Ankestyrelsens principafgørelse P-9-07

GældendeÅr: 2007Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

En pensionist havde ret til helbredstillæg til briller med slap off glas. Slap off glas var betegnelse for, at der var indbygget en prismatisk effekt i brilleglassene for at modvirke dobbeltsyn, og dette var nødvendigt på grund af stor styrkeforskel ...

Journalnummer

J.nr.: 6000859-06

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 759 af 2. august 2005 - § 14a, stk. 4

Afgørelse

Ansøgeren havde ret til helbredstillæg til briller med slap off glas.

Helbredstillægget skulle beregnes i forhold til prisen på en standardbrille med bifokale glas af tilsvarende styrke som i de progressive briller.

Ankestyrelsen fandt, at permanente briller med slap off glas var nødvendige for at afhjælpe ansøgerens nær- eller langsynethed, herunder bygningsfejl, og at synsnedsættelsen nødvendiggjorde læsebriller med en styrkeforskel på glassene på 1 dioptri eller mere og skulle afhjælpe en bygningsfejl på 1 dioptri eller mere på mindst ét øje.

Der blev lagt vægt på, at bygningsfejlen på det ene øje var 2 dioptri og på det andet øje 1,5 dioptri. Forskellen mellem øjnene var 3,5 dioptri.

Ankestyrelsen var ikke enig med nævnet i, at det kunne tillægges vægt, at kommunen havde indgået prisaftale om, at der kunne erhverves briller incl. stel og bifokale glas i ansøgerens styrke for 1.612 kr., når slap off glas var nødvendige for at kunne anvendes.

Hvis en kommune har valgt alene at indgå prisaftale om de mest centrale udgiftstyper, skulle helbredstillæg til andre omfattede udgifter beregnes på baggrund af de faktiske priser.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Information

  • En pensionist havde søgt om helbredstillæg til en udgift på kr. 6.410 kr. til progressiv brille med antirefleksbehandling samt slap off glas.
  • Ifølge overslag på stel samt progressive glas med slap off - på grund af stor styrkeforskel, aktuelt 3,5 - skulle glassene leveres med slap off. Der var tale om en merpris på slap off glas på 800,00 kr. pr. glas.
  • Kommunen meddelte, at den billigst mulige anvendelige brille kunne erhverves til 1612 kr., og at helbredstillægget med 85 % derfor kun udgjorde 1370,20 kr.
  • Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke kunne ydes helbredstillæg til briller med glidende overgang - progressive glas- eller til udgifter til eventuel overflade- eller refleksbehandling. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen havde indgået prisaftale om, at der kunne erhverves briller, incl. stel og bifokale glas i hendes styrke for 1.612,00 kr.
  • Ved klagen til Ankestyrelsen anførte optikeren, at betegnelsen slap off glas beskrev glas, der var fremstillet med specielle prismatiske effekter, der skulle sikre samsyn i de tilfælde, hvor der forekom store forskelle (større end 3 dioptri) mellem øjnene. Der var ikke tale om komfortforbedringer eller noget, der kunne sammenlignes hermed, men derimod om en egenskab ved glassene, der var en helt nødvendig forudsætning for, at øjnene kunne samarbejde, og dermed at brillen kunne betegnes som anvendelig.
  • Ankestyrelsens lægekonsulent havde vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
  • Det var herved lagt til grund, at et brilleglas, der kompenserede for langsynethed - et plus glas -, var tykkest på midten ligesom en lup. Når man ved læsning kiggede skævt nedad gennem et sådant glas, opstod der en prismatisk effekt, som flyttede det opfattede billede lidt. Dette forhold spillede ingen rolle, hvis der var nogenlunde lige stor styrke på begge sider, men hvis der var forskel af en vis størrelse, kunne der opstå dobbeltsyn. Dette kunne kompenseres ved at bygge en prismatisk effekt ind i brilleglasset på den anden side. Slap off glas var en betegnelse for et sådant brillesystem. Det var noget, der formentlig anvendtes forholdsvist sjældent, men når det anvendtes, var det for at kompensere forskelle i brillestyrke mellem 3 og 5 dioptrier. Hvis forskellen blev større, fungerede det sjældent, og hvis forskellen var mindre, opstod problemet ikke.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare praksis for bevilling af helbredstillæg til briller.

Metadata

Retsområder

Lov om social pension

Nøgleord

DobbeltsynBrillerPrismatisk effektHelbredstillæg

Paragraffer

§ 14a

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 45-09

Udgivet: 2013-07-10

Værdipapirer pantsat i depot kunne ikke betragtes som likvid formue. Ankestyrelsen lagde vægt på, at de værdipapirer, som var i depot, var pantsat som dækning for et boliglån. Blev værdipapirerne solgt, ville værdien heraf blive brugt til nedbringels...

Ankestyrelsens principafgørelse P-13-08

Udgivet: 2013-07-11

Kassekredit med pant i friværdien i fast ejendom skulle sidestilles med et indestående i pengeinstitut og måtte derfor betragtes som likvid formue, der skulle indgå ved vurderingen af formueopgørelsen ved ansøgning om helbredstillæg. *)...

Ankestyrelsens principafgørelse P-15-06

Udgivet: 2013-07-11

En Bolig Løn Kreditaftale kunne ud fra en konkret vurdering betragtes som likvid formue. Begrundelsen var, at det var oplyst fra ansøgers bank, at Bolig Løn Kreditaftalen kunne sammenlignes med et nedsparingslån. Ansøger kunne løbende hæve af kontoen...