Ankestyrelsens principafgørelse O-41-99

GældendeÅr: 1999Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Et rejselegat til en filminstruktør, der modtog kontanthjælp, måtte anses for at være en formue, som var af en sådan betydning for hans erhvervsmuligheder, at der skulle ses bort fra beløbet ved beregning af kontanthjælp....

Journalnummer

J.nr.: 200123-99

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 39, stk. 1

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at ansøger skulle have givet oplysninger til kommunen om det tildelte rejselegat på 10.000 kr., jf. bistandslovens § 18.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at kommunen ved ydelse af kontanthjælp til ansøger skulle have set bort fra rejselegatet.

Begrundelsen var, at legatet måtte anses for at være af en sådan betydning for ansøgers erhvervsmuligheder som filminstruktør, at det var omfattet af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger var uddannet filminstruktør i sit hjemland, men at han siden sin ankomst til Danmark havde været arbejdsløs. Deltagelse i filmfestivalerne fandtes derfor at have været af væsentlig betydning for hans fremtidige muligheder for selvforsørgelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse med denne begrundelse.

Information

  • Ansøger var udlænding og uddannet filminstruktør i sit hjemland. Han havde modtaget kontanthjælp siden sin ankomst til Danmark. Han var medlem af en faglig organisation, og modtog herigennem i september 1997 et rejselegat på 10.000 kr. til deltagelse i 2 filmfestivaler i udlandet. Beløbet blev beskattet som B-indkomst.
  • Han oplyste ikke kommunen om legatet, og rejste derefter for pengene, også uden at informere kommunen herom.
  • Kommunen fandt, at den udbetalte kontanthjælp var tilbagebetalingspligtig, idet ansøger havde undladt at give oplysninger om ændringer i sine økonomiske forhold, som kunne have betydning for den hjælp han modtog.
  • Nævnet ændrede kommunens afgørelse om tilbagebetaling af uberettiget modtaget kontanthjælp. Nævnet begrundede afgørelsen med, at betingelserne ikke var opfyldt, idet ansøger ikke modtog kontanthjælp med bedre vidende.
  • Nævnet fandt, at beløbet skulle fratrækkes fuldt ud i ansøgers kontanthjælp, da beløbet ikke var omfattet af undtagelserne i § 38, stk. 2-4.
  • Nævnet bemærkede, at legatet var bestemt til at dække udgiften i forbindelse med filmfestivaler, og beløbet således ikke kunne anvendes til dækning af leveomkostninger. Nævnet havde imidlertid ikke fundet, at der i bistandsloven var hjemmel til at undlade at fradrage beløbet i kontanthjælpen.
  • I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a, at kommunen havde givet ansøger de relevante oplysninger om betingelserne for at modtage kontanthjælp, at alle samtaler var foregået med tolk, og at erklæringerne om oplysningspligt var blevet oversat af tolk, forinden ansøger skrev under.
  • Det var kommunens opfattelse, at såfremt nævnets afgørelse var udtryk for almindelig retsforskrift ville det fremover være yderst vanskeligt at håndhæve aktivlovens § 5 om ophold i udlandet og § 91 om tilbagebetaling.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om et rejselegat, der er betinget af at det benyttes til et bestemt formål, kan anses for at være en formue, der skal fradrages i ansøgers kontanthjælp.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpTilbagebetalingFormueOplysningspligtRejselegat

Paragraffer

§ 5§ 38§ 39§ 91

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse N-4-06

Udgivet: 2013-07-11

Der skulle udarbejdes en jobplan, inden der blev givet tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Selv om jobplanen i det konkrete tilfælde ikke indeholdt særligt detaljerede oplysninger om personens beskæftigelsesmål og planer for tilbud og...

Ankestyrelsens principafgørelse A-3-99

Udgivet: 2013-07-10

Ansøger, der boede i Danmark, var under afsoning af fængselsstraf i udlandet af en varighed på minimum 9 måneder ikke berettiget til økonomisk hjælp til betaling af husleje i Danmark under afsoningen. Ankestyrelsen fandt ikke, ansøger opfyldte hovedr...

Ankestyrelsens principafgørelse A-14-08

Udgivet: 2013-07-10

Kontanthjælpsmodtagere kan undtagelsesvis bevare retten til hjælp under kortvarige ophold i udlandet, hvis der foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg. I den konkrete sag var der ikke lægelig dokumen...