Ankestyrelsens principafgørelse N-17-06
Beskrivelse
Vurderingen af en landmands arbejdsevnenedsættelse i forbindelse med tilskud til selvstændig virksomhed skulle ske på grundlag af en 7-dages uge. På hans landbrug var der dels jordbrug dels dyrehold. Arbejdsopgaverne havde været og var fortsat fordel...
Journalnummer
J.nr.: 2000507-06
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 70 og § 75
Afgørelse
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af arbejdsevnenedsættelsen med omkring halvdelen.
Ankestyrelsen fandt, at denne vurdering kunne ske på grundlag af en 7-dages uge.
Landmanden havde således ret til tilskud til selvstændig landbrugsvirksomhed med 50 %.
Ankestyrelsen lagde vægt på de helbredsmæssige oplysninger, hvoraf fremgik, at følgerne af en læsion i januar var væsentlige og varige.
Der blev endvidere lagt vægt på arbejdsevnevurderingen, hvoraf fremgik, at hans arbejdsevne var betydeligt nedsat i en sådan grad, at det ikke var muligt at pege på relevant beskæftigelse ved fabriksarbejde eller andre lignende erhverv.
Det fremgik endvidere af denne arbejdsevnevurdering, at beskæftigelse i landbrug sås som eneste mulighed for, at han kunne blive delvist selvforsørgende.
Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at han havde givet udtryk for, at han kunne holde til ca. 4 timers dagligt arbejde, og at fordelen ved fleksjob i eget landbrug var, at timerne kunne fordeles over alle ugens 7 dage og i princippet over hele døgnet, idet han dog ikke fandt, at der i alle arbejdssammenhænge ville være tale om 4 timers effektiv arbejdsindsats daglig.
Det var herefter Ankestyrelsens opfattelse, at hans arbejdsevne i den selvstændige landbrugsvirksomhed var nedsat med omkring halvdelen, men ikke med 2/3. Det blev i denne forbindelse tillagt betydning, at arbejdsopgaverne i landbruget både før og efter omlægningen af driften var fordelt over alle ugens 7 dage, og at dette var almindeligt på landbrug af denne karakter. Ankestyrelsen fandt ikke, at den stedfundne omlægning af driften havde ændret herved.
Information
- Den selvstændige var uddannet landmand og havde altid været beskæftiget inden for landbruget. Han kom til skade i januar 2002, blev sygemeldt i 2003 og arbejdsprøvet med fabriksarbejde i perioden 5. maj 2005 til 2. marts 2005, hvorefter det blev vurderet, at den bedste løsning for ham var at forblive i landbruget og omlægge driften, således at han kunne klare sig med tilskud til selvstændig virksomhed. Driften var omlagt således, at den nu bestod af landbrug med planteavl og lidt ammekvæg.
- Kommunen bevilgede ham tilskud til selvstændig virksomhed med 50 %, idet den vurderede, at han kunne yde en ugentlig arbejdsindsats på 18 1/2 time som selvstændig landmand i det ændrede landbrug.
- Det sociale nævn fandt ikke tilstrækkeligt grundlag til at tilsidesætte kommunens vurdering af landmandens arbejdsevnenedsættelse og tiltrådte afgørelsen om tilskud til selvstændig virksomhed med 50 %.
- Nævnet begrundede afgørelsen med, at hans arbejdsevne skønnedes nedsat med omkring halvdelen men ikke med 2/3, og at han skønnedes at udføre mere end 1/3 af normalt arbejde fordelt over ugens dage.
- Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, klagede over nævnets afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at landmandens arbejdsevne var nedsat med mindst 2/3, at timeforbruget til pasning af 20 slagtekalve var 0,50 timer pr. dag med normal arbejdsevne, at han havde nedsat produktionen, så den svarede til den arbejdsindsats han kunne yde, nemlig 1/3 af normal arbejdsevne, og at det var af betydning, om vurderingen af arbejdsevne til selvstændige i landbruget skulle vurderes efter en 5- eller en 7-dages uge.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af Ankestyrelsens praksis for, om vurderingen af arbejdsevnenedsættelse i forbindelse med tilskud til selvstændige skulle ske på grundlag af en 5 dages arbejdsuge.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Beregning af tilskud til en selvstændig landmand var ikke knyttet til ansættelse af arbejdskraft på den enkelte ejendom. Tilskuddet skulle beregnes i forhold til, hvad en nyansat på overenskomstområdet generelt skulle have i løn. Der skulle derfor i ...
Udgivet: 2016-09-09
Fleksjob og støtte til selvstændigt erhvervsdrivende gives til borgere med varig og væsentlig nedsat arbejdsevne. Hvervet som familieplejer/plejefamilie kan som udgangspunkt ikke forenes med fleksjob eller støtte til selvstændigt erhvervsdrivende. De...
Udgivet: 2014-05-28
Kommunen kan give tilbud om fleksjob, hvis borgerens arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud samt andre foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde borgeren i ordinær be...