Ankestyrelsens principafgørelse D-7-02
Beskrivelse
Kommunen var forpligtet til at godkende fornyelse af en § 28-aftale, idet lønmodtagerens langvarige eller kroniske lidelser sammenlagt havde medført over 10 fraværsdage i det forløbne år. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om sygdommens art i ...
Journalnummer
J.nr.: 700349-01
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 28
- Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 56
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at godkende fornyelse af en aftale indgået den 20. februar 2001 mellem en lønmodtager og hendes arbejdsgiver efter dagpengelovens § 28.
Begrundelsen for afgørelsen var, at lønmodtagerens langvarige eller kroniske lidelser - menstruationssmerter, otosclerosis (ørelidelse) samt leddegigt - sammenlagt havde medført over 10 fraværsdage i det forløbne år, jf. § 42, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998.
Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om sygdommens art i den oprindelige aftale, der var indgået på grund af 3 forskellige lidelser.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Den 1. marts 2001 modtog kommunen en ansøgning om fornyelse af en § 28-aftale for perioden 1. marts 2001 til 28. februar 2002.
- Under lidelsens art var oplyst otosclerosis, menstruationsbesvær og leddegigt. Om fraværsperioder inden for de sidste 12 måneder var oplyst 25. maj - 30. maj 2000, 15. september 2000, 30. oktober 2000, 27. november - 28. november 2000, 9. januar 2001 og 22. januar 2001.
- I brev af 20. juni 2001 meddelte kommunen afslag på fornyelse af § 28-aftalen, idet lønmodtageren ikke opfyldte lovens betingelser for fornyelse af aftalen.
- Lønmodtageren oplyste i brev af 12. juli 2001, at hun modtog social pension på grund af de to kroniske lidelser otosclerose og leddegigt, og at hun i den sidst bevilgede refusionsperiode 1. marts 2000 - 28. februar 2001 havde været sygemeldt 9 dage på grund af otosclerosen i kombination med menstruationssmerter og 5 dage på grund af leddegigten.
- Nævnet tiltrådte kommunens afslag på fornyelse af § 28-aftalen.
- Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var en betingelse for at få fornyet en § 28-aftale, at lidelsen havde medført mindst 10 fraværsdage i det forløbne år, medmindre der ved aftalens udløb var sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998, § 42, stk. 2.
- Nævnet lagde vægt på, at mindst én af lidelserne skulle have medført mindst 10 sygedage i det forløbne aftaleår, for at aftalen kunne være blevet fornyet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik af lønmodtagerens sygestatistik, at der havde været et tiltagende antal fraværsdage på grund af en forværring af helbredstilstanden hen imod udløbet af aftaleåret.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om flere kroniske eller langvarige lidelser, der i det forløbne år samlet havde medført mere end 10 fraværsdage, gav grundlag for fornyelse af en § 28-aftale.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Et forventet fravær på ca. 3 måneder var ikke langvarigt nok til at give grundlag for en § 28 aftale....
Udgivet: 2013-07-11
Ved beregning af sygedagpenge var et helt regnskabsår for en nystartet selvstændig et helt år, hvor der havde været aktivitet/omsætning i virksomheden. Momsregistrering var ikke i sig selv udtryk for faktisk udøvelse af selvstændig virksomhed, men må...
Udgivet: 2015-11-04
Kommunen kan godkende en § 56-aftale indgået mellem arbejdsgiver og lønmodtager i arbejdsgiverperioden, hvorefter arbejdsgiver kan opnå ret til refusion fra § 56-aftalens indgåelse. Arbejdsgiver opnår ret til sygedagpengerefusion fra indgåelsen af en...