Ankestyrelsens principafgørelse C-49-05

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 79
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 98

Afgørelse

Information

• Ansøger søgte sin kommune om hjælp til en kontaktperson til døvblinde efter servicelovens § 79 i 6 timer ugentligt, 50 puljetimer på årsbasis til uforudsete ting samt 48 løntimer til oplæring.
• Kommunen gav afslag på ansøgningen.
• Kommunen lagde vægt på graden af hørenedsættelsen, som ifølge speciallægeerklæring var svær, men med mulighed for at kommunikere på tomandshånd, samt at ansøger færdedes i nærmiljøet uden hjælp og havde kontakt til naboer. Endvidere lagde kommunen vægt på, at ansøger modtog hjælp til læsning af post mm. af kommunens hjemmehjælp, og at ansøger kunne benytte den række af tilbud, der var til pensionister som f.eks. indkøbsordning, kørselsordning, gåtur-ven mm. Endelig blev der lagt vægt på, at ordningen, som også blev ydet til pensionister, skulle medvirke til at bryde isolationen og til, at man kunne leve så normalt som muligt.
• Kommunen vurderede ikke, at ansøgers livsvilkår afveg væsentligt fra det, som kommunen havde set hos andre 89 årige.
• Nævnet fastholdt kommunens afgørelse, idet nævnet ikke fandt, at ansøger var berettiget til hjælp til en kontaktperson efter servicelovens § 79.
• Begrundelsen var, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 79, idet hun ikke kunne betegnes som værende døv.
• Nævnet lagde vægt på, at ansøger var funktionel blind, og at hun havde en svær hørenedsættelse på det ene øre og en alderssvarende hørenedsættelse på det andet øre.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøger kunne følge en samtale på tomandshånd i rolige omgivelser, når man sad tæt ved siden af hinanden og talte højt og tydeligt.
• Center for Døve klagede på vegne af ansøger.
• Centret henviste i klagen til "Den nordiske definition på døvblindhed" som blev vedtaget af Nordisk Nævn for Handicapspørgsmål i 1980. Centret oplyste, at definitionen siden var blevet anvendt i hele Skandinavien og i efterhånden størstedelen af Europa.
• Centret oplyste, at den nordiske definition var en funktionel definition, dvs. at der ikke kun sås på de objektive målinger vedr. syn og hørelse, men på personens samlede funktionsniveau, når det skulle afgøres, om der var tale om døvblindhed.
• Centret oplyste videre, at definitionen desuden fastslog, at nogle døvblinde var helt døve og blinde, mens andre havde bevaret en syns- eller hørerest.
• Centret fandt således ikke, at nævnet havde set på ansøgers samlede funktionsniveau, men fokuseret på sansetabene hver for sig.
• Yderligere henviste Centret til, at Europaparlamentet i 2004 havde anerkendt døvblindhed som et specifikt handicap. Der blev i den forbindelse henvist til EU's skriftlige erklæring om døvblindes rettigheder, hvoraf af punkt C fremgik, at de fleste døvblinde, ligesom ansøger, havde del af synet og/eller hørelsen i behold.
• Det var Centrets vurdering, at ansøger kunne betragtes som funktionelt døvblind. Ifølge audiologiske oplysninger var ansøger helt døv på venstre øre og havde en svær hørenedsættelse på højre øre. Endvidere led ansøger af Méniére, som bl.a. gav tinnitus/øresusen og påvirkede hørelsen således, at muligheden for at udnytte høreresten reduceredes. Det fremgik endvidere, at ansøger i kommunikationssammenhæng ville misforstå 84 % i rolige omgivelser og 100 % i støjfyldte omgivelser.
• Centret oplyste, at ansøger ifølge synsoplysninger havde en visus på mindre en 0,05, hvilket lå indenfor blindhedsområdet.
• Kombinationen af ansøgers svære høre- og synsnedsættelse var årsagen til, at Centret vurderede, at ansøger tilhørte personkredsen i servicelovens § 79 og dermed var berettiget til en kontaktpersonordning.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøger, som funktionelt døvblind, var omfattet af personkredsen i servicelovens § 79.