Ankestyrelsens principafgørelse T-4-94
Beskrivelse
En lønmodtager, der var ansat som direktør i sit eget anpartsselskab, havde ikke længere ret til delpension, da betingelserne om nedsættelse af arbejdstiden ikke ansås for opfyldt, når pågældendes indtægt var på samme niveau som før overgangen til de...
Journalnummer
J.nr.: 21281-93
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om delpension - lovbekendtgørelse nr. 226 af 5. april 1991 - § 3, § 7, § 8 og § 9
Afgørelse
Ankestyrelsen traf afgørelse om, at kommunen havde haft ret til at standse udbetalingen af delpension med virkning fra 1. august 1992, jf. delpensionslovens §§ 7-9.
Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at pågældende var lønmodtager i sit eget ApS, og ikke havde angivet nogen fast arbejdstid, og at det var som arbejdsgiver for sig selv, at han havde bekræftet nedsættelsen af arbejdstiden.
Det havde været korrekt af kommunen at vurdere, at betingelserne om nedsættelse af arbejdstid ikke længere var opfyldt, når pågældendes indtægt nåede samme niveau som før overgangen til delpension, selv om omsætningen i forretningerne efter pågældendes egne oplysninger havde været faldende.
Ankestyrelsen ændrede således Ankenævnets afgørelse.
Information
- Direktøren, der var ansat i eget anpartsselskab, modtog delpension som lønmodtager i anpartsselskabet fra den 1. januar 1988 og indtil kommunen standsede udbetalingen med virkning fra 1. august 1992. Anpartsselskabet var 100% ejet af ham.
- Kommunen besluttede at standse udbetalingen af delpension med den begrundelse, at der var en væsentlig uoverensstemmelse mellem den arbejdstid, der dannede grundlag for beregningen af delpensionen pr. 1. januar 1988 og arbejdsindtægten, som siden 1. januar 1989 svarede til indtægten på fuld tid i 1987. Kommunen henviste til delpensionslovens § 7 og punkt 49, 5. afsnit i Socialministeriets vejledning af 26. februar 1992.
- Ankenævnet fandt, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren ikke havde nedsat sin arbejdstid, som krævet i delpensionsloven, og hjemviste ved brev af 11. december 1992 sagen til fornyet undersøgelse og afgørelse i kommunen.
- Kommunen fastholdt den tidligere trufne afgørelse og anførte, at ansøgeren - som arbejdsgiver - efter den 1. januar 1988 fortsat for sig selv som lønmodtager havde indbetalt ATP - og AUD-bidrag for en fuldtidsbeskæftiget.
- Yderligere havde kommunen anført, at ansøgerens oplysninger til skattevæsenet som henholdsvis arbejdsgiver og lønmodtager om sine indkomstforhold i 1988 ikke var i overensstemmelse med hinanden. I sin ansøgning om delpension den 23. december 1987 angav ansøgeren dels som medarbejder, dels som arbejdsgiver den forventede årlige lønindtægt fra den 1. januar 1988 til 66.162 kr.
- Til skattevæsenet angav ansøgeren som arbejdsgiver den 14. februar1989, at lønnen i 1988 udgjorde kr. 119.306. I juni samme år korrige rede han oplysningerne til skattevæsenet, hvorefter lønindtægten for 1988 i stedet udgjorde 66.162 kr. Hermed passede den forventede løn anført på delpensionsansøgningen med oplysningerne afgivet til skattevæsenet.
- I forbindelse med kommunens revurdering af sagen havde ansøgeren som ansat medarbejder fremsendt lønsedler for 1988. Af disse fremgik det, at lønnen i de første 10 måneder af 1988 udgjorde 9.659 kr. månedligt og de sidste 2 måneder udgjorde 11.259 kr. månedligt, ialt incl. tillæg 119.306 kr.
- Fra 1. januar 1989 var lønnen på ny på niveau med indtægten fra før ansøgeren gik på delpension.
- Ansøgeren redegjorde i februar 1993 kort for sine arbejdsopgaver før og efter overgangen til delpension.
- I sin klage over at kommunen fastholdt den oprindelige afgørelse, anførte ansøgeren, at kommunens fokusering på hans lønindtægt i den omhandlede periode var irrelevant for bedømmelsen af sagen, da delpension alene var afhængig af arbejdstidens omfang.
- Vedrørende indbetaling af ATP og AUD som fuldtidsbeskæftiget har han oplyst, at det var en åbenbar fejl, at dette ikke var blevet rettet.
- Videre anførte han, at det forekom ham næsten umuligt at oppebære delpension, når man var selvstændig erhvervsdrivende, da disse altid ville have et bevisproblem vedrørende deres arbejdstid. Han mente derfor, at det måtte være tilstrækkeligt, at man sandsynliggjorde, at arbejdstiden var nedsat.
- Ankenævnet traf den 29. juli 1993 afgørelse om, at kommunen ikke kunne give afslag på fortsat udbetaling af delpension med den givne begrundelse, hvorfor kommunens afgørelse blev tilsidesat af nævnet.
- Nævnet fandt ikke, at det forhold at der var en væsentlig uoverensstemmelse mellem den arbejdstid, der dannede grundlag forberegningen af delpension og arbejdsindtægten i sig selv var til strækkelig til, at betingelserne for delpension ikke (længere) kunne anses for opfyldt. Nævnet fandt, at denne bestemmelse alene medførte en pligt for kommunen til at foretage en nærmere undersøgelse af sagen.
- Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen og anførte, at ansøgeren var lønmodtager, og at der hverken i delpensionsloven eller i vejledningen til denne var anført, at lønmodtagere skulle redegøre for arbejdsopgaver før og efter overgang til delpension, eller for af hvem og hvordan tidligere arbejdsopgaver blev løst. I forbindelse med selvstændiges overgang til delpension skulle disse forhold imidlertid beskrives indgående.
- Kommunen anførte endvidere, at når der for en lønmodtagers vedkommende blev konstateret en lønfremgang til det dobbelte - på trods af faldende omsætning i firmaet, og indbetaling af fuldtidsbidrag til ATP og AUD, fandtes der at være tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren ikke længere havde nedsat sin arbejdstid, som anført ved ansøgning om delpension.
- Kommunen anførte yderligere, at formålet med loven om delpension var at kompensere en indtægtsnedgang ved nedsættelse af arbejdstiden, og at der ikke i denne sag var sket en indtægtsnedgang. Værdien af en beskrivelse fra ansøgeren som dokumentation for arbejdstidsnedsættelse ansås af kommunen som tvivlsom i en sag, hvor ansøgeren var så dybt involveret i firmaets interesser. Kommunen havde derfor i sin afgørelse lagt vægt på den dokumentation, der fandtes i form af ansøgerens indtægtsforhold.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person, der var ansat som direktør i sit eget ApS, kunne anses for at have nedsat sin arbejdstid som forudsat for modtagelsen af delpension, når han fortsat oppebar sin hidtidige løn.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En lønmodtager, der var ansat som direktør i sit eget anpartsselskab, havde ikke længere ret til delpension, da betingelserne om nedsættelse af arbejdstiden ikke ansås for opfyldt, når pågældendes indtægt var på samme niveau som før overgangen til de...
Udgivet: 2013-07-11
En lønmodtager, der var ansat som direktør i sit eget anpartsselskab, havde ikke længere ret til delpension, da betingelserne om nedsættelse af arbejdstiden ikke ansås for opfyldt, når pågældendes indtægt var på samme niveau som før overgangen til de...
Udgivet: 2013-07-11
En selvstændig, der var forpagter af et landbrug, havde en arbejdstidi vinterhalvåret på 5 - 10 timer ugentlig og i sommerhalvåret på 70 80 timer ugentlig. Pågældende havde til hensigt at anvende del pensionen til aflønning af en medhjælp, der fortri...