Ankestyrelsens principafgørelse P-21-95
Beskrivelse
En kvinde, der var bevilget førtidspension før den 26. april 1990, ville ikke være berettiget til særligt pensionstillæg for enlige, såfremt hun flyttede til en ny én-families bolig sammen med den nuværende samlever....
Journalnummer
J.nr.: 20060-95
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 1, nr. 3 og § 47, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorefter det særlige pensionstillæg til enlige inddrages ved flytning til anden lejlighed, jf. § 49, stk. 1, nr. 3, i lov om social pension.
Begrundelsen var, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at antage, at ansøger ved flytning til en anden fælles én-familiebolig fortsat kunne anses for at være enlig i lovens forstand, jf. lovens § 49, stk. 2.
Efter bestemmelsen i § 49, stk. 2, anses personer, der ikke lever i samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som enlige.
Ankestyrelsen lagde til grund, at hvor to personer af hver sit køn er tilmeldt folkeregisteret på samme adresse, er der som udgangspunkt en formodning for samliv.
Da ansøger var tilkendt førtidspension med virkning fra 1. december 1989, var hun efter overgangsbestemmelserne fortsat berettiget til pensionstillæg som enlig, medmindre hun den 26. april 1990 eller senere indgår nyt samlivsforhold.
Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen, at flytning til en ny fælles bolig måtte anses som etablering af samlivsforhold.
Ankestyrelsen tiltrådte derfor nævnets afgørelse.
Information
- Ansøger var med virkning fra 1. oktober 1990 blevet bevilget forskud på førtidspension, og den 7. november blev hun bevilget mellemste førtidspension med virkning fra 1. december 1989.
- Det var oplyst i sagen, at ansøger delte en ejerlejlighed med en mandlig bekendt, der var førtidspensionist. Hver ejede de 1/2 part af lejligheden. Lejligheden var på 124 kvm. og bestod af 3 værelser, en stue samt et køkken med alrum og et toilet. De havde hver sit værelse med brusebad.
- De havde altid begge oplyst, at de ikke havde noget med hinanden at gøre, andet end at de tilfældigvis delte lejlighed. Skattevæsenet havde godkendt dette forhold, hvorfor ansøger i sin tid havde fået det forhøjede personfradrag.
- I oktober 1994 henvendte ansøger sig til kommunen og meddelte, at hun mente, at hun var berettiget til det særlige pensionstillæg for enlige, da hun var tilkendt pension før 26. april 1990.
- Herefter fik ansøger fra 1. januar 1994 udbetalt det særlige pensionstillæg til enlige.
- Da parterne begge ønskede at flytte sammen til en anden bolig på samme vilkår som de nuværende, rettede ansøger henvendelse til kommunen vedrørende spørgsmålet, om hun fortsat var berettiget til det særlige pensionstillæg.
- Kommunen fandt, at ansøger fra flyttetidspunktet ikke længere kunne betragtes som enlig, og at arrangementet måtte betragtes som forsøg på at omgå reglerne for tildeling af det særlige pensionstillæg.
- Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, hvorefter ansøgers særlige pensionstillæg som enlig skulle inddrages ved flytning til anden lejlighed. Nævnet lagde vægt på, at der, som sagen forelå oplyst, skønnedes at være tale om fælles husførelse i en sådan grad, at ansøger ikke ville kunne betragtes som reelt enlig.
- Sagen blev behandlet på principielt møde til afklaring af betydningen af begrebet enlig i lovens forstand i relation til de nye regler om særligt pensionstillæg.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Reglerne om modregning efter pensionslovens § 47, stk. 2, hvorefter der alene kan foretages mod-regning af for meget udbetalt pension og boligstøtte, var ikke til hinder for, at der kunne ske inddrivelse i pensionen af tilbagebetalingspligtig kontant...
Udgivet: 2013-07-11
En kvinde, der var bevilget førtidspension før den 26. april 1990, ville ikke være berettiget til særligt pensionstillæg for enlige, såfremt hun flyttede til en ny én-families bolig sammen med den nuværende samlever....
Udgivet: 2013-07-11
En kvinde, der var bevilget førtidspension før den 26. april 1990, ville ikke være berettiget til særligt pensionstillæg for enlige, såfremt hun flyttede til en ny én-families bolig sammen med den nuværende samlever....