Ankestyrelsens principafgørelse U-6-96

Lovhenvisninger

• Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2
• Lov om erstatningsansvar - lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986 - § 10
• Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14 og § 15

Afgørelse

Information

• Skadelidte, der var født i 1938, havde under arbejde som bl.a. gulvpålægger været udsat for organiske opløsningsmidler. Han havde gennem flere år klaget over hovedpine, svimmelhed, hukommelses- og koncentrationsbesvær.
• Ved arbejdspsykologisk undersøgelse af 21. december 1987 fandtes tegn på en let toksisk encephalopathi (hjerneskade) som følge af mange års eksposition for opløsningsmiddelholdige lime.
• Lidelsen blev anmeldt som erhvervssygdom. Der blev ligeledes anmeldt en hørelidelse.
• Arbejdsskadestyrelsen afviste ved afgørelse af 21. april 1988 atanerkende hørelidelsen, da betingelserne i § 1, pkt. E 3 i Arbejdsskadestyrelsens dagældende bekendtgørelse af 23. maj 1986 om forteg nelse over erhvervssygdomme, ikke fandtes opfyldt.
• Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 29. september 1988 fik han tilkendt erstatning for varigt mén, svarende til en méngrad på 15% som følge af den anerkendte opløsningsmiddelforgiftningslidelse.
• På baggrund af oplysningerne fra Arbejdsmedicinsk klinik, herunder psykologisk undersøgelse af 21. december 1987, fandt Ankestyrelsen i møde den 16. maj 1989, at der var tale om en lettere demens og forhøjede med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel méngraden til 20%.
• Ved afgørelse af 12. december 1989 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen tab af erhvervsevne til 50%.
• Ankestyrelsen tiltrådte ved afgørelse af 22. august 1990, at erhvervsevnetabet var på 50%. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ménet som følge af arbejdsskaden var sat til 20%, og på den omstændighed, at den tilkendte pension også var tilkendt for en hørelidelse, der ikke var en følge af den anerkendte lidelse.
• Ankestyrelsen var ved behandlingen af sagen bekendt med, at skade lidte ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 6. februar 1990 var tilkendt mellemste førtidspension.
• Af et lægeskøn af 5. januar 1990 til brug for revaliderings- og pensionsnævnet fremgik det sammenfattende: "Ansøgeren lider affølgerne efter hjernepåvirkning med organiske opløsningsmidler og er hvervsevnen må anses for nedsat med mere end 2/3. "
• Der var i lægeskønnet anført diagnoserne: Hjernepåvirkning med skadelige opløsningsmidler og arbejdsbetinget hørenedsættelse.
• Hørenedsættelsen viste sig efterfølgende at være så beskeden, atAnkestyrelsen i møde den 29. oktober 1992 tiltrådte, at Arbejds skadestyrelsen fortsat ikke fandt grundlag for at anerkende denne lidelse.
• Skadelidte anmodede herefter Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse efter erstatningsansvarsloven.
• Ved skrivelse af 31. marts 1993 udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at man vurderede erhvervsevnetabet til 65%, jf. erstatningsansvarslovens § 5.
• Skadelidte indstævnede den 3. juni 1993 Ankestyrelsen for Østre Landsret med påstand om, at Ankestyrelsen tilpligtedes at anerkende,at skadelidte havde krav på erstatning svarende til et erhvervs evnetab på 65%.
• Skadelidte henviste til revaliderings- og pensionsnævnets afgørelseog til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse efter erstatningsansvarslo ven.
• Ankestyrelsen påstod frifindelse. Ankestyrelsen henviste bl.a. til, at der var tale om en lettere demens.
• Efter praksis på førtidspensionsområdet ville en lettere demens normalt medføre tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension.