Ankestyrelsens principafgørelse D-3-06

GældendeÅr: 2006Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

En privat hushjælp, der blev sygemeldt på grund af bækkenløsning, opfyldte de helbredsmæssige betingelser for ret til barselsdagpenge inden 4-ugersperioden før forventet fødsel, idet det efter en lægelig bedømmelse skønnedes, at graviditeten havde et...

Journalnummer

J.nr.: 7000310-05

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 12, stk. 2, nr. 1 og § 17, stk. 3
  • Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 29, stk. 3 og § 6, stk. 2, nr. 1

Afgørelse

Lønmodtageren opfyldte de helbredsmæssige betingelser for ret til dagpenge inden 4 ugersperioden før forventet fødsel, jf. dagpengelovens § 12, stk. 2, nr. 1.

Den periode hvor det efter en lægelig bedømmelse skønnedes, at lønmodtageren på grund af bækkenløsning havde været afskåret fra at arbejde, skulle medregnes ved opgørelse af beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge, jf. dagpengelovens § 17, stk. 3.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det efter en lægelig bedømmelse skønnedes, at graviditeten havde et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse ville medføre risiko for lønmodtagerens helbred, jf. dagpengelovens § 12, stk. 2, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne i lønmodtagerens læges erklæring af 15. november 2004, hvorefter hun var sygemeldt på grund af symfysiolyse (bækkenløsning).

En kvinde, der opfyldte de helbredsmæssige betingelser for udbetaling af barselsdagpenge før 4 ugersperioden før forventet fødsel, men ikke opfyldte beskæftigelseskravet ved sygdommens indtræden, fik medregnet sygeperioden, når beskæftigelseskravet skulle opgøres, jf. dagpengelovens § 17, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at lønmodtageren måtte ophøre med at arbejde fra den 1. november 2004 på grund af bækkenløsning.

Lønmodtageren havde derfor ret til at få medregnet den periode, hvor hun havde været afskåret fra arbejdet på grund af bækkenløsning.

Lønmodtageren ville således have ret til barselsdagpenge, når hun efter sygefravær på grund af bækkenløsning i en periode sammenlagt med sin beskæftigelse forinden sygefraværet opfyldte kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet i 13 uger.

Ankestyrelsen anmodede kommunen om på grundlag af ovenstående at træffe afgørelse om beskæftigelseskravet og om udbetaling af barselsdagpenge.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Information

  • Lønmodtageren søgte den 8. november 2004 om dagpenge på grund af graviditetskomplikationer. Hun havde samtidig oplyst, at den 1. november 2004 var første dag, som hun var fraværende fra sit arbejde som privat hushjælp.
  • Kommunen gav afslag på barselsdagpenge, idet husligt arbejde som privat hushjælp ikke var omfattet af dagpengelovens § 12, stk. 2, nr. 2, da det skønnedes at være almindeligt arbejde, som udførtes.
  • Kommunen gav tillige afslag efter dagpengelovens § 17, stk. 3, da lønmodtageren kun havde arbejdet i 9 uger inden sygemeldingen den 8. november 2004, og da hun ophørte med at arbejde den 29. oktober 2004, dvs. at hun ikke var i arbejde umiddelbart før fraværets begyndelse.
  • Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ifølge egen læges erklæring af 15. november 2004 ikke var risiko for fostret på grund af arbejdets særlige karakter, og at arbejdet som privat hushjælp ikke i almindelighed ville medføre risiko for fostret ved en normalt forløbende graviditet.
  • Nævnet havde herved lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen, hvoraf det fremgik at der var tale om bækkenløsning/bækkensmerter i forbindelse med graviditeten.
  • Lønmodtageren klagede over nævnets afgørelse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for retten til barselsdagpenge før 4-ugersperioden før forventet fødsel, jf. dagpengelovens § 12.

Metadata

Retsområder

Barselsloven

Nøgleord

KomplikationerSygdomBeskæftigelseskravBarselsdagpengeGraviditet

Paragraffer

§ 29§ 12§ 6§ 17

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-94

Udgivet: 2013-07-11

I forbindelse med krav om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge søgte en pensionist om dagpenge med tilbagevirkende kraft for perioden fra indgivelse af ansøgning om pension til tilkendelse af pension. Dagpengeudvalget fandt, at den oprindelige h...

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-95

Udgivet: 2013-07-11

Beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 17, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, skal være opfyldt senest på fødselstidspunktet for at berettige moderen til barseldagpenge. Beskæftigelseskravet var ikke opfyldt i en situation, hvor fødslen fandt sted sønd...

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-01

Udgivet: 2013-07-11

En butiksansat lønmodtager, der tidligere to gange havde haft spontan abort i 10. - 13. graviditetsuge, blev sygemeldt af sin læge fra begyndelsen af 5. graviditetsuge. Lønmodtageren arbejdede i en supermarkedskæde med vareopfyldning og enkelte 12 ti...