marts 2007 løftede en stolpebærer. Du tabte stolpebæreren og greb ud efter den, hvorved du fik et knæk i ryggen. Efterfølgende har du haft vedvarende smerter i din bryst-/lænderyg. I juni 2007 var du til røntgenundersøgelse af din bryst-/lænderyg. I januar 2008 var du til reumatologisk speciallægeundersøgelse, hvor der blev foretaget MR-skanning af din lænderyg og begge korsbensled.
Vi har lagt vægt på, at du som følge af dine fortsatte ryggener og de lægelige undersøgelser burde have gjort dig nogle overvejelser om hændelsens mulige følgevirkninger. Du burde således have sikret dig, at hændelsen blev anmeldt til din arbejdsgivers forsikringsselskab eller Arbejdsskadestyrelsen, før den 1-årige anmeldelsesfrist udløb.
På baggrund af sagens oplysninger finder vi det ikke dokumenteret, at du inden for 1 år fra hændelsens indtræden aktivt henvendte dig til din arbejdsgiver om anmeldelse af hændelsen og fik at vide, at hændelsen var anmeldt.
Da du ikke opfylder forhold 2, har vi ikke taget stilling til de øvrige forhold.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, funktionsattest vedrørende brystryg og lænderyg, din og din arbejdsgivers besvarelse på Arbejdsskadestyrelsens spørgeskemaer og ortopædkirurgisk speciallægeerklæring af 6. april 2009.
Bemærkninger til klagen
Dit forbund anfører, at din arbejdsgiver har ringet til Arbejdsskadestyrelsen den 25. juni 2009 for at oplyse, at du ikke har forholdt dig passivt i forbindelse med hændelsen den 14. marts 2007.
Du fik udleveret en kopi af anmeldelsen, som din arbejdsgiver ville sende. Din arbejdsgiver glemte dog at indsende anmeldelsen. Du har derpå forhørt dig til anmeldelsen et par gange. Da du siden kontakter dit forbund, finder forbundet ud af, at der ikke er sket anmeldelse og gør din arbejdsgiver opmærksom på dette.
Endelig oplyser dit forbund, at du har store følger efter hændelsen.
Dit forbund har efterfølgende indsendt psykiatrisk speciallægeerklæring af 10. december 2009 og bevilling af førtidspension fraX Kommune af 12. januar 2010.
Vi bemærker, at vi har været opmærksomme på dit forbunds oplysninger under sagens behandling. Vi har genoptaget sagen, men vi finder ikke grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen på 1 år.
Vi henviser i det hele til begrundelserne ovenfor.
Arbejdsskadestyrelsen kan ikke bekræfte, at din arbejdsgiver har ringet til dem den 25. juni 2009. Den omtalte telefonsamtale synes dog under alle omstændigheder ikke at kunne ændre ved vores vurdering af sagen.
Oplysningerne i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af
• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen
• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 22. juni 2009. Ved denne afgørelse fik du afslag på genoptagelse af spørgsmålet om dispensation fra den 1-årige anmeldelsesfrist
• klagen til Ankestyrelsen
• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering
• brev fra M 9. december 2009 med vedlagt psykiatrisk
speciallægeerklæring af 10. november 2009
• brev fraM af 4. februar 2010 med vedlagt bevilling af førtidspension
fra X kommune12. januar 2010
Principiel behandling af din sag
Vi har besluttet at behandle din sag principielt til belysning af en lovændring, som trådte i kraft den 20. marts 2009, hvorefter vi kan genoptage sager efter arbejdsskadeloven, der er afvist som for sent anmeldte på grundlag af lov om arbejdsskadesikring.
Endvidere har vi besluttet at behandle din sag principielt til belysning af, hvorvidt beslutningen om at genoptage en sag er et processuelt sagsbehandlingsskridt eller en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Vi har endelig besluttet at behandle din sag principielt til belysning af, hvilke beskedne krav der stilles til nye oplysninger (Y), for at vi kan genoptage inden for 5-årsfristen i arbejdsskadelovens § 41, stk. 1.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Skadelidte havde efter en konkret vurdering løftet bevisbyrden for, at hendes deltidsansættelse på tidspunktet for arbejdsskaden alene var af midlertidig karakter. Da hun havde fuld erhvervsevne før arbejdsskaden, skulle årslønnen herefter i overenss...
Udgivet: 2013-07-10
Den 5-årige frist for genoptagelse skulle regnes fra den første egentlige afgørelse om erstatning, og ikke fra den første afgørelse, som Arbejdsskadestyrelsen alene traf for at overholde fristen for at træffe afgørelse efter arbejdsskadelovgivningen,...
Udgivet: 2013-07-10
Efter en lovændring per 20. marts 2009 kan sager, der er afvist som for sent anmeldt, genoptages. Reglen finder anvendelse på alle afgørelser om genoptagelse, som træffes efter den 20. marts 2009. Sager, der er afvist som for sent anmeldt efter en ti...