Ankestyrelsens principafgørelse U-34-01
Beskrivelse
Sikrede kunne få dækket sine dokumenterede udgifter til nødvendig sygebehandling efter arbejdsskadesikringsloven. Det betød, at sikrede efter arbejdsskadeforsikringsloven ikke kunne få dækket den del af udgifterne, som han havde fået fra en privat sy...
Journalnummer
J.nr.: 106318-00
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 30, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at sikrede kunne få dækket sine dokumenterede udgifter til behandling, jf. lovens § 30, stk. 1. Det betød, at i det omfang sikrede havde modtaget betaling af sine udgifter fra den private sygeforsikring havde sikrede ikke dokumenteret en udgift til behandling, som hun kunne få dækket efter arbejdsskadesikringsloven.
Begrundelsen for afgørelsen var, at ifølge lovens § 30, stk. 1, dækkes udgifter til nødvendig sygebehandling eller optræning. Det er en betingelse for at få dækket behandlingsudgifter efter § 30, stk. 1, at udgifterne ikke kan afholdes efter loven om offentlig sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Det ville sige, at der skal være tale om en udgift for den sikrede.
Ankestyrelsen fandt, at sikredes præmie til sygeforsikring ikke kunne dækkes efter loven.
Begrundelsen herfor var, at præmie faldt uden for § 30´s dækningsområde, der alene omfattede nødvendig sygebehandling, optræning og hjælpemidler. Der fandtes ikke i loven iøvrigt bestemmelser, der dækkede præmie til en privat forsikring.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Information
- Sagen drejede sig om en kvinde, der i marts 1995 var kommet til skade med ryggen under sit arbejde som hjemmehjælper. Den 8. september 1995 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen skaden som en arbejdsskade med forbehold for tidligere lændehold i 1988.
- Sikrede havde efter skaden modtaget kiropraktorbehandling og fysioterapi samt medicinsk behandling for følger efter arbejdsskaden. Sikrede havde efter loven ret til at få dækket sine udgifter til kiropraktor og fysioterapi samt smertestillende medicin i en given periode efter skaden.
- Sikrede var medlem af en privat sygeforsikring og havde modtaget dækning herfra for en del af sine udgifter.
- Ved sin afgørelse fandt Arbejdsskadestyrelsen, at der ikke var grundlag for at dække det fulde beløb til behandlingsudgifter uden fradrag for den andel, der var betalt af sygeforsikringen. Der var heller ikke mulighed for dækning af præmie til sygeforsikringen eller at sygeforsikringen fik godtgjort tilskuddet til behandlingen.
- Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede ikke skulle overkompenseres og derved få dækket mere end de faktiske udgifter. Begrundelsen var videre, at i følge lovens § 30 kunne der kun betales udgifter til sygebehandling, optræning eller hjælpemidler. Medlemskab af sygeforsikringen var ikke omfattet af loven.
- Sikredes forbund, der havde klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, anførte, at den private sygeforsikring var - eller burde være - arbejdsskadeforsikringen uvedkommende, ligesom der ikke modregnedes, når skadelidte fik udbetalt ménerstatning fra en privat ulykkesforsikring. Det fandtes endvidere rimeligt at få taget stilling til, om skadelidte kunne få godtgjort sin præmieindbetaling til sygeforsikringen i den periode, hvor forsikringsselskabet skulle afholde behandlingsudgifter, eller om sygeforsikringen skulle have godtgjort den allerede udbetalte refusion.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2017-09-01
Forældelsesloven gælder for alle krav, der ikke var forældede, da loven trådte i kraft den 1. januar 2008. Med forældelsesloven indførtes en absolut forældelsesfrist på 30 år. Forældelseslovens 30-årige forældelsesfrist omfatter arbejdsskadesager om ...
Udgivet: 2016-06-17
Højesteret har fastslået, at arbejdsskadesikringslovens bestemmelse om forældelse (§ 36) gælder for alle krav på ydelser i anledning af en arbejdsskade. Rækkevidden af de særlige forældelsesregler i arbejdsskadesikringsloven er derfor ikke begrænset ...
Udgivet: 2013-07-10
Når Arbejdsskadestyrelsen harafslået at genoptage en sag om godtgørelse for varigt mén/erstatning for tab af erhvervsevne, og sikrede dør efter at sagen er påklaget til Ankestyrelsen, bortfalder sagen....