Ankestyrelsens principafgørelse U-15-02

GældendeÅr: 2002Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. september 2001 var omfattet af Arbejdsskadestyrelsens genvurderingspligt. Det var en retlig fejl, at Arbejdsskadestyrelsen i afgørelsen ikke havde været opmærksom på anvendelsen af bevisr...

Journalnummer

J.nr.: 1009469-01

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 55, stk. 7

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at forsikringsselskabets brev af 14. september 2001 under hensyn til indholdet af brevet måtte betragtes som en klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. september 2001, og at klagen var rettidig.

Arbejdsskadestyrelsen havde således været berettiget og forpligtet til at vurdere, om der var grundlag for at give forsikringsselskabet helt eller delvist medhold.

Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. september 2001 var omfattet af Arbejdsskadestyrelsens genvurderingspligt.

Arbejdsskadestyrelsen havde således haft pligt til at vurdere, om der var forhold, som kunne give forsikringsselskabet helt eller delvist medhold.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var en retlig fejl, at Arbejdsskadestyrelsen i sin afgørelse af 7. september 2001 ikke havde været opmærksom på anvendelsen af bevisreglen i lovens § 13, idet Ankestyrelsen i en tidligere afgørelse om sikredes tab af erhvervsevne havde anført, at det fandtes sandsynliggjort, at sikredes forudbestående ryglidelse ville have påvirket hans erhvervsevne, selv om aktuel skade ikke var sket.

Ankestyrelsen tog herefter stilling til sikredes klage af 7. november 2001 over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. oktober 2001. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Information

  • Ved afgørelse af 7. september 2001 vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at sikredes tab af erhvervsevne nu var 35%. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede på grund af arbejdsskadens følger nu havde en lønnedgang svarende til ca. 35%.
  • Forsikringsselskabet bad ved brev af 14. september 2001 Arbejdsskadestyrelsen om bemærkninger til, hvorvidt sikredes forudbestående lidelse var tillagt vægt ved vurderingen af erhvervsevnetabet til 35%.
  • Ved afgørelse af 17. oktober 2001 meddelte Arbejdsskadestyrelsen herefter, at styrelsen efter selskabets klage havde vurderet sagen på ny, og at styrelsen havde givet selskabet medhold i klagen.
  • Sikredes tab af erhvervsevne blev herefter skønsmæssigt fastsat til 25%. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at den forudbestående ryglidelse med stor sandsynlighed ville medføre et tab af erhvervsevne i sig selv.
  • Sikredes klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. oktober 2001. Sikrede anførte bl.a., at hans retssikkerhed var krænket. Sikrede ønskede derfor Ankestyrelsens vurdering af, hvorvidt det var korrekt, at Arbejdsskadestyrelsen kunne genoptage en afsluttet sag og reducere i den tidligere afgørelse på baggrund af, at der var lavet en procedurefejl. Forsikringsselskabet klagede ikke over denne afgørelse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om Arbejdsskadestyrelsen i en sag om tab af erhvervsevne som følge af en klage fra et forsikringsselskab kan ændre sin første afgørelse til skade for sikrede i forbindelse med en genvurdering efter lovens § 55, stk. 7, som er ændret ved lov nr. 488 af 7. juni 2001.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

KlagereglerArbejdsskadeGenvurdering

Paragraffer

§ 13§ 55

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 195-10

Udgivet: 2013-07-10

Højesteret har ved dom afsagt den 6. oktober 2009 fundet, at hele A’s erhvervsevnetab måtte anses for at være en følge af arbejdsskaden. Højesteret udtalte, at A’s betydelige overvægt (138 kg) ikke før arbejdsskaden havde medført en nedsættelse af he...

Ankestyrelsens principafgørelse U-1-05

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har i en konkret sag fastslået, at der ikke skulle gives ny klagevejledning, når Arbejdsskadestyrelsen ved genvurderingen havde truffet den materielt samme afgørelse som den oprindelige, blot med ændret/udvidet begrundelse. Arbejdsskade...

Ankestyrelsens principafgørelse U-2-99

Udgivet: 2013-07-11

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade, som ramte et tidligere skadet håndled. Ved bedømmelsen af spørgsmålet om nedsættelse på grund af forudbestående skade i den konkrete sag tog Ankestyrels...