Ankestyrelsens principmeddelelse 13-21
Beskrivelse
Arbejdsskademyndighederne træffer afgørelse om alle forhold efter arbejdsskadesikringsloven, herunder spørgsmål om tilbagebetaling. Hvis et forsikringsselskab klager over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, har klagen opsættende virkni...
Journalnummer
20-16826
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, at du ikke skal betale for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne tilbage, er ugyldig.
Vi vurderer, at arbejdsskademyndighederne ikke har kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmålet om tilbagebetaling i sagen, da privatretlige aftaler om acontoudbetalinger ikke er reguleret i arbejdsskadeloven.
Hvad er afgørende for resultatet
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 31. august 2017, hvor de fastsatte dit tab af erhvervsevne til 30 procent. Forsikringsselskabet klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen. Klagen havde opsættende virkning og betød, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at betale erstatning til dig.
Din fagforening anmodede den 20. november 2017 forsikringsselskabet om udbetaling af et acontobeløb. Forsikringsselskabet indvilligede i at udbetale et acontobeløb svarende til 15 procent i tab af erhvervsevne. Aftalen indeholdt et vilkår om, at forsikringsselskabet kunne kræve acontoudbetalingen tilbagebetalt, hvis der senere blev truffet afgørelse om, at du ikke havde ret til erstatning i samme omfang som vurderet på det tidspunkt. Din fagforening accepterede vilkårene på dine vegne.
Den 14. november 2018 stadfæstede vi Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 31. august 2017.
Vi modtog herefter en indsigelse fra forsikringsselskabet, som gav os anledning til at genoptage vores afgørelse. Den 5. december 2019 traf vi afgørelse om ophævelse af vores tidligere afgørelse, og vi gav afslag på tab af erhvervsevne.
Vi lægger vægt på, at der i aftalen af den 5. december 2017 om acontoudbetaling ikke er tale om en acontoudbetaling, der er omfattet af arbejdsskadelovens regler om, hvornår der kan ske acontoudbetaling.
Vi lægger også vægt på, at forsikringsselskabets klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 31. august 2017 har opsættende virkning, og at forsikringsselskabet derfor ikke havde pligt til at udbetale erstatning i henhold til afgørelsen. Forsikringsselskabets acontoudbetaling var derfor heller ikke udtryk for udbetaling af en erstatning i henhold til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 31. august 2017.
Forsikringsselskabets krav mod dig om tilbagebetaling af acontoudbetalingen beror således på en privatretlig aftale, som arbejdsskademyndighederne ikke har kompetence til at tage stilling til. Vi lægger herved vægt på, at acontoudbetalingen i henhold til aftalen mellem forsikringsselskabet og dig ikke er en ydelse efter arbejdsskadeloven.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at tilskadekomnes løbende erstatning skulle sættes ned for en periode og sættes op for en anden periode. Kapitalerstatningen skulle endvidere sættes ned. Arbejdsskadestyrelsenfandt i den efterfølgende afgørel...
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne ikke kræves tilbagebetaling af ydelser, udbetalt efter lov om arbejdsskadesikring, fordi borgeren ikke havde modtaget ydelsen mod bedre vidende. Ankestyrelsen tog ved forståelsen af den nye tilbagebetalingsregel i loven udgangspunkt i ordly...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at tilskadekomnes løbende erstatning skulle sættes ned for en periode og sættes op for en anden periode. Kapitalerstatningen skulle endvidere sættes ned. Arbejdsskadestyrelsenfandt i den efterfølgende afgørel...