Ankestyrelsens principafgørelse R-7-02

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9a
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9 og § 9c, stk. 2

Afgørelse

Information

• A kommune anmodede i april 2001 B kommune om mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9a for udgifter vedrørende en yngre gift kvindes ophold på et krisecenter. A kommune henviste til en afgørelse af februar 2001 fra et socialt nævn, hvorefter pågældende ikke længere havde ophold i C kommune. Kommunen henviste endvidere til, at hun efterfølgende opholdet i C kommune havde opholdt sig i en lånt lejlighed i B kommune og havde været elev på en produktionsskole, der lå i B kommune.
• Af C kommunes journalark fremgik det bl.a., at kommunen havde modtaget en telefonopringning fra en psykiatrisk skadestue den 11. august 2000. Skadestuen oplyste, at kvinden den 10. august 2000 havde henvendt sig angående hjælp. Hun var året inden blevet tvunget til et ægteskab med en mand, hvor ægteskabet slet ikke fungerede. Hun var bange for manden og ønskede at komme ud af ægteskabet. Skadestuen havde skaffet hende plads på et krisecenter i D kommune. Hun var uden fast bopæl siden 17. juli 2000. Ægteparret havde siden opholdt sig i en lånt lejlighed uden folkeregistertilmelding (i B kommune). Hun gik på en produktionsskole i B kommune. Der havde ikke været nogen kontakt til socialforvaltningen. Senest havde hun overnattet hos sin moder i E kommune, fordi hun ikke turde være sammen med ægtefællen. Hun var kommet fra E kommune til den psykiatriske skadestue. Af journalnotat fremgik det endvidere, at hun den 21. august 2000 skulle videreflyttes til et krisecenter i A kommune, da hun var bange for at opholde sig på krisecentret i D kommune.
• B kommune meddelte afslag på anmodningen om refusion. B kommune begrundede afslaget med, at kvinden efter ophold i B kommune havde opholdt sig i henholdsvis E, D og A kommuner. Endvidere henviste B kommune til, at kommunen intet kendskab havde til hende, og at kommunen ikke havde medvirket til opholdet på krisecenter. Afslutningsvist anførte kommunen, at hun havde flyttet så meget rundt, at hun ikke kunne anses for at have fast tilknytning til de tidligere kommuner.
• Det Sociale Nævn fandt, at B kommune ikke var forpligtet til at yde refusion i forbindelse med kvindens ophold på krisecentret i A kommune, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a. Nævnet begrundede afgørelsen med, at B kommune efter det oplyste i sagen ikke sås at have været seneste opholdskommune for kvinden forud for hendes henvendelse til den psykiatriske skadestue. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde forladt sin ægtefælle i parrets hidtidige bolig i B kommune, idet hun ikke turde være sammen med ham, og at hun havde søgt tilflugt hos sin mor i E kommune. Nævnet lagde endvidere vægt på, at opgivelsen af den hidtidige bolig i B kommune måtte anses for endelig, idet kvinden siden sit ophold hos moderen havde forsøgt at undgå ægtefællen. Der var således intet der talte for, at kvinden havde til hensigt at genoptage sit ophold i B kommune.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der efter A kommunes opfattelse var faktuelle oplysninger, som ikke var medtaget i nævnets afgørelse. Af sagsmaterialet fremgik således 1), at kvinden fraflyttede E kommune den 2. maj 2000 og tilflyttede C kommune, 2) at hun den 17. juli 2000 blev tilmeldt folkeregistret i C kommune uden fast adresse, 3) at hun den 30. august 2000 under samtale med A kommune oplyste, at hun sammen med ægtefællen havde opholdt sig i en lånt lejlighed i B kommune og at hun havde deltaget på produktionshøjskole fra juli 2000 til august 2000 og 4) at det i journalnotat fra C kommune var nævnt, at hun senest havde overnattet hos sin moder i E kommune. kommunen fandt, at de af nævnet fremførte Sociale Meddelelser vedrørte personer, som søgte hjælp i en kommune, hvor de fortsat opholdt sig, mens der i denne sag alene var tale om overnatning hos moderen i E kommune. Endelig pointerede kommunen, at der altid var medvirken fra en offentlig myndighed ved ophold på krisecenter, jf. vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 vedrørende retssikkerhedsloven, pkt. 82.
• April 2002 besvarede Det Sociale Nævn en anmodning fra Ankestyrelsen om en uddybende begrundelse for nævnets afgørelse. Nævnet oplyste bl.a., at nævnet ved afgørelsen havde lagt vægt på det faktum, at der var tale om en definitiv opgivelse af boligen i B kommune, samt at hun senest havde opholdt sig hos sin mor i E kommune. Nævnet henviste i den forbindelse til SM O-59-94.
• Nævnet havde på dette grundlag fundet det vanskeligt at pålægge B kommune at være seneste opholdskommune og dermed betalingskommune. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at kvinden senest havde opholdt sig et ukendt antal døgn i E kommune forud for henvendelsen til den psykiatriske skadestue, samt at det ikke var fastlagt i praksis, hvor få døgns ophold i en kommune, der skal være tale om, før denne kommune er opholdskommune. Nævnet var enig med A kommune i, at der havde været medvirken fra en offentlig myndighed i forbindelse med indskrivningen på krisecenter.
• Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen telefonisk supplerende oplysninger.
• Produktionsskolen i B kommune oplyste, at kvinden startede på skolen den 24. maj 2000 og ophørte endeligt den 30. september 2000. Hun var registreret tilstedeværende fredag den 4. august 2000 og var sygemeldt fra mandag den 7. august 2000. E kommune oplyste, at kvinden oprindeligt var borger i E kommune. Hun blev senest udbetalt hjælp til forsørgelse den 14. december 1999. kommunen havde ingen oplysninger om henvendelser i forbindelse med opholdet hos moderen i E kommune i august 2000. C kommune oplyste, at kommunen ikke på noget tidspunkt havde været i kontakt med hende.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kortvarige ophold hos familie el. lign. i forbindelse med opgivelse af hidtidig bolig medfører, at opholdskommuneforpligtelsen går over til familiens bopælskommune med den konsekvens, at den oprindelige bopælskommune ikke kan anses for refusionspligtig i et senere refusionsbærende forløb.