Ankestyrelsens principafgørelse M-6-06
Beskrivelse
En kvinde skulle have oplyst om sønnens værnepligt og ophold på kaserne, idet dette havde haft betydning for udbetalingen af boligstøtten. Der skulle efter boligstøtteloven ske oplysning om alle forhold, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald a...
Journalnummer
J.nr.: 8500063-06
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 552 af 2. juni 2006 - § 7, stk. 1, § 43, stk. 3 og § 47
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at der skulle ske efterregulering/tilbagebetaling af boligstøtten for 2004.
Begrundelsen var, at kvinden skulle have oplyst om sin søns værnepligt og ophold på kaserne, idet dette havde haft betydning for udbetalingen af boligstøtten.
Det fremgår af boligstøttelovens § 43, stk. 3, at der skal ske oplysning om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.
Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden havde opfyldt sin oplysningspligt, idet hun ikke havde oplyst om ændringen i husstanden. Kvinden var vidende om sønnens aftjening af værnepligt og ophold på kasernen.
Kvinden burde have oplyst ændringen i husstanden inden efterregulering af boligstøtten.
Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse.
Information
- Sagen drejede sig om en person, hvis søn havde aftjent værnepligt i 2004. Sønnen havde haft ophold på kaserne langt fra bopælen. Kommunen havde først fået oplysning herom i 2005.
- Kommunen traf i september 2005 afgørelse om efterregulering af boligstøtten i medfør af boligstøttelovens § 47, stk. 1, idet der forelå en uoplyst indkomst på 130.347 kr.
- Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at ophæve afgørelsen om efterregulering.
- Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde dokumenteret, at sønnen aftjente værnepligt langt fra bopælen.
- Nævnet henviste som lovgrundlag til, at det ifølge lov om individuel boligstøtte § 7, stk. 1 følger, at et medlem af husstanden er en, der har haft fast ophold i lejligheden uden at være logerende.
- Nævnet henviste endvidere til vejledningens punkt 18, hvor der var beskrevet værnepligtiges særlige situation i forhold til at tælle med i husstanden. Det beroede på en konkret vurdering, hvorvidt en værnepligtig kunne anses som medlem af husstanden. Ifølge vejledningen blev der lagt vægt på, om kasernen var beliggende i en vis større afstand fra boligstøttemodtagerens bopæl, således at der var en formodning for, at barnet ikke skulle betragtes som husstandsmedlem.
- Nævnet fandt, at sønnen ikke kunne betragtes som husstandsmedlem fra februar 2004 efter boligstøttelovens § 7, stk. 1, da han havde fast ophold ved kasernen.
- Nævnet fandt, at kvinden ikke var pligtig til at oplyse, at hendes søn aftjente værnepligt og derfor ikke opholdt sig i hjemmet, idet det fulgte af § 43, stk. 3, at man kun var pligtig til at oplyse kommunen om ændringer, der ville medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, hvilket nævnet fandt ikke var tilfældet i kvindens sag.
- Kommunen klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen.
- Kommunen anførte i klagen, at hvis kvinden havde givet meddelelse til Boligstøtteteamet, da sønnen blev værnepligtig om, at han ikke længere havde fast ophold i hjemmet, ville det have betydet, at hun havde fået mindre i boligsikring.
- Kommunen mente derfor ikke, at kvinden havde opfyldt sin oplysningspligt i 2004 og ønskede en principiel vurdering af, om oplysningspligten kunne anses for at være opfyldt, når den først skete i forbindelse med en efterregulering af boligstøtten året efter.
- Nævnet fastholdt sin afgørelse dog med en ændret begrundelse, idet nævnet fandt, at kvinden burde have oplyst om sin søns værnepligt og ophold på kaserne efter boligstøttelovens § 43, stk. 3, inden efterregulering af boligstøtten.
- Nævnet fandt dog samtidig, at da værnepligt ikke medførte ændring i registreringen af boligforholdet, og kvinden ikke kunne vide, at værnepligten havde betydning i forhold til boligstøtten, forelå der ikke et sådant bebrejdelsesværdigt forhold, der gjorde, at boligstøtten skulle tilbagebetales, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 7, og lovens forarbejder.
- Nævnte anførte, at ifølge boligstøttelovens § 47, stk. 7, skal boligstøtte tilbagebetales, såfremt ansøger i andre forhold end nævnt i § 47, stk. 1, har undladt at give meddelelse om ændringer nævnt i § 43, stk. 3, og § 46, stk. 1, eller mod bedre vidende har oppebåret en for høj boligstøtte.
- Nævnet anførte videre, at ifølge lovens forarbejder til boligstøttelovens § 47, skulle boligstøtten i øvrigt være modtaget mod bedre vidende.
- Nævnet havde yderligere anført, at det ifølge vejledningen på kvindens boligmeddelelser var anført, at hun skulle meddele kommunen, hvis der skete ændringer i hendes husstand. Det fremgik ikke af vejledningen, hvad der skulle gøres, såfremt barnet blev indkaldt til hæren.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var oplysningspligt efter boligstøttelovens § 43, stk. 3, når en værnepligtig opholdt sig på en kaserne, og hvis dette var tilfældet, om oplysningspligten kunne anses for at være opfyldt, når den først skete i forbindelse med en efterregulering af boligstøtten året efter.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En kvinde fandtes at have modtaget boligstøtte mod bedre vidende uanset at hun havde opfyldt sin oplysningspligt ved at give meddelelse om en indtægtsstigning. Det måtte på baggrund af modtagne boligstøttemeddelelser, hvoraf indtægtsgrundlaget fremgi...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at en 18-årig søn fortsat var omfattet af husstanden, selvom han opholdt sig i en campingvogn, der var opsat på en grund, som moderen havde adgang til som følge af lejemålet. Begrundelsen for afgørelsen var, at sønnen fortsat var...
Udgivet: 2013-07-11
En mand modtog et rentebeløb fra en ulykkeserstatning. Rentebeløbet skulle medregnes i hans husstandsindkomst. Begrundelsen var, at afkastet af erstatningen ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelser i boligstøtteloven vedrørende opgørelse af husst...