Ankestyrelsens principafgørelse D-13-02

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 - § 22, stk. 1, nr. 1
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 5
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 8

Afgørelse

Information

• En mand blev sygemeldt den 31. juli 2000 som følge af en knæskade. Som led i opfølgning af sygedagpengesagen blev han ved brev af 2. november 2000 indkaldt til en samtale den 9. november 2000, som han udeblev fra. I brevet havde kommunen orienteret om virkningen af at undlade at medvirke i opfølgningen.
• Da udeblivelsen fra samtalen beroede på en misforståelse blev dagpengene ikke standset. I stedet blev fastsat et nyt møde den 17. november 2000. I forbindelse med dette møde blev der udarbejdet en skriftlig opfølgningsplan, som blev tilsendt manden den 20. november 2000. I planen var det fremhævet med fed skrift, at han skulle ringe til sagsbehandleren i telefontiden mellem kl. 9.30 og 10.00 den 15. december 2000, idet han skulle til speciallægeundersøgelse den 13. december 2000. Kommunen orienterede igen om virkningen af at undlade at medvirke i opfølgningen.
• Da manden ikke ringede til kommunen den 15. december 2000 meddelte kommunen ved brev af 21. december 2000, at han skulle ringe til sagsbehandleren den 28. december 2000 i telefontiden mellem kl. 9.30 og 10.00. Kommunen meddelte samtidig, at såfremt han ikke ringede inden kl. 10.00 denne dag, ville udbetalingen af sygedagpenge ophøre med sidste udbetalingsdag den 28. december 2000. Kommunen orienterede igen om reglen om, at dagpengene bortfalder, såfremt den sikrede uden rimelig grund undlader at medvirke i opfølgningen.
• Da manden ikke havde ringet inden kl. 10.00 den 28. december 2000 meddelte kommunen ved skriftlig afgørelse af samme dag, at dagpengene nu blev standset. Kommunen gav samtidig følgende vejledning:
• "Da du har oplyst, at du ikke er medlem af en A-kasse henvises du til at kontakte vores kontanthjælpsafdeling vedrørende fremtidig forsørgelse, såfremt du ikke har fået et job. "
• Om eftermiddagen den 28. december 2000 ringede manden til sagsbehandleren. Han oplyste, at det ikke havde været muligt at komme igennem i telefontiden. Sagsbehandleren meddelte, at hun havde været på sit kontor i telefontiden, og at hun ikke havde haft samtaler. Ovennævnte afgørelse var derfor truffet, og sagsbehandleren fandt ikke grundlag for at ændre denne. Manden mente sig fortsat berettiget til dagpenge. Ved henvendelsen kom det frem, at situationen var uændret, idet manden afventede yderligere lægelige undersøgelser, og at han fortsat havde et forsørgelsesbehov.
• Af mandens skriftlige klage af 17. januar 2001 fremgik blandt andet, at sagsbehandleren ved telefonsamtalen den 28. december 2000 havde meddelt ham, at det var for sent at gøre noget ved dagpengespørgsmålet, og at han måtte henvende sig til kontanthjælpsafdelingen.
• Ved brev af 26. januar 2001 orienterede kommunen manden om, at sagen var videresendt til nævnet. Vedrørende forsørgelsesgrundlag henviste kommunen til sit brev af 28. december 2000.
• Ved brev af 1. februar 2001 klagede manden over sagsbehandlingen til borgmesteren. Vicekommunaldirektøren besvarede klagen ved brev af 15. februar 2001 og meddelte, at man ikke fandt, at der var noget at laste sagsbehandleren, idet denne blot havde reageret på en måde, som han i forvejen var blevet orienteret om.
• Den 21. februar 2001 rettede manden henvendelse til kontanthjælpsafdelingen og blev bevilget kontanthjælp fra denne dag. I journalnotat dateret 28. februar 2001 var henvist til vejledningen om at rette henvendelse til kontanthjælpsafdelingen i brev af 28. december 2002, og det var herefter noteret, at manden fandtes berettiget til kontanthjælp fra den 21. februar 2001, hvor han bestilte tid. Der var ikke i journalen oplysninger om klagevejledning, og der blev ikke truffet skriftlig afgørelse, hvoraf en klagevejledning fremgik.
• Den 20. juli 2001 stadfæstede nævnet kommunens afgørelse om standsning af sygedagpenge.
• Manden henvendte sig den 28. august 2001 til kommunen og meddelte, at han havde modtaget nævnets afgørelse, og at han i medfør af denne mente sig berettiget til kontanthjælp for januar og februar måned, hvor han ikke fik dagpenge. Ved brev af 29. august 2001 meddelte kommunen, at han ikke fandtes berettiget til kontanthjælp med tilbagevirkende kraft. Det blev meddelt, at klage skulle ske ved udfyldelse af en vedlagt ansøgningsblanket. Denne var kommunen i hænde den 27. september 2001 vedlagt mandens klageskrivelse.
• Kommunen fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen og oversendte sagen til nævnet, som traf afgørelse den 14. december 2001.
• Nævnet fandt, at kommunen havde pligt til at yde manden kontanthjælp med tilbagevirkende kraft for perioden 29. december 2000 til 20. februar 2001 i det omfang forsørgelsen i perioden ikke var dækket af sidste dagpengeudbetaling, og i det omfang betingelserne for udbetaling af kontanthjælp i øvrigt var opfyldt.
• Nævnet lagde vægt på, at kommunen ved standsning af sygedagpengene havde frataget mandens forsørgelsesgrundlag.
• Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen ved brev af 28. december 2000 om standsning af sygedagpenge alene havde vejledt om muligheden for at søge kontanthjælp til forsørgelse, men ikke gjort manden opmærksom på, at han først kunne modtage kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet, hvorfor det var væsentligt for ham at søge kontanthjælp straks.
• Nævnet fandt herved, at kommunen ikke havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 5.
• Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at det fremgik både af kommunens afgørelse af 28. december 2000 og af mandens skriftlige klage af 17. januar 2001, at han var henvist til at kontakte kontanthjælpsafdelingen.
• Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af omfanget af de sociale myndigheders vejledningsforpligtelse efter retssikkerhedslovens § 5 i en sag om ophør af sygedagpenge.