Ankestyrelsens principafgørelse D-6-00

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 - § 5, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 27, stk. 1
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7

Afgørelse

Information

• En arbejdsgiver søgte den 25. november 1998 om refusion for perioden fra den 16. november 1998 til og med den 27. november 1998. Lønmodtageren, der var nyansat fra 1. oktober 1998, blev sygemeldt fra den 16. november 1998 på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø. Arbejdsgiveren, der havde tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27, udbetalte løn for den omhandlede periode.
• Den 1. december 1998 anmodede kommunen om en lægeerklæring fra lønmodtageren.
• Den 10. december 1998 kontaktede arbejdsgiveren telefonisk kommunen og oplyste, at lønmodtageren havde truet med, at hun ikke ville gå til læge for at få udfyldt en lægeerklæring. Arbejdsgiveren oplyste samtidig, at de havde opsagt lønmodtageren, da de ikke kunne stole på lønmodtageren. Lønmodtageren skulle have haft taget noget tøj, mens arbejdsgiveren var på ferie. Lønmodtageren blev opsagt den 13. november 1998 med 14 dages varsel. Tøjet til kr. 3.833,00 var fratrukket i lønmodtagerens tilgodehavende løn. Arbejdsgiver var blevet kontaktet af HK.
• Samme dag kontaktede kommunen lønmodtageren telefonisk. Lønmodtageren havde oplyst, at der var blevet kørt på hende og der blev talt dårligt om hende, ligesom der blev talt hen over hovedet på hende. Indehaveren havde et svingende humør. Lønmodtageren havde både været ked af det og ulykkelig over at komme på arbejde. Derfor havde hun sygemeldt sig. Lønmodtageren havde endvidere oplyst, at der kørte en sag i HK.
• Med hensyn til tøjet havde lønmodtageren oplyst, at det var hendes arbejdstøj, idet hun ikke måtte gå i sit eget tøj. Derfor havde hun taget 3 sæt tøj hjem i kommission. Der var en medarbejder, der tjekkede det af sammen med hende, og hun havde aldeles ikke taget noget tøj. Det var en aftale, at hun købte tøjet til indkøbspris, men arbejdsgiver havde trukket det fulde beløb. Lønmodtageren havde oplyst til kommunen, at hun ikke var syg, det var arbejdsgiveren, der var syg. Derfor mente hun ikke, at hun ville aflevere en lægeerklæring. Kommunen havde aftalt med lønmodtageren, at hun gik til læge, så hun opfyldte sine forpligtelser over for kommunen og arbejdsgiveren. Dermed havde lønmodtageren overladt til kommunen at vurdere dagpengeretten.
• Af den lægelige dokumentation af 11. december 1998 fra lønmodtagerens læge fremgår, at hun var raskmeldt 30. november 1998, idet arbejdsforholdet ophørte, og at hun havde været sygemeldt på grund af det psykiske arbejdsmiljø.
• Den 5. januar 1999 tog kommunen telefonisk kontakt til lægen, der oplyste, at han havde sygemeldt lønmodtageren på grund af, at hun var meget påvirket på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Lønmodtageren havde været hos lægen til et par samtaler den 16. november 1998 og den 20. november 1998, hvor de talte om arbejdsforholdene og sygemelding. Lægen gav hende en arbejdsbetinget lægeerklæring. Lægen oplyste, at lønmodtageren kun var sygemeldt i forhold til den helt konkrete arbejdsplads og havde kunnet påtage sig andet arbejde.
• Lønmodtagerens læge havde oplyst til kommunen, at han var villig til at påføre dette på lægeerklæringen. Den 7. januar 1999 modtog kommunen lægeerklæring fra lønmodtagerens læge, hvoraf det fremgik, at sygemeldingen kun havde været i forhold til den aktuelle ansættelse, idet sygemeldingen skyldtes arbejdsmiljøet. Lønmodtageren havde kunnet påtage sig andet arbejde.
• Kommunen gav afslag på refusion med den begrundelse, at lønmodtagerens fravær udelukkende relaterede sig til den konkrete arbejdsplads, og at lønmodtageren derfor ikke kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Arbejdsgiveren havde således ikke ret til refusion, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1 og § 26, og kommunen henviste til Dagpengeudvalgets afgørelse, som var offentliggjort i SM D-3-98.
• Det sociale nævn hjemviste den 29. november 1999 sagen til kommunen til fornyet behandling.
• Nævnet fandt, at en forsikret arbejdsgiver havde ret til refusion af dagpenge i de første 2 uger, selv om uarbejdsdygtigheden ikke var dokumenteret. Det var dog et krav, at arbejdsgiveren havde sikret sig den dokumentation, der var sædvanlig hos arbejdsgiveren. Der henvistes til Ankestyrelsens vejledning om syge- og barselsdagpenge, punkt 161 og SM D-33-96.
• Sagen hjemvistes således til vurdering af, om arbejdsgiveren i det konkrete tilfælde havde fulgt firmaets sædvanlige retningslinier for dokumentation i forbindelse med en sygemelding.
• Var dette tilfældet fandt Nævnet, at arbejdsgiveren var berettiget til refusion, medmindre firmaet måtte antages at have været bekendt med, at lønmodtageren alene var uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren. Lovens øvrige betingelser for refusion skulle også være opfyldt.
• Den af kommunen efterfølgende indhentede lægelige dokumentation for, at det kun var i forhold til arbejdsgiveren, at lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig på grund af problemer på arbejdspladsen, kunne derfor ikke føre til andet resultat.
• Nævnet var ved afgørelsen opmærksom på, at lønmodtageren, der blev ansat den 1. oktober 1998, den 13. november 1998 blev opsagt med fratræden fredag den 27. november 1998 samt at hun var raskmeldt fra mandag den 30. november 1998.
• Efter anmodning fra kommunen om en revurdering og en udvidet begrundelse meddelte nævnet ved brev af 13. december 1999, at nævnet fandt, at i en situation som den foreliggende havde arbejdsgiver under de i nævnets afgørelse af 29. november 1999 anførte betingelser ret til refusion. Kommunen skulle således ved den fornyede afgørelse lægge vægt på, om lønmodtageren havde overholdt virksomhedens regler om dokumentation af sygdom, og om arbejdsgiveren var bekendt med, at lønmodtageren alene var uarbejdsdygtig i forhold til denne arbejdsgiver. Nævnet bemærkede, at arbejdsgiveren normalt måtte gå ud fra, at den ansatte var syg, når den ansatte oplyste det, og derfor med rette forventede refusion.
• Nævnet fandt således, at det forhold, at arbejdsgivers eventuelle refusion i det konkrete tilfælde var i henhold til dagpengelovens § 26, jf. § 4 og § 5, og ikke i henhold til dagpengelovens § 27 og § 5, ikke i sig selv kunne føre til, at der ikke skulle udbetales refusion. Det Sociale Nævn fastholdt derfor afgørelsen. Det blev beklaget, at dette ikke fremgik af afgørelsen af 29. november 1999, og der ikke i retsgrundlaget for afgørelsen var henvist til §§ 4 og 5 og § 26 samt dagpengevejledningens punkt 153.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke fandt, at dagpengelovens § 27 om forsikrede arbejdsgivere og dagpengevejledningens punkt 161 samt SM D-33-96 kunne finde anvendelse, da fraværsårsagen her omhandlede sygdom.
• Sammenfattende havde kommunen bl.a. oplyst, at beskæftigelseskravet hos kommunen, jf. dagpengelovens § 4 var opfyldt, hvorfor lønmodtageren ville have ret til dagpenge fra kommunen forudsat kravet om fuld uarbejdsdygtighed, jf. dagpengelovens § 5, havde været opfyldt. Dette krav var efter kommunens opfattelse ikke opfyldt. Arbejdsgiveren ville ellers have ret til refusion, jf. dagpengelovens § 26, stk. 1.
• Det var kommunens opfattelse, at det i den situation ikke gjorde nogen forskel, om arbejdsgiver havde tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27.
• I den aktuelle sag havde lønmodtageren ikke ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, fordi beskæftigelseskravet, jf. dagpengelovens § 3 ikke var opfyldt. Arbejdsgiver havde alligevel udbetalt dagpenge, og ville normalt få refusion fra kommunen - ikke i kraft af forsikringen, jf. dagpengelovens § 27, men som en hvilken som helst anden arbejdsgiver, der i den situation ville være berettiget til refusion, jf. dagpengelovens § 26, stk. 1, hvis betingelserne i dagpengelovens § 5 havde været opfyldt.
• Under behandlingen af sagen havde Ankestyrelsen modtaget supplerende oplysninger fra lønmodtagerens læge vedrørende lønmodtagerens konsultation den 16. november og den 20. november 1998.
• Det fremgik bl.a. heraf, at lønmodtageren psykisk var helt ude af den. Kan ikke sove. Knugende fornemmelse i maven. Diarre. Kvalme. Fyret og arbejdspladsen vil ikke udbetale sygedagpenge. Fagforeningen er inde i billedet. Lønmodtageren blev sat i behandling med alopam 1 tablet 3 gange daglig/beroligende.
• Ved behandlingen i Ankestyrelsen deltog rådgivende speciallæge.
• Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, om der havde været ret til at afslå dagpengerefusion fra 1. fraværsdag under henvisning til SM D-3-98 og på afklaring af, om SM D-33-96 fandt anvendelse ved ikke forsikrede arbejdsgivere.