Ankestyrelsens principafgørelse P-29-98

Lovhenvisninger

• Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 1, nr. 3 og § 49, stk. 2
• Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 48, stk. 2

Afgørelse

Information

• Ansøgeren var en 65-årig fraskilt mand, der med virkning fra 1. august 1997 var tilkendt mellemste førtidspension på grund af følger efter en hjerneblødning i 1996. Han var ved genoptræning i nogen grad blevet fysisk selvhjulpen. Han havde herudover kognitive forstyrrelser i form af manglende koncentration, nedsat hukommelse og initiativløshed, som det ikke var muligt at behandle.
• Det var oplyst, at ansøgeren havde egen lejlighed beliggende på 1. sal. Der var adgang til et meget lille toilet, men der var ikke bademulighed. Ansøgerens hjælpemidler i form af badebænk og toiletforhøjer var derfor installeret hos hans veninde i hendes lejlighed.
• Veninden havde oplyst, at ansøgeren efter udskrivningen fra sygehuset ikke kunne klare sig alene, og at hun påtog sig den nødvendige pleje. Det havde aldrig været meningen, at ansøgeren og veninden ville flytte sammen. Ansøgeren ville formentlig kunne klare sig i egen lejlighed med omfattende hjemmehjælp, men han ville ikke have mulighed for at bade. Han kunne heller ikke selv sørge for måltider og medicin. Ansøgeren overnattede engang imellem hos veninden. Veninden havde oplyst, at ansøgeren ikke betalte for den hjælp/ydelse eller de måltider, han modtog fra hende.
• Kommunen gav afslag på tillæg som reelt enlig. Kommunen lagde til grund, at ansøgeren havde egen folkeregisteradresse, men at han opholdt sig hos en veninde på dennes bopæl. Ansøgerens post blev sendt c/o til veninden, så hun var fri for at hente hans post på folkeregisteradressen. Det var endvidere oplyst, at veninden havde taget ansøgeren hjem til sig selv efter ansøgerens ulykke i 1996. Veninden lavede mad til ansøgeren, vaskede hans tøj, og han badede på hendes bopæl. Ved enhver henvendelse blev venindens telefonnummer oplyst, ligesom alle ansøgerens hjælpemidler befandt sig på hendes bopæl. Endelig ville ansøgeren ikke underskrive en erklæring om samlivsforhold.
• Nævnet stadfæstede kommunens afslag og begrundede afgørelsen med, at ansøgeren efter det oplyste om hans personlige og boligmæssige forhold måtte anses for at være reelt samlevende i et forhold, der efter dansk ret kan føre til ægteskab.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der var tale om samliv - herunder om kommunen havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om samliv.