Ankestyrelsens principafgørelse D-3-03

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 2
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

Afgørelse

Information

• En lønmodtager var i 1987 udsat for en arbejdsskade, som resulterede i lændesmerter med udstråling til højre underben. Lønmodtageren var på det tidspunkt ansat på en metalvarefabrik som ufaglært. Efter ulykken kom han i lære i samme virksomhed som voksenlærling (maskinarbejder) fra 1991 til 1995. Efter endt læretid var han ansat på fabrikken i 3 måneder, hvorefter han blev sagt op og modtog arbejdsløshedsdagpenge.
• Lønmodtageren blev sygemeldt fra A-kassen den 4. marts 1996. I perioden frem til maj 1999 var der flere forsøg på arbejdsprøvning/forrevalidering.
• Dagpengeperioden blev forlænget udover varighedsbegrænsningen den 31. marts 1999, da revalidering ansås for overvejende sandsynlig. Fra juli 1999 var forlængelsesgrundlaget, at der var påbegyndt sag om førtidspension.
• I september 1999 gav kommunen afslag på førtidspension og standsede herefter udbetalingen af dagpenge. Begge afgørelser blev anket. I slutningen af 2000 traf nævnet afgørelse om at hjemvise pensionssagen til ny behandling i kommunen efter indhentelse af en erklæring fra en ortopæd-kirurgisk speciallæge og som konsekvens heraf genoptage udbetalingen af dagpenge fra standsningstidspunktet.
• Den 24. januar 2001 gav kommunen igen afslag på førtidspension, da lønmodtagerens ryglidelse ikke var så svær, at erhvervsevnen varigt var nedsat med halvdelen, og da revalideringsmulighederne fortsat ikke var udtømt. Afgørelsen blev anket.
• Den 27. februar 2001 traf kommunen afgørelse om, at udbetalingen af sygedagpenge skulle standse fra udgangen af uge 9 (den 2. marts 2001). Kommunen henviste til, at der ikke længere var grundlag for at forlænge dagpengeperioden efter bestemmelsen om verserende pensionssag, idet kommunen den 24. januar havde givet afslag på pension. Kommunen fandt ikke grundlag for at forlænge dagpengene efter andre bestemmelser i dagpengelovens § 22, stk. 1,
• Lønmodtageren ankede kommunens afgørelse. Klagen blev videresendt til det sociale nævn den 5. november 2001.
• Den 20. december 2001 traf det sociale nævn afgørelse om klagerne over afslag på førtidspension og standsning af sygedagpenge.
• Nævnet tiltrådte kommunens afslag på pension. Afgørelsen var begrundet med, at der ikke var beskrevet helbredsmæssige forhold, som forhindrede lønmodtageren i at deltage i yderligere optræning med henblik på ansættelse ved hensyntagende arbejde eller i fleksjob.
• Nævnet tiltrådte endvidere kommunens afgørelse om at standse sygedagpengene. Nævnet henviste bl.a. til, at det forhold at lønmodtageren havde fået tilbud om yderligere revalidering, ikke var ensbetydende med, at revalidering var overvejende sandsynlig, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Forlængelse af dagpengeperioden efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om revalidering/arbejdsprøvning med sigte på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår.
• Nævnets afgørelse blev påklaget ved advokat. For så vidt angik dagpenge blev det gjort gældende, at lønmodtageren i hvert fald havde krav på forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk.1, nr. 2, med 2 x 13 uger med henblik på afklaring af erhvervsevnen. Advokaten gjorde gældende, at kommunen ikke havde vurderet sagen efter denne bestemmelse, som var trådt i kraft den 1. januar 2001. Heller ikke det sociale nævn havde forholdt sig til bestemmelsen.
• Ved genvurderingen af sagen i brev af 26. februar 2002 anførte nævnet, at de nye forlængelsesregler i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, efter nævnets opfattelse hovedsagelig knytter sig til udløbet af varighedsbegrænsningen på 52 uger, hvilket bl.a. var anført i Socialministeriets skrivelse af 18. december med orientering om den nye bestemmelse. Nævnet havde derfor ikke fundet det relevant at vurdere sagen efter § 22, stk. 1, nr. 2.
• Ankestyrelsen afviste at antage sagen til behandling. For så vidt angik spørgsmålet om anvendelse af bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, henviste Ankestyrelsen til, at der allerede var antaget flere sager til afklaring af bestemmelsens rækkevidde, og at Ankestyrelsen derfor ikke fandt grund til at behandle denne sag.
• Ankestyrelsen henviste til, at det sociale nævn ville tage stilling til, om der var grundlag for at genoptage sagen i nævnet, når Ankestyrelsens afgørelser i de allerede antagne sager var offentliggjort.
• Ankestyrelsen har i SM D-9-02, udsendt den 31. maj 2002, offentliggjort afgørelser i 2 sager.
• I den nu påklagede afgørelse fandt nævnet, at SM D-9-02 om anvendelsesområdet for dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, (om forlængelse af dagpengeperioden i op til 2 x 13 uger) ikke gav grundlag for at genoptage nævnets tidligere sag, hvori nævnet havde truffet afgørelse den 20. december 2001.
• I afgørelsen havde nævnet ikke udtrykkelig taget stilling til anvendelsen af bestemmelsen, men nævnet anførte i forbindelse med genvurdering af sag efter anke, at bestemmelsen efter nævnets opfattelse hovedsagelig knyttede sig til udløbet af varighedsbegrænsningen. Nævnet henviste herved til Socialministeriets skrivelse af 18. december 2000 med orientering om den nye bestemmelse.
• Nævnet begrundede sin afgørelse med, at SM D-9-02 efter nævnets opfattelse ikke afklarede spørgsmålet om, hvorvidt de nye forlængelsesregler i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, knyttede sig til udløbet af varighedsbegrænsningen på 52 uger, eller hvorvidt reglen også kan finde anvendelse i sager, hvor der tidligere er sket forlængelse af andre grunde.
• Nævnet havde inden afgørelsen telefonisk indhentet en vejledende udtalelse fra Ankestyrelsen. Det fremgik heraf, at Ankestyrelsen ikke med de trufne afgørelser havde taget stilling til, om dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, kun kunne anvendes i tilknytning til varighedsbegrænsningens indtræden.
• I klagen til Ankestyrelsen henviste advokaten til sine tidligere breve, herunder brev af 8. august til det sociale nævn. Advokaten havde her henvist til, at Ankestyrelsen i begge sine afgørelser havde anført, at det overordnede formål med bestemmelsen ifølge bemærkningerne til lovforslaget var at forlænge dagpengeretten med op til 2 x 13 uger, hvis der på det tidspunkt, hvor der ikke var andre forlængelsesmuligheder, mangler en afklaring af den sikredes arbejdsevne til brug for beslutning om hvilken hjælp der yderligere skal tilbydes, jf. retssikkerhedslovens § 5.
• Advokaten fandt, at Ankestyrelsen hermed havde tilsidesat synspunktet om, at § 22, stk. 1, nr. 2, alene knytter sig til varighedsbegrænsningens indtræden.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af anvendelsesområdet for dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.