Ankestyrelsens principafgørelse R-13-01

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 26, § 31, stk. 1 og § 32, stk. 1
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 60, stk. 1

Afgørelse

Information

• Det fremgik af sagen, at en kvinde den 12. januar 1999 blev sygemeldt. Hendes arbejdsgiver ydede løn under fraværet og anmodede kommunen om refusion af dagpenge i henhold til dagpengelovens § 26, stk. 1.
• Kommunen foretog ved breve af 29. marts 1999, 8. juni 1999, 3. august 1999 og 17. august 1999 opfølgning af sygedagpengesagen, jf. dagpengelovens § 24.
• Af kommunens brev af 17. august 1999 fremgik det, at arbejdsgiverens ret til refusion bortfaldt fra den 27. august 1999, hvis kvinden ikke inden da rettede henvendelse til kommunen.
• Da hun ikke rettede henvendelse til kommunen senest den 27. august 1999 meddelte kommunen ved brev af 1. september 1999 til hendes arbejdsgiver, at refusion blev stoppet fra den 27. august 1999, Meddelelsen om standsning af refusion indeholdt klagevejledning.
• Kvinden kontaktede den 3. september 1999 kommunen telefonisk og oplyste, at hun ikke havde modtaget kommunens brev af 17. august 1999 samt, at hun ville forsøge at genoptage arbejdet den 6. september 1999.
• Kommunen aftalte herefter telefonisk med arbejdsgiveren, at refusionen blev genoptaget frem til den 5. september 1999.
• Den 6. september 1999 meddelte kvindens arbejdsgiver telefonisk kommunen, at hun ikke var mødt på arbejde.
• Senere samme dag oplyste kvinden bl.a., at hun fandt det betænkeligt, at kommunen kunne fremsende breve til hendes arbejdsgiver vedrørende hendes dagpengeret, uden at hun modtog en kopi.
• Kommunen indhentede herefter en lægeerklæring af 21. september 1999 fra kvindens læge. Af kommunens journalnotater fremgik det ikke, at hun blev partshørt over denne lægeerklæring.
• Ved brev af 28. september 1999 orienterede kommunen kvinden om, at man samme dag havde truffet afgørelse over for hendes arbejdsgiver om stop for dagpengerefusion. Kommunen vedlagde kopi af afgørelsen til arbejdsgiveren, hvoraf det bl.a. fremgik, at kommunen havde besluttet at stoppe dagpengerefusionen fra den 6. september 1999, da hun ikke længere blev betragtet som fuld uarbejdsdygtig efter dagpengelovens § 5. Afgørelsen til arbejdsgiveren indeholdt vejledning om klageadgang og -frist.
• Ved brev af 13. oktober 1999 klagede kvindens advokat over kommunens afgørelse.
• Det sociale nævn afviste ved afgørelse af 19. januar 2000 at behandle sagen, da kvinden ikke fandtes at være part, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, idet kommunens afgørelse vedrørte kvindens arbejdsgivers ret til dagpengerefusion. Nævnet fandt ikke, at kvinden havde en retlig interesse i sagen, selv om den havde haft den afledte virkning, at hun var blevet opsagt, og at hun ikke fik løn i opsigelsesperioden.
• I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det er de almindelige forvaltningsretlige principper, der skal anvendes ved fortolkningen af, hvorvidt kvinden er omfattet af den klageberettigede kreds. Det følger af disse principper, at enhver, der har en individuel væsentlig interesse i, at afgørelsen ændres, er berettiget til at klage. Kommunens afgørelse vedrørte spørgsmålet om kvindens arbejdsgivers ret til dagpengerefusion, og det var derfor arbejdsgiveren, som afgørelsen direkte angik. Problemet var imidlertid, at det fulgte af den overenskomst, som kvinden var omfattet af, at hendes ret til sygeløn fra arbejdsgiveren bortfaldt, når dagpengeretten ophørte.
• Kommunens afgørelse havde således haft den afledede virkning, at kvinden ikke havde fået udbetalt sygeløn fra arbejdsgiveren efter den 6. september 1999. Denne afledede effekt burde berettige hende til at indbringe sagen for nævnet, da det var hende - og ikke arbejdsgiveren -, der led et økonomisk tab.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der ved kommunens meddelelse til arbejdsgiveren om stop for dennes ret til refusion var truffet en afgørelse, der havde virkning for lønmodtagerens ret til sygedagpenge, og der derfor var klageret for denne.