Ankestyrelsens principafgørelse D-16-06
Beskrivelse
Under en frihedsberøvelse, der fandt sted på en af Kriminalforsorgens institutioner, var der ret til udbetaling af sygedagpenge under en arbejdsprøvning på det almindelige arbejdsmarked hos en privat arbejdsgiver. Arbejdsprøvningen skete i arbejdsopg...
Journalnummer
J.nr.: 7000129-06
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 36
- Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 74
Afgørelse
Ankestyrelsen traf afgørelse om, at manden havde ret til sygedagpenge under sit ophold på Kriminalforsorgens institution i den periode, hvor han fortsatte arbejdsprøvningen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at han ved indsættelsen på institutionen var i gang med en arbejdsprøvning hos en privat arbejdsgiver på det almindelige arbejdsmarked, og at hans forsørgelsesgrundlag under arbejdsprøvningen var sygedagpenge.
Det fremgik af dagpengelov § 36, stk. 1, at sygedagpengemodtagere, der efter domstols- eller administrativ afgørelse var frihedsberøvede som følge af et strafbart forhold, mistede retten til dagpenge, medmindre der under frihedsberøvelsen blev udført arbejde på det almindelige arbejdsmarked med tilladelse fra Kriminalforsorgen.
Ankestyrelsen fandt, at mandens arbejdsprøvning efter en konkret vurdering måtte anses for arbejde på det almindelige arbejdsmarked, idet denne foregik på det private arbejdsmarked og efter det oplyste bestod af afprøvning i arbejdsopgaver i firmaet, som også blev varetaget af ansatte på ordinære vilkår.
Ankestyrelsen fandt, at opholdet på Kriminalforsorgens institution måtte anses for frihedsberøvelse, da manden ved dom var blevet idømt en fængselsstraf på 7 måneder, hvoraf de 4 blev gjort betingede. De 3 måneder af straffen var ubetingede, og det var disse måneder, der skulle tilbringes på Kriminalforsorgens institution.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- En mand var ved dom idømt en fængselsstraf på 7 måneder, hvoraf 4 var gjort betingede.
- Direktoratet for Kriminalforsorgen bestemte efter Straffuldbyrdelseslov § 78, at manden skulle udstå de 3 måneders ubetingede straf på en af Kriminalforsorgens institutioner.
- Anbringelsen her var betinget af, at han kun forlod institutionen efter aftale med personalet.
- Han var ved anbringelsen i gang med en arbejdsprøvning på det private arbejdsmarked og fortsatte denne efter anbringelsen på institutionen.
- Kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge ved indsættelsen på institutionen.
- Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at arbejdsprøvning på sygedagpenge ikke kunne sidestilles med arbejde på det almindelige arbejdsmarked.
- Kriminalforsorgen klagede på mandens vegne over afgørelsen.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis vedrørende retten til sygedagpenge i forbindelse med indsættelse på en af Kriminalforsorgens institutioner, når den indsatte under afsoningen fortsatte en arbejdsprøvning, under hvilken der hidtil var blevet udbetalt sygedagpenge.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
De særlige regler om nystartede kunne ikke anvendes ved beregning af dagpenge til en selvstændig erhvervsdrivende under fædreorlov i september 1996, idet den selvstændige virksomhed var påbegyndt sideløbende med arbejde som lønmodtager i 1994....
Udgivet: 2013-07-10
Modtagelse af sygedagpenge forud for fængsling medførte ikke, at udbetalingen af sygedagpenge blev genoptaget ved løsladelse. Borgeren skulle ved løsladelse på ny opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge. Der var derfortale om en ny sygeperi...
Udgivet: 2013-07-11
Under en frihedsberøvelse, der fandt sted på en af Kriminalforsorgens institutioner, var der ret til udbetaling af sygedagpenge under en arbejdsprøvning på det almindelige arbejdsmarked hos en privat arbejdsgiver. Arbejdsprøvningen skete i arbejdsopg...