Ankestyrelsens principmeddelelse 12-21
Beskrivelse
Ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste tages der udgangspunkt i forælderens seneste lønindtægt inden overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen skal rådgive forælderen om konsekvenserne ved overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Er forælde...
Journalnummer
18-54128
Indhold
Afgørelse
Beregningen af din tabte arbejdsfortjeneste
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at kommunens beregning af din tabte arbejdsfortjeneste er i overensstemmelse med reglerne herom.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste er ansat i et fleksjob, hvori du får udbetalt løn for 12 timers arbejde om ugen.
Bruttoindtægten skal fastsættes ud fra den seneste lønindtægt, som du oppebar inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste, når du har haft tilknytning til arbejdsmarkedet som lønmodtager.
Lønnen i dit fleksjob er derfor den seneste lønindtægt, forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste.
Vi finder på den baggrund, at kommunens beregning af din tabte arbejdsfortjeneste er i overensstemmelse med reglerne herom.
Udmålingen af din tabte arbejdsfortjeneste
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at udmålingen af din tabte arbejdsfortjeneste skal tage udgangspunkt i din arbejdstid på 12 timer om ugen.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du er ansat i et fleksjob 12 timer om ugen og modtager løn fra din arbejdsgiver for de 12 timer, du arbejder. Du modtager derudover fleksløntilskud for de resterende 25 timer.
Du har derfor et indtægtstab svarende til 12 timer om ugen.
Vi finder på den baggrund, at udmålingen af din tabte arbejdsfortjeneste skal tage udgangspunkt i din arbejdstid på 12 timer om ugen.
Vi finder på den baggrund også, at du har et indtægtstab svarende til 12 timer om ugen.
Fradrag for din erhvervsevnetabsforsikring
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at der ikke skal ske fradrag for din erhvervsevnetabserstatning i din tabte arbejdsfortjeneste.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at din erhvervsevne er nedsat med 2/3, og at du som følge heraf er ansat i et fleksjob 12 timer om ugen.
Vi lægger også vægt på, at du modtager en erhvervsevnetabserstatning svarende til en nedsættelse af din erhvervsevne med 2/3.
Vi lægger videre vægt på, at du er berettiget til 12 timers tabt arbejdsfortjeneste om ugen. Vi henviser til begrundelsen ovenfor.
Vi finder på den baggrund, at din erhvervsevnetabserstatning og din tabte arbejdsfortjeneste ikke dækker samme forsørgelsesbehov. Der skal derfor ikke ske fradrag herfor i din tabte arbejdsfortjeneste.
Om reglerne
Tabt arbejdsfortjeneste er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. For at få dækket tabt arbejdsfortjeneste skal pasningen af barnet i hjemmet samtidig medføre et indtægtstab.
Tabt arbejdsfortjeneste fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, dog højst med et beløb på 31.936 kr. (2020-niveau) om måneden. Maksimumbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Ydelsesloftet og bruttoydelsen reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 procent tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår.
Hvis borgerens bruttoindtægt, uanset det timetal borgeren arbejdede forud for overgangen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, er lavere end ydelsesloftet, påvirkes udmålingen af ydelsen ikke af ydelsesloftet. I disse tilfælde skal den tabte arbejdsfortjeneste fastsættes ud fra den tidligere bruttoindtægt.
Bruttoindtægten skal fastsættes ud fra den seneste lønindtægt, som pågældende oppebar inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste, når ansøger tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet som lønmodtager. Vi henviser til principmeddelelse 30-13.
Når beregningsgrundlaget er fundet, beregnes den tabte arbejdsfortjeneste på samme måde som til en lønmodtager, herunder også i forhold til ydelsesloftet, og udbetales som A-indkomst.
For at få dækket tabt arbejdsfortjeneste skal pasningen af barnet i hjemmet samtidig medføre et indtægtstab. Det er således en forudsætning, at ansøgeren helt eller delvist har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe barnet eller den unge.
Ved dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan der alene ske dækning af forældrenes tab. Det betyder blandt andet, at ydelsen nedsættes med en løbende indtægt fra en pensions- eller forsikringsordning, når udbetalingen sker som følge af det samme indtægtstab. Vi henviser i den forbindelse til principmeddelelse 11-15.
Dobbeltforsørgelse forudsætter, at to ydelser dækker samme forsørgelsesbehov eller er en følge af samme begivenhed. Ydelserne skal desuden dække samme tidsrum, og hvis ydelserne var blevet udbetalt på samme tidspunkt, skulle den ene ydelse udelukke eller nedsætte den anden.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En borger, der inden overgangen til plejevederlag modtog sygedagpenge, skulle have satsreguleret sit plejevederlag. Årsagen var, at borgeren ellers ville blive økonomisk ringere stillet, end hvishan var fortsat med at modtage sygedagpenge. Sygedagpen...
Udgivet: 2017-07-20
Bilstøttereglerne i serviceloven og bilbekendtgørelsen tager sigte på at kompensere for borgerens nedsatte evne til at færdes, så den personkreds, der er omfattet af disse regler, får mulighed for at få sit kørselsbehov dækket med en egnet bil. Der k...
Udgivet: 2022-12-14
Principmeddelelsen fastslår Retten til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste er betinget af, at barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk og langvarig lidelse. Medicinsk behandli...