Ankestyrelsens principafgørelse I-1-04

GældendeÅr: 2004Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til høfebermedicin på ca. 50 kr. til en kvinde, som modtog integrationsydelse svarende til starthjælp. Ankestyrelsen lagde vægt på størrels...

Journalnummer

J.nr.: 2000110-04

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 1035 af 21. november 2003 - § 36
  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 69, § 72, stk. 1 og § 72, stk. 6

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke havde ret til økonomisk hjælp til høfebermedicin.

Nævnet havde således ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på hjælp efter integrationslovens § 36.

Ankestyrelsen henviste til ordlyden af integrationslovens § 36 og anførte, at afgørelsen af, om kvinden selv eller hendes ægtefælle havde økonomisk mulighed for at afholde udgiften til høfebermedicin, ville afhænge af en konkret og individuel vurdering af, om det var muligt for hende og ægtefællen at afholde medicinudgiften selv.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden og hendes ægtefælle ud fra det oplyste om størrelsen af det månedlige rådighedsbeløb sammenholdt med den meget begrænsede medicinudgift fandtes at have midler til selv at afholde udgiften til høfebermedicin.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at nævnet som begrundelse for afgørelsen alene havde henvist til, at en familie bestående af to voksne og 5 børn ikke havde midler til selv at afholde den ansøgte udgift til høfebermedicin, når det fornødne til familiens underhold var afholdt. Nævnet havde herved lagt vægt på, at familien havde et rådighedsbeløb på ca. 6400 kr. månedligt samt børnefamilieydelse på 4250 kr. månedligt. Børnefamilieydelsen skulle dog ikke medregnes i trangsvurderingen.

Nævnet havde således ikke vurderet, om der var konkrete omstændigheder, som kunne begrunde en tilsidesættelse af kommunens skøn vedrørende kvindens og hendes ægtefælles økonomiske formåen i forhold til den meget begrænsede medicinudgift.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at den hjælp, som allerede måtte være udbetalt til kvinden som følge af nævnets afgørelse, skulle tilbagebetales.

Information

  • Sagen drejede sig om en kvinde, som var gift og havde 5 hjemmeboende børn under 18 år. Kvinden og ægtefællen modtog begge introduktionsydelse og var omfattet af reglerne om starthjælp. Familiens månedlige rådighedsbeløb var opgjort til 6377 kr. Herudover modtog familien børnefamilieydelse på 4250 kr. pr. måned. Kvinden søgte kommunen om økonomisk hjælp til køb af høfebermedicin. Udgiften udgjorde 50 kr.
  • Kommunen gav afslag på kvindens ansøgning, da man skønnede, at ægtefællen og hun selv havde økonomisk mulighed for at afholde udgiften.
  • Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at kvinden var berettiget til den ansøgte støtte til køb af høfebermedicin. På grund af det oplyste om, at kvinden havde 5 børn, fandt nævnet, at hun ikke havde midler til selv at afholde den ansøgte udgift, når hun havde afholdt det fornødne til familiens underhold.
  • Nævnet lagde vægt på det oplyste om familiens økonomiske forhold. Nævnet gjorde herved opmærksom på, at kommunen ikke var berettiget til at medregne børnefamilieydelser i trangsvurderingen. Nævnet henviste herved til SM 0-126-96.
  • I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen vurderede, at nævnets afgørelse ikke var i overensstemmelse med formålet med og bemærkningerne til integrationsloven/aktivloven. I denne vurdering indgik, at nævnets afgørelse betød, at familien skulle vurderes ud fra et højere rådighedsbeløb, end størrelsen af starthjælp gav grundlag for.
  • På Ankestyrelsens anmodning anførte nævnet supplerende, at man fandt, at familien ikke havde midler til at afholde udgifter til medicin af rådighedsbeløbet, idet familien vurderedes at være særligt vanskeligt stillet økonomisk. Det var således nævnets opfattelse, at selv om der var tale om en mindre udgift på 50 kr., havde familien ikke midler til at afholde den.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke betingelser som skulle være opfyldt for at kunne yde økonomisk hjælp til behandlingsudgifter efter integrationslovens § 36 til personer, som modtog integrationsydelse svarende til starthjælp.

Metadata

Retsområder

IntegrationslovenRetssikkerhedsloven

Nøgleord

Økonomisk formåenRådighedsbeløbMedicinudgifterStarthjælpIntegrationsydelse

Paragraffer

§ 72§ 36§ 69

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-35-00

Udgivet: 2013-07-10

En kommune var ikke berettiget til at afslå økonomisk hjælp til tandbehandling alene med den begrundelse, at udgiften ikke ville kunne afholdes af en almindelig lønindtægt. Da kommunen havde fundet, at behandlingen var nødvendig, var kommunen forplig...

Ankestyrelsens principafgørelse I-1-04

Udgivet: 2013-07-11

Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til høfebermedicin på ca. 50 kr. til en kvinde, som modtog integrationsydelse svarende til starthjælp. Ankestyrelsen lagde vægt på størrels...

Ankestyrelsens principafgørelse A-45-01

Udgivet: 2013-07-10

Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag på hjælp til en studierejse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at studierejsen, der var et led i uddannelsen som pædagog, ik...