Ankestyrelsens principafgørelse D-14-99

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1, nr. 1, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 69
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1, § 8, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 2

Afgørelse

Information

• En lønmodtager blev sygemeldt den 14. juli 1997 på grund af en ryglidelse.
• Lønmodtageren var ufaglært og havde tidligere arbejdet som jord- og betonarbejder. Fra 22. juni 1996 og et halvt år frem havde han ansættelse i et firma, hvor han arbejdede med sortering og påfyldning af flasker. Lønmodtageren var glad for arbejdet, men blev afskediget på grund af nedskæringer.
• -------------------------------------------------------------------- |*) Note: Dagældende retsforskrift var § 48, nr. 1, i | |Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 |-------------------------------------------------------------------- I slutningen af november 1997 blev lønmodtageren godkendt af kommunen som revalideringsberettiget. Han var ikke interesseret i en boglig uddannelse og havde ikke meget tiltro til, at han kunne klare et arbejde. Han var imidlertid indstillet på at forsøge arbejdsprøvning og skulle i første omgang selv forsøge at finde en privat arbejdsgiver, der ville tage ham i arbejdsprøvning. Han skulle henvende sig til kommunen, hvis dette ikke lykkedes inden den 19. januar 1998.
• Den 6. marts 1998 havde kommunen endnu ikke hørt fra ham og bad ham rette telefonisk henvendelse vedrørende arbejdsprøvning i uge 12.
• Den 20. marts 1998 oplyste han til kommunen, at der var aftalt en arbejdsprøvning. Han kunne dog ikke aktuelt begynde, da han havde smerter i nakken.
• Da lønmodtageren ikke var påbegyndt arbejdsprøvning den 21. april 1998 drøftedes istedet arbejdsprøvning på Mercuri Urval.
• Den 12. maj 1998 oplyste lønmodtageren telefonisk til kommunen, at han havde været på besøg på en produktions-højskole. Lønmodtageren var ikke interesseret i arbejdsprøvning derude, da han fandt arbejdet meningsløst, og idet de andre, der arbejdede derude, ikke lavede noget.
• Ifølge statusbedømmelse fra lønmodtagerens læge i juni 1998 var der ikke noget helbredsmæssigt til hinder for, at han kunne deltage i revalidering. Lønmodtageren var uarbejdsdygtig i forhold til tungt fysisk arbejde, men ville kunne klare lettere rygbelastende arbejde.
• Lønmodtageren blev den 16. juni 1998 opfordret til at kontakte kommunen senest den 19. juni 1998. I modsat fald ville sygedagpengene blive standset i henhold til lovens § 8.
• Den 19. juni 1998 oplyste lønmodtageren, at han gerne ville revalideres, men at han igen havde ondt i ryggen. Han havde forsøgt at finde en arbejdsprøvning, men ingen ville have ham på de vilkår, der er for en arbejdsprøvning. Han ville gerne på en rigtig arbejdsplads. Lønmodtageren blev oplyst om, at han skulle tage imod næste arbejdsprøvning, der fandtes til ham. I modsat fald ophørte dagpengeudbetalingen.
• Jobkonsulenten lovede kommunen at finde en arbejdsplads til ham inden den 31. juli 1998.
• Den 28. juli 1998 kontaktede kommunen jobkonsulenten, der oplyste, at der fortsat ikke var en afklaring på, om der kunne oprettes en arbejdsprøvning. Lønmodtageren havde haft kontakt med et firma, hvor han tidligere havde været ansat, og hvor han måske kunne komme i arbejdsprøvning. Jobkonsulenten afventede tilbagemelding fra ham.
• Der kom ikke nogen aftale i stand og ifølge journalnotat af 31. juli 1998 har lønmodtageren ej heller ønsket, at jobkonsulenten skulle kontakte firmaet.
• Kommunen traf afgørelse om, at dagpengeperioden ikke kunne forlænges udover varighedsbegrænsningen den 31. juli 1998, navnlig med den begrundelse, at revalidering ikke ansås for overvejende sandsynlig, idet det siden den 15. december 1997 havde været forsøgt at iværksætte revalidering uden resultat.
• I anken til Det Sociale Nævn henviste lønmodtageren til, at han ikke havde fået nogen som helst tilbud fra kommunen. Under behandlingen af sagen i nævnet kontaktede nævnssekretariatet kommunens jobkonsulent, idet dennes refererede udtalelse af 31. juli 1998 ikke forelå skriftligt. Ifølge jobkonsulenten havde lønmodtageren og han ikke drøftet, at jobkonsulenten skulle kontakte virksomheden. Det var jobkonsulentens vurdering, at dette arbejde var lønmodtageren selv i stand til at udføre. Jobkonsulenten havde ikke kontrolleret, om lønmodtageren havde forsøgt at kontakte virksomheden.
• Nævnet ændrede kommunens afgørelse om, at dagpengeperioden ikke kunne forlænges efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 1998.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren var tilkendt revalideringsstøtte, at han den 19. juni 1998 fik oplyst, at han skulle tage imod den næste arbejdsprøvning, og at dagpengeafdelingen samme dag aftalte med jobkonsulenten, at denne straks efter hjemkomst fra ferie skulle finde en arbejdsplads til pågældende med start inden den 31. juli 1998.
• Nævnet fandt endvidere, at da varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. juli 1998 var situationen i realiteten helt uforandret i forhold til den 19. juni 1998, hvor det blev aftalt med jobkonsulenten, at der skulle findes en mulighed for arbejdsprøvning. Det fandtes heller ikke dokumenteret, at lønmodtageren havde frabedt sig jobkonsulentens hjælp til at kontakte hans tidligere arbejdsplads.
• I anken anførte kommunen bl.a., at de ønskede at få afprøvet, om der var grænser for anvendelse af lovhjemlen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Subsidiært blev afgørelsen indbragt med henvisning til retssikkerhedslovens § 69, idet det var kommunens opfattelse, at der var tale om et kommunalt skøn.
• Det blev fremhævet i klagen, at sagen havde været genstand for en intensiv § 24-opfølgning og herunder bestræbelser på at få igangsat revalidering. Efter kommunens opfattelse havde lønmodtageren ikke været reelt motiveret for revalidering og havde endog modarbejdet revalidering.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om Det Sociale Nævns afgørelse var i overensstemmelse med § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (vedrørende efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser).